De trækker på samme hammel, personalet på min mands afsnit på plejecenteret. De har et fællesskab uden lige, og det kan jeg mærke. Det gør ingen forskel, hvem der er på arbejde. Jeg bliver altid mødt med omsorg og kærlighed og et ”Hej Marianne, vil du have en kop kaffe?”.
Frede er altid velsoigneret, nybarberet, og hans hjem er hyggeligt at være i. Han er tidligere landmand, og på trods af hans demenssygdom vil han stadig gerne være aktiv. Så personalet sørger for at tage ham med ud at handle og en eftermiddag, hvor jeg kom på besøg, gik han ude i gårdhaven med havehandskerne på og arbejdede. De laver også mange forskellige sjove ting for beboerne. En fredag havde de klædt sig ud som karaktererne i Badehotellet, andre gange er der bankospil eller vin og dans.
Personalet har et uovertruffet sammenhold. De hjælper hinanden, taler altid pænt, og de virker aldrig stressede, selv om de kan have travlt. Jeg spurgte engang en hjælper, hvordan de kunne blive ved med at have overskuddet til at give al den kærlighed, omsorg og respekt til os alle sammen. Både de demente og os pårørende. Jamen, sådan ville hun da have det, hvis det var hendes egen mor! Derfor er jeg så lykkelig over, at Frede er hos netop dem. Det er mit andet hjem, og de tager sig godt af både Frede og mig. De giver gerne et knus, når det hårdt. For det er meget sorgfuldt at flytte sin mand gennem 46 år på plejehjem og finde sin egen hverdag. Men det kan de tale om og har ingen berøringsangst, som mange andre. De ser os begge to og vores behov den enkelte dag. Det vil jeg aldrig kunne sige dem nok tak for.
- Marianne Larsen, hustru til Frede
