Sannes mod fik Henning sikkert hjem: "Og jeg fik en masse til gengæld"

Sanne Bruun håber, at hun kan være med til at inspirere andre til at være opmærksomme og turde handle, hvis man møder en person med demens, der har brug for hjælp. Foto: Privat. 

Sanne Bruun blev Demensven, da et nært familiemedlem fik konstateret Alzheimers sygdom i efteråret.

- Det er en lille beskeden ting at være Demensven, men kan have en stor betydning for den demensramte. Demensvenner kan være med til at afmystificere demenssygdommen og alle dens fordomme og misforståelser, fortæller hun. 

Den viden, Sanne har fået som Demensven, gjorde, at hun havde modet til at handle en sommernat, hvor hun så en ældre herre gå på vejen i t-shirt og underbukser. Hun håber, at hun ved at dele sin oplevelse kan inspirere andre til at hjælpe, hvor de kan. 

Læs hendes rørende og vigtige beretning om, hvad der skete den nat, hvor hun rakte hånden ud - og fik en masse til gengæld:

"Jeg cykler hjem i natten og nyder varmen og tænker på festen, da jeg pludselig opdager en mand på modsatte side af vejen. Et eller andet fanger mit øje, og jeg stopper op. Han går lidt anstrengt, men målrettet. Jeg opdager, at han ikke har sko på og kun er iført t-shirt og underbukser. Jeg beslutter at tage kontakt og går over vejen. 

Jeg hilser forsigtigt og spørger, hvor han er på vej hen. Han forklarer mig, at han er i Helsingør. Jeg gør ham opmærksom på, at han er i Vanløse og vist er gået hjemmefra midt om natten. Jeg forsøger, at spørge ind til, hvor han bor, og hvad han hedder. Han fortæller mig, at han hedder “Henning”, men at han ikke lige kan huske, hvor han bor. Vi begynder at gå tilbage ad den vej, jeg tror, han er kommet fra, imens jeg ringer til politiet. Med respekt for Hennings situation, forklarer jeg kvinden på alarmcentralen, at Henning og jeg står på gaden, og at vi er i tvivl om, hvor han bor. Kvinden i røret fanger hurtigt mine hints og spørger mig, om jeg tror, han har demens, hvilket jeg bekræfter. 

Kvinden i røret har brug for lidt informationer, så jeg spørger ind til Hennings fødselsdato og efternavn, som han heldigvis kan huske. Jeg får derefter adressen, og vi beslutter os for at vandre videre i natten, da der er knap to kilometer til hans hjem. Politiet vil kontakte de pårørende og finde en løsning på situationen. Henning og jeg går i den varme sommerluft. Stille og forsigtigt, da Henning har bare fødder og er lidt træt, da han jo allerede har gået langt. Vi holder en pause i et busskur og taler lidt. Jeg forsøger at finde ud af mere om Henning. Han husker ikke meget, og jeg finder hurtigt ud af, at hans demens er ret fremskreden. 

Læs også: Natasja gav en hjælpende hånd i Fakta

Vi taler om sommernatten, himlen og en smule om de minder, han har fra sit lange liv, sit arbejde og sin familie. Politiet ringer flere gange med status, og til sidst beslutter jeg mig for, at jeg vil følge Henning hjem. Jeg beder betjentene møde os på adressen, så vi sammen kan afgøre, hvad der videre skal ske med ham. 

Vores gåtur i natten tager lang tid, men Henning forsikrer mig gentagne gange om, at han sagtens kan klare det. Vi går langsomt, og det er hyggeligt. Henning giver mange gange udtryk for sin taknemlighed overfor mig. “Hvor var det godt, at du mødte mig”, “Hvor er jeg glad for, at du lige kom forbi”. Hver gang svarer jeg: "Jeg er også meget glad for, at jeg lige mødte dig, så vi kan gå sammen hjem til dig."

Efter en times tid nærmer vi os Hennings adresse, og pludselig genkender han omgivelserne og viser nu mig vej. Vi har ellers brugt min mobil som vejviser. Han går målrettet, men er nu også lidt bekymret for, om vi kan komme ind i huset. Jeg beroliger Henning og siger, at det finder vi en løsning på.

Da vi kommer hjem, er havedøren åben, og vi går ind i hans hyggelige hjem. Han viser mig lidt rundt og viser mig et billede af hans datter og barnebarn, som han har fortalt en smule om. Politiet ankommer, og vi bliver enige om, at Henning er klar til at gå i seng og trænger til hvile. Jeg hjælper med at slukke lyset, og derefter tager jeg afsked. Han tager min hånd og takker mig endnu en gang for hjælpen. Henning låser døren, jeg tager afsked med betjentene, der lover mig, at hjemmeplejen tjekker op på ham næste formiddag. 

Læs også: Om den væltede mand

Derefter tager jeg min cykel og fortsætter min tur hjem i seng. På cyklen tænker jeg over, hvor fantastisk en oplevelse de sidste par timer i selskab med Henning har været. Vi hyggede os og havde en kontakt, uden at have en dybere samtale. Følelsen af at have hjulpet og gjort en forskel gør mig glad, og jeg sender Henning mange kærlige tanker, mens jeg cykler gennem natten. 

Efterfølgende har denne oplevelse fyldt en del og jeg har fortalt den igen og igen i håbet om, at flere vil træde til, som jeg gjorde. Henning er gået langt i et område, hvor der på trods af tidspunktet er trafik og mennesker, men uden at få hjælp. Det handler sikkert ikke om uvilje, men måske mere om uvidenhed og angsten for, hvad der kan ske, og hvad man kan gøre. Jeg så ham, jeg turde handle, og jeg fik en masse til gengæld, nemlig glæden ved at have hjulpet en rar ældre mand. Min debut som Demensven var rørende, hyggelig og givende, på trods af en situation, som på mange måder er fyldt med en stor sorg."