Menu

Fremtidsfuldmagt - hvordan og hvorfor?

En fremtidsfuldmagt giver dig mulighed for at vælge, hvem der kan handle for dig, hvis du en dag ikke selv er i stand til det. Det gælder både på det personlige, økonomiske og juridiske område.

 

En fremtidsfuldmagt er et juridisk dokument, hvor du vælger, hvem du vil give fuldmagt til at handle på dine vegne, og hvad personen skal kunne hjælpe med. 

Fremtidsfuldmagten kan ses som en forsikring, som aktiveres, hvis det en dag bliver nødvendigt.

Fremtidsfuldmagten er relevant for alle, og den er ekstra relevant, hvis man har en demensdiagnose.

 

Vælg en person, du har tillid til

De personer, som du sætter ind som dine fremtidsfuldmægtige, skal være personer, du har tillid til. Du skal også sikre dig, at de gerne vil påtage sig opgaven.

Man kan sætte én eller flere personer ind.

Hent din guide til fremtiden

I Alzheimerforeningens guide om testamenter er der også et kapitel om fremtidsfuldmagt og andre typer af testamenter, som sikrer dig til fremtiden.

Hvad dækker fremtidsfuldmagten?

I en fremtidsfuldmagt tager du bl.a. stilling til, hvem der må handle for dig ved beslutninger om:

Hussalg
Plejehjem
Håndtering af økonomi
Plejeforhold
Personlige ting som fx at give gaver til din families fødselsdage og ved højtider

 

Registrér din fremtidsfuldmagt

Når du har skrevet din fremtidsfuldmagt, skal den først registreres digitalt med MitID, og derefter skal den godkendes af en notar i byretten. Det koster 300 kr. Husk at du skal bestille tid til notaren.

Er du fritaget for digital post, skal du sende en kopi til Familieretshuset og møde personligt op hos dem med billedlegitimation for at underskrive den.

Justitsministeriets vejledning

Du kan finde en vejledning på Justitsministeriets hjemmeside, side 21-24.

Ring til Demenslinjen

Du kan ringe og tale med Demenslinjen, hvis du har brug for råd til at komme i gang.

Få hjælp af en advokat

En advokat kan hjælpe dig med at sikre, at fremtidsfuldmagten passer til din situation.

Sådan sættes din fremtidsfuldmagt i kraft

Fremtidsfuldmagten træder i kraft ved en anmodning til Familieretshuset. Anmodningen skal være vedlagt en lægeerklæring om din aktuelle helbredstilstand.

Hvad hvis vi ikke har fået lavet en fremtidsfuldmagt?

Hvis du ikke har oprettet en fremtidsfuldmagt og på et tidspunkt ikke længere selv kan varetage dine personlige eller økonomiske forhold, kan det blive nødvendigt at få beskikket en værge.

Ved et værgemål er det Familieretshuset, der tager stilling til, om der er behov for en værge, og hvem der i så fald skal være det. 

Ved visse større beslutninger skal værgen have Familieretshusets godkendelse.

Søg rådgivning

Er du i tvivl om noget omkring din fremtidsfuldmagt, så søg råd hos en advokat, før du opretter den.

Du kan også ringe til Alzheimerforeningens Demenslinje på tlf. 58 50 58 50 og få deres råd til at komme i gang. 

Få styr på dine ønsker for fremtiden

Mange skriver deres fremtidsfuldmagt og testamente samtidig, når de er hos en advokat.

Alzheimerforeningen giver tilskud på op til 5000 kr. til advokatsalæret, hvis du testamenterer til mennesker med demens.

Vil du blive klogere på vigtige juridiske forhold som fremtidsfuldmagter og testamente, kan du læse mere i vores testamenteguide.