Af Jon Fiala Bjerre og Joachim Werner
- Det er ikke fordi, at jeg skubber det fra mig eller noget. Jeg ved godt, at jeg er syg. Men når jeg alligevel ikke kan ændre på det, kan det ikke betale sig at spekulere på det. Så er det bedre at vende situationen om til noget positivt, fortæller 73-årige Torben Petersen, og kigger med et smil over på sin kone Susan.
De sidder sammen i stuen i deres kolonihavehus i Brønshøj, som Torben gennem de sidste 21 år har renoveret og udbygget. Efterårssolen lyser dovent ind igennem vinduet fra haven med blomme- og æbletræerne, og vidner om et omskifteligt år for parret. I januar fik Torben stillet diagnosen Alzheimers sygdom. Det var Susan, der i tiden op til havde lagt mærke til, at Torben havde forandret sig:
- Torben begyndte at have svært ved at finde ud af dagene og sådan noget med tal og alder. Han troede for eksempel, at jeg var 54 år gammel, fordi jeg er født i 1954. Det gjorde mig lidt forskrækket, for han har altid været god til den slags, fortæller Susan Ferdal.
Læs også: "Når jeg glemmer, så husk min taknemmelighed"
Torben havde ikke selv haft følelsen af, at der var noget galt, men da han hos lægen blev bedt om at sætte visere på en urskive, så klokken viste 13.50, skete der noget underligt:
- Det var frygteligt at kigge på den urskive, og skulle sætte viserne rigtigt på. For jeg kunne ikke. Heller ikke selvom jeg kunne kigge ned på mit ur om armen. Jeg blev vildt frustreret, og i lang tid efter kørte den der urskive rundt i hovedet på mig. Det er en mærkelig fornemmelse, når man ikke mærker det, fortæller Torben.
Den positive tilgang
Demensdiagnosen i januar var ikke første gang parret stod overfor en svær situation. Men Torben har en evne til at vende de svære ting med optimisme og et positivt livssyn. For eksempel da deres datter, Sara, der i dag er 28, som barn fik konstateret børnegigt, så blev det anledningen til at rejse mod solens dulmende varme stråler i de kolde vintermåneder. Og familien har i dag rygsækken fuld af gode minder fra eksotiske steder som Cuba og Singapore. Selv da Torben for fire år siden fik konstateret uhelbredelig prostatakræft, gik han til sygdommen med et ukueligt livsmod:
- Det er bare sådan Torben er. Han har altid taget livet i stiv arm, med en positiv tilgang og et smil, næsten lige meget, hvor meget modvind, der har været, siger Susan og kigger med et ømt smil på sin mand igennem 23 års ægteskab, mens han hælder kaffe op til dem.
- Det er det, jeg gerne vil huskes for, siger Torben og rømmer sig:
-Ikke som et efterskrift på en gravsten eller noget, men hvis jeg en dag selv glemmer mit positive blik på livet, så skal I huske på det for mig.
At holde fast i det man har
Nyheden om Torbens demenssygdom var ikke rar, men på den anden side gav diagnosen en forklaring på de udfordringer, Torben havde oplevet. Samtidig fik han noget medicin, som kunne dæmpe demenssymptomerne, og hjælpe ham til at fortsætte med mange af de aktiviteter, han dyrker fire dage om ugen:
- Jeg har tidligere spillet håndbold og fodbold på eliteplan, og bruger stadig det meste af min fritid på at spille floorball, håndbold, fodbold, volley, bowling og meget andet. Jeg elsker at være aktiv og det sociale element, fortæller Torben, der blandt andet ofte ses og dyrker sport med gamle kolleger fra sine 25 år som smed, tegner og chef for modelafdelingen hos B&W.
Han kan dog godt mærke, at energien ikke er, hvad den har været, og med sin demensdiagnose har han valgt at drosle ned med nogle aktiviteter og prioritere en del af sin fritid på ’Stedet’, der er et tilbud til yngre mennesker med demens på Frederiksberg.
- Det er meget rart at møde andre i samme situation, og der er en god stemning på ’Stedet’. Men omvendt føler jeg mig jo ikke syg, og derfor er det samtidig også rart at holde fast i de ting, jeg altid har holdt af, fortæller Torben, der stadig kun har fortalt sine nærmeste om demenssygdommen:
- Jeg vil gerne være åben - jeg har bare ikke lyst til at tænke for langt fremad. Jeg vil hellere tage det som det kommer og nyde alle de ting, jeg stadig kan. Det er sådan set ligegyldigt, hvor man er i livet, så må man jo gøre godt med, hvad man har.
Læs også: Sæt ind tidligt overfor demens og få et bedre sygdomsforløb
Ring til Demenslinien på 5850 5850
Telefonerne er åbne mandag og torsdag klokken 9.00-19.00 og alle øvrige hverdage klokken 9.00-15.00.