Menu

Kender du forskellen mellem  Demenssymbolet og Solsikkesnoren?

Demenssymbolet og Solsikkesnoren er begge visuelle symboler, der kan bæres synligt eller diskret for at signalere et usynligt handicap eller skjulte diagnoser – såsom demens.

Læs mere om de to symboler herunder.

Demenssymbolet er et hjælpemiddel udviklet af Demensvenligt Danmark specifikt til mennesker med en demenssygdom. Symbolet bruges i Danmark til at skabe genkendelighed og tryghed i lokalsamfundet og signalerer, at personen kan have brug for særlig opmærksomhed eller en håndsrækning – heraf illustrationen på symbolet, der viser to hænder.

Solsikkesnoren er et internationalt anerkendt symbol, som kan bæres af mennesker med usynlige handicap og diagnoser, herunder demens, autisme, angst eller kroniske sygdomme. Snoren gør det muligt diskret at vise, at man kan have brug for ekstra tid, tålmodighed eller støtte i hverdagen – for eksempel i lufthavne, butikker, arbejdspladser eller i offentlig transport. Den er ikke specifikt knyttet til én diagnose.