Anne-Sofie

Jeg hedder Anne-Sofie og er 27 år. Jeg bor i København og er den ældste i en søskendeflok på tre. Min far fik konstateret Alzheimers sygdom for to et halvt år siden. Dengang gik jeg på universitetet. I dag bor min far på plejehjem i Midtjylland.

For mig har noget af det sværeste ved at have en far med demens været, at rollerne indimellem bliver byttet om, så det er mig, der må være den voksne.

Dengang min far fik diagnosen, havde jeg svært ved at finde hjælp, som var målrettet unge. Efter at være kommet ind i en ungegruppe i Alzheimerforeningen, har jeg fået rigtig meget ud af at snakke med andre unge i samme situation som mig selv. Og jeg vil gerne give den hjælp videre, som jeg selv har fået. 

Hvis du har lyst til at snakke med mig eller mødes, så skriv en mail til mig. 

Nicolaj

Jeg hedder Nicolaj og er 29 år gammel. Efter et længere udredningsforløb fik min mor i 2014 konstateret Alzheimers sygdom. Hun var dengang 54 år. Min mor flyttede på plejehjem i starten af 2019, fordi hun havde mistet evnen til at klare helt almindelige dagligdagsting, såsom at tale, klæde sig på og gå på toilettet. Det sværeste for mig har været at se min mor miste sig selv, i takt med at sygdommen udviklede sig. Heldigvis kunne vi også efter hun flyttede på plejehjem grine og have det sjovt sammen. En anden positiv ting har været, at min far, lillebror og jeg, som følge af hendes sygdom, er blevet bedre til at tale sammen og hjælpe hinanden. Min mor døde i november 2019.

Hvis du har lyst til at få kontakt med mig, er du velkommen til at skrive til mig på e-mail. Så kan vi aftale et tidspunkt, hvor vi kan mødes eller snakke i telefon sammen. Vi kan også bare skrive sammen på e-mail eller SMS, hvis du hellere vil det.

Julie

Jeg hedder Julie og er 24 år. Min mor har altid været samlingspunktet i vores familie. Det sluttede, da hun i sommeren 2016 fik diagnosticeret Alzheimers sygdom. I en meget ung alder blev jeg voksen og fik et stort ansvar for min søster og fik diverse huslige pligter. Samtidig skulle jeg balancere skole, fritid og mit sociale liv.

Dengang min mor stadig boede hjemme, vidste ingen af mine veninder eller venner, hvilken hverdag jeg kom hjem til. Det var en helt anden verden end deres. Min mors sygdom er nok den største udfordring, jeg har fået i mit liv. For mig har det hjulpet meget at kunne tale med andre unge, som er i samme situation som mig. Derfor er jeg glad for at kunne være en del af Ligepersoner.

Jeg glæder mig til at høre fra dig.

Eva

Jeg var 17 år og gik i 2.G, da min far fik konstateret Alzheimers sygdom. Det at skulle balancere skole, sport og en syg forælder var derfor noget, der i den grad fyldte min hverdag i gymnasiet. Samme år fik min papfar konstateret cancer, så Alzheimers er ikke den eneste sygdom, jeg er nærmeste pårørende til. Det, der hjælper mig igennem min hverdag, er den hjælp, jeg får fra andre unge, blandt andet i ungegruppe. Jeg ved, hvor meget det kan hjælpe at tale med andre unge, som er i samme situation – derfor er du meget velkommen til at skrive mig på mail eller sms. Så skriver jeg tilbage, eller vi kan aftale at ringes ved.

Julie

Jeg hedder Julie og er 25 år. Min mor blev udredt for frontallapsdemens i 2017. Hun har dog været syg med sclerose siden jeg var helt lille og senere også epilepsi. 

I dag er min mor 48 år og hun er meget bevidst om, hvor syg hun er, og hun har tendens til at blive meget ked af det. Jeg er både enebarn med en halvsøster og skilsmissebarn. Det har været svært at være i en familie, hvor vi har flere pårørende, der er hårdt ramte. Det har været en svær balance, men min mors sygdom har gjort os tættere som familie.

Det sværeste for mig har nok været, at jeg i en tidlig alder har haft et alt for stort ansvar, som unge og unge voksne ikke bør stå alene med. Jeg har vidnet til nogle ubehagelige hændelser i min opvækst - og valgte derfor også flytte hjemmefra som 17-årig. Min mor bor i dag på et bosted, som passer på hende så godt de kan, men den dårlige samvittighed følger med, selvom jeg forsøger at tale den væk.

Da jeg følte mig helt alene, rakte jeg ud til en ung kvinde, hvis far har Alzheimers og som delte sin historie andre. Det gjorde en kæmpe forskel for mig, at jeg nu pludselig havde en jeg kunne spejle mig i og vi kunne forstå hinandens følelser. Jeg synes dette projekt er meget meningsfuldt og hvis jeg kan hjælpe dig eller nogen, så vil jeg gerne det. 

Du skal være mere end velkommen til at række ud og kontakte mig. 

Telefon: 71 72 71 13

Mail: julieudby3@gmail.com 

Augusta

Jeg hedder Augusta og er 29 år. Jeg har en professionsbachelor i ernæring og sundhed, arbejder som projektmedarbejder i Alzheimerforeningen og som model. Jeg bor i Valby med min mand og vores søn, på lige knap to år. 

Min mor fik konstateret Alzheimers sygdom som 49-årig i 2017. Hun bor alene i min barndomsby, men har en kæreste. Det sværeste for mig har været at erkende, hvor forfærdelig en sygdom det er, og at min mor ikke er den mormor, hun altid har drømt om at være. Det er hårdt at erkende, at min mor med tiden vil blive en person, jeg ikke længere kan genkende, og at forældrerollen er skiftet tidligt i forløbet. Jeg hjælper min mor med rigtig mange ting i dagligdagen, som fylder meget hos mig. 

Jeg har tidligere følt mig ensom i min situation, men det har hjulpet mig at snakke åbent med andre unge, som jeg kan spejle mig og min situation i. Derfor vil jeg rigtig gerne lytte til og hjælpe andre unge mennesker med demenssyge forældre. 

Demens er på flere områder min hjertesag, og derfor er du meget velkommen til at kontakte mig.

Thea

Jeg kæmper ofte med følelsen af, at jeg har alt for meget ansvar i forhold til min alder. Jeg har tit dårlig samvittighed og føler mig ensom.

Min far har været syg med Alzheimers sygdom i cirka 11 år og har boet på plejehjem de sidste fire år. Da min far kom på plejehjem, fik vi faktisk et bedre forhold til hinanden, end vi havde, før han blev syg. Og vi fik skabt gode minder sammen, selvom han var syg. 

I dag er min far så syg, at han ikke rigtigt kan tale, gå eller huske noget længere. Han er kun en skal, og nu venter jeg bare på den dag, han ikke er her længere. 

Min mor er også syg, så de sidste mange år har jeg stået alene med ansvaret for min far. At været den primære kontaktperson for min syge far er enormt hårdt.

Jeg ved, hvor svært det kan være at have syge forældre, og jeg brænder for at hjælpe andre! Du må gerne kontakte mig om stort og småt. Eftersom min fars sygdom er så fremskreden, har jeg en bred vifte af erfaring om de forskellige sygdomsstadier.