GENKEND TEGN PÅ DEMENS
Det kan være svært at "spotte", at en person har demens, men der er nogle tegn, du kan kigge efter.
Typiske tegn på demens:
• Svækket hukommelse
Dette gælder især korttidshukommelsen, f.eks. at glemme, hvad der er sket for kort tid siden, hvorfor man er i en bestemt butik, hvor ens indkøbskurv står, eller hvor man er på vej hen, eksempelvis med bussen.
• Besvær med at udføre velkendte opgaver
Problemer med at udføre almindelige hverdagsting som at købe ind, overskue en indkøbsliste samt håndtere Dankort og penge.
• Problemer med sprog og kommunikation
Vanskeligheder ved at finde det rette ord for en bestemt ting. Eksempelvis bliver en indkøbsvogn til ’den, man skubber rundt’. Personen kan også have svært ved at læse og skrive samt at forstå, hvad der bliver sagt.
• Manglende orientering i tid og sted
Problemer med at finde hjem, genkende velkendte steder eller fare vild, selvom man har boet det samme sted i gennem mange år.
• Nedsat dømmekraft
Kan ses, når personen ikke er klædt på efter årstiden og eksempelvis har en vinterfrakke på om sommeren. Det kan også være i forhold at holde styr på økonomien og generelt at træffe valg.
• Problemer med at tænke abstrakt
Svært ved at følge en instruktion, der f.eks. fortæller, at mælken i butikken er placeret ved siden af smør og ikke på hylderne med kolonialvarer.
• Koncentrationsproblemer
Ses eksempelvis ved lange og komplicerede forklaringer, hvor personen med demens mister koncentrationen og glemmer, hvad man taler om.
• Opmærksomhedsforstyrrelser
Personen starter på én ting, men gør pludselig noget helt andet, fordi opmærksomheden bliver forstyrret. Vedkommende glemmer typisk, hvad han eller hun var i gang med.
• Forandringer i humør og opførelse
Personen kan let blive forvirret, vred eller mistænksom, tilsyneladende uden grund.
• Mangel på initiativ
At være passiv og have brug for stikord, opmuntring og støtte til at komme i gang. Personen kan gå i stå og tager måske ikke selv initiativ til at bede om hjælp.
• Nedsat impulskontrol
Personen kan tale nedladende og sårende til andre eller gå uden at betale for sine varer.