Natur og Demens
25 idéer til samvær i naturen med personer med demens.
Inspiration af Hakon Mosbech, februar 2026
Kernen i denne bog er de mange helt konkrete ideer til at bruge naturen til at give indhold og kvalitet i samværet med personer med demens. Det kan være alt fra den ”store” natur udenfor i skoven eller ved stranden til den ”lille” natur hjemme ved en blomsterbuket.
Ideerne er krydret med forfatternes egne oplevelser som pårørende til personer med demens. Med godt fælles nærvær med snak eller uden ord. Der er ideer til de forskellige årstider, og til hver ide er der knyttet kommentar om, hvad aktiviteten forudsætter og bidrager med. Det er en meget inspirerende og nyttig værktøjskasse, både for pårørende og for fagpersoner, der arbejder med personer med demens.
Bogen indledes med et teoriafsnit med uddybning af begrebet ”Personafstemt Naturbaseret Interaktion (PANI)” samt om generelle forberedelser og gode råd til samvær i naturen. Bogen afsluttes med en opsamling af relevant forskning, der underbygger og forklarer, hvordan interaktion med naturen kan have positive effekter for personer med demens. De to afsnit sætter en interessant og nyttig ramme for det konkrete samvær i naturen med personer med demens.
Det er en helstøbt og inspirerende bog, der er udviklet og skrevet af en gruppe frivillige fra ”Livsgnisten Odsherred”, der er en forening for personer med demens, deres pårørende samt andre med interesse for demensområdet.
Forfattere: Lene Hansen, Trine Lauritzen, Henning Lektonen, Nina Baun, Peter Løn Sørensen.
Forlag: Aalborg Universitetsforlag, 2025.
73 sider, spiralryg.