Da jeg hørte om Patientudvalget, var jeg ikke i tvivl om, at jeg skulle melde mig. Jeg har selv Alzheimers, som udvikler sig langsomt, og derfor er jeg stadig frisk og rørig og sikker på, at kan bidrage med viden, tanker, følelser, grin - og ikke mindst en forståelse for, hvor frustrerende det er ikke længere at kunne det de samme ting, men at man kan få et godt liv trods alt.

Som person elsker jeg at hjælpe - lige meget hvad det er, og om det er mennesker eller dyr. Når jeg får lov til at hjælpe og gøre en forskel, så stiger mit lykkehormon gevaldigt.

Jeg har haft et job som planlægger, som jeg gør brug af, da jeg bor alene, og indimellem bliver alt uoverskueligt. Jeg er frivillig hjælper hos flere beboere, hvor jeg besøger dem og hjælper lidt til, fx klipper jeg hår og giver en bog en gang i mellem. Og så bare masse af erfaring om det at have Alzheimers sygdom.

• Jeg vil meget gerne have fokus på det at være alene med Alzheimers. Det er nogle gange uoverskueligt selv at huske, selv at finde vej, selv at handle - at gøre alt selv. Der er rigtig mange tiltag til de pårørende, og det er bestemt også vigtigt. Det ved jeg, da jeg altid får en rigtig god snak med de pårørende til de tilbud, som jeg melder mig til. Men jeg finder stort set ingen tilbud til en person uden pårørende. Jeg ved godt, at vi ikke er så mange, men for Søren hvor er det svært at være alene om det hele.
• Et andet fokus er, at Århus er blevet kaldt en demensvenlig by, og det synes jeg på ingen måde er korrekt, og det vil jeg lave om på.