UNDERMENU

Støt

Min vens forælder har en demenssygdom – hvad kan jeg gøre?

7 råd fra unge, der har forældre med demenssygdom

Hvad gør man, når man har en ven, hvis mor eller far får konstateret en demenssygdom? Hvad skal man sige? Hvordan kan man hjælpe og være en god ven?

Unge, der har forældre med demenssygdom, har sammen med Alzheimerforeningen samlet en række gode råd, som vi håber, du kan blive inspireret af.

Måske tænker du, at nogle råd ikke harmonerer med hinanden - eller ligefrem synes modsatrettede. Det er et godt eksempel på, at behov kan være meget forskellige fra person til person, men også at behov kan skifte over tid, ja endda fra dag til dag. Det er derfor altid en god ide at snakke åbent med din ven om, hvordan du bedst kan være der for ham eller hende.

1. Lyt til mig og forsøg ikke at ”fikse det”

+ −

Mange unge fortæller, at det er vigtigt for dem, at deres venner kan rumme at lytte til alt det, de har brug for at fortælle. Det kan gøre rigtig ondt, når vennerne forsøger at finde på noget positivt at sige eller finde på løsninger.

”Jeg har brug for at fortælle og blive hørt.”

”Vennerne behøver ikke at sige, at de forstår mig. Men det er rart, når de lytter

og siger, at de forstår, at jeg er ked af det.”

”Jeg har et par venner, som altid skal fikse alting. De lytter aldrig bare. De kan ikke fikse det her for mig, og jeg ville ønske, de holdt op med at prøve.”

”Jeg bliver så ked af det, når folk siger ”i det mindste er han ikke død” eller sådan noget.”

2. Vær opsøgende - og vær ikke bange for at sige noget forkert. Det værste du kan gøre, er ikke at gøre noget

+ −

Mange unge oplever, at de ikke har så meget overskud som før, og at det er rart, når deres venner tager initiativer til at ses eller til andre ting. Det kan være godt at huske på, at det vigtigste ikke er, hvad du gør, men at du viser din ven, at du er der for ham eller hende.

”I stedet for at sige: ”Sig til, hvis jeg kan gøre noget”, så gør noget.”

”Jeg kan mangle overskud, så det er rart, når mine venner spørger, om vi f.eks. skal tage ind og se en kamp.”

”Jeg vil gerne være der mere for mine forældre, men transporten er besværlig, og det er stressende. En dag sagde en ven ”Du låner min bil, når du skal hen til dine forældre.” Så var det aftalt, og det var en stor hjælp.”

”Venner skal ikke være bange for at sige noget forkert. Man er jo vildt ked af det i forvejen.”

”Det er helt okay at sige, at man ikke ved, hvad man skal sige.”

”Vi var til undervisning, og jeg kom til at tænke på min mor, og blev lidt trist. Min veninde så det, og lagde hånden på min arm. Vi så hinanden i øjnene et øjeblik. Det varmede.”

”Et kram kan være nok.”

3. Tænk over, hvor og hvornår du spørger til min situation

+ −

Det er ikke ligegyldigt, hvornår man spørger til. Unge fortæller, at det f.eks. føles ubehageligt, hvis der er mange andre mennesker til stede, eller hvis ens ven ikke har tid til at lytte til svaret.

”Mine venner er også mit frirum fra sygdommen. På vej til en fest er det virkelig ikke fedt, når en veninde pludselig spørger til min far.”

”Det værste er, hvis en ven spørger, men jeg godt kan fornemme, at han egentlig ikke har tid til at lytte.”

”Til en konfirmation valgte en veninde at spørge, hvordan det gik med min syge forælder. Vi sad mellem alle de andre gæster og der var festlig stemning. Det føltes helt forkert.”

”Nogle gange har jeg brug for at snakke om det, andre gange har jeg ikke. Der er venner, som er gode til at fornemme det, men det er ikke alle.”

4. Lad være med at sammenligne min situation med andres

+ −

Mange unge fortæller, at det opleves sårende, hvis venner sammenligner deres situation med noget, der slet ikke føles sammenligneligt.

”Det gør især ondt, hvis det er sådan noget med en hund, der blev kørt over.”

”Der er virkelig mange, der fortæller om en oldemor eller om bedsteforældre. Men det ER altså noget helt andet. Det her er min MOR, vi snakker om.”

5. Spørg også, hvordan JEG har det - og lad være med at gætte

+ −

Mange unge savner, at deres venner også spørger til DEM, og ikke kun til deres demenssyge forælder. Samtidig fortæller mange unge, at det ikke er rart, når venner gætter på, hvordan de har det.

”Jeg har venner, som kun spørger til min far. Indimellem ville jeg ønske, at de også spurgte, hvordan JEG har det.”

”Min syge forælders situation kan i lange perioder være uforandret - men derfor kan jeg godt have fået det anderledes med det.”

”Jeg vil hellere at mine venner spørger, end at de begynder at gætte eller antage alt muligt.”

””Men du er selvfølgelig alt for ked af det til at tage med”, sagde en veninde, da vi var en gruppe piger sammen og snakkede om at gå ud.”

6. Lad mig fortælle om de gode oplevelser med min forælder.

+ −

For mange unge betyder det meget, at de også kan fortælle om de gode oplevelser, de har eller har haft med deres demenssyge forælder.

”Det hele er ikke dårligt. Der er også gode ting at fortælle, men dem bliver der ikke altid plads til i samtalerne.”

”Jeg kan godt lide, når mine venner spørger om, hvordan min mor var inden sygdommen. Det er rart at huske tilbage på og fortælle om.”

7. Jeg er stadig DIN ven – du skal ikke behandle mig anderledes end før

+ −

Unge fortæller, at det er vigtigt for dem stadig at være en del af fællesskabet. De vil stadig gerne høre om deres venners oplevelser, de vil gerne spørges til råds, og de vil gerne inviteres med til arrangementer.

”Man er stadig den samme, selvom man har en syg forælder.”

”Jeg vil stadig gerne høre om mine venners problemer og spørges til råds.”

”Min veninde sagde, at hun ikke ville læsse sine problemer af på mig, fordi hun jo ved, hvad jeg står i. Men det er et meget misforstået hensyn.”

”De bedste venner er dem, der behandler mig ligesom før. Men som også har forståelse for og bære lidt over med, at jeg har både gode og dårlige dage.”

”Hvis vennerne trækker sig - jamen, så mister man jo endnu mere.”

Støt