Menu

 

Pleje og omsorg

Pleje og omsorg overfor mennesker med en demenssygdom er en hel essentiel del af at give den rette behandling. Da sygdomsforløbet med demens udvikler sig, er det nødvendigt hele tiden at tilpasse plejen og omsorgen, som kan blive mere omfattende i takt med, at demenssygdommen skrider frem.

 

Omsorg i den tidlige fase

Indsatsen i den tidlige fase af sygdomsforløbet er ikke pleje og omsorg i traditionel forstand. I stedet er der brug for en bred vifte af tiltag i form af rådgivning, undervisning, faste kontaktpersoner, informationsmaterialer, tilbud om socialt samvær med andre og praktisk hjælp i hverdagen.


Personcentreret pleje og omsorg

Personcentreret pleje og vigtig når patienten har en demenssygdom. Plejen sigter mod at gøre pleje og plejemiljø personligt og individuelt - samt at forstå adfærd og eventuelle psykiatriske symptomer ud fra den dementes perspektiv. Personcentreret pleje og omsorg er baseret på oplysninger om den dementes livshistorie, vaner, værdier, behov, ønsker og præferencer.

Få inspiration til at skabe større trivsel i en hverdag med demenssygdom - Læs mere her. 


Kommunikation

Kommunikation er afgørende for god pleje og omsorg. Men fordi sygdommen rammer hjernen, kan det være svært for den demente at give udtryk for sine behov, tanker og følelser. Kommunikation går to veje og det er derfor vigtigt, at man forsøger at forstå den dementes budskaber - bl.a. ved at praktisere aktiv lytning.


Fysisk pleje

Mennesker med en demenssygdom kan pga. sygdommen have svært ved at forstå og overskue mange af hverdagens personlige gøremål som at spise, vaske sig eller børste tænder. Den fysiske pleje og omsorg handler derfor om hjælp til at klare den personlige hygiejne, at spise, mundhygiejne, forebyggelse og behandling af ufrivillig vandladning og fald.


Livets sidste fase

Demente har samme behov for særlig såkaldt palliativ pleje i livets slutfase som andre. Palliativ pleje har til formål at bedre livskvaliteten for patienter og deres pårørende i mødet med de problemer, som livstruende sygdom og død medfører. Det handler bl.a. om at se på livet og døden som en naturlig proces og hverken forsøge at fremskynde eller udsætte døden, men i stedet lindre den smerte - fysisk som psykisk - den sidste fase af livet fører med sig. Palliativ pleje handler også om at støtte og hjælpe de pårørende under patientens sygdom bl.a. i den sorg patient og pårørende oplever.


MEDICINSK BEHANDLING

Med den demensmedicin vi har til rådighed i dag, er det kun muligt at symptombehandle og ikke påvirke de underliggende sygdomsprocesser.

Lægemidler kan dog udgøre et nødvendigt supplement i behandlingen af demenssygdom.


AKTIVITETER OG HVERDAGSLIV

Alle mennesker har brug for at deltage i meningsfulde aktiviteter. Hverdagens aktiviteter og rutiner skaber tryghed og er samtidig identitetsskabende. 

Der er tre områder, som er særligt vigtige at have fokus på, hvis man har en demenssygdom og gerne vil gøre noget godt for sin hjerne: Fysisk, social og mental stimulation – og gerne i en kombination.


HJÆLPEMIDLER

Faste rutiner, enkle systemer og hjælpemidler kan skabe overskuelighed, tryghed og ro i hverdagen med demenssygdom. Hjælpemidler kan være med til at sikre, at personen med demenssygdom selvstændigt kan fortsætte sin velkendte hverdag, hvilket er vigtigt for livskvaliteten.