Af Charlotte Nordell Carlsen, foto: privat
Der var dem, der blev forargede, og andre der undrede sig. Men Anja Aalund kunne mærke, at det var det eneste rigtige at gøre. For at beskytte parrets to døtre på 13 og 16 år, for at passe på sig selv – og i sidste ende for at bevare kærligheden til hinanden.
I dag er det 6 år siden, Anjas mand Frank fik diagnosen Parkinsons sygdom. Seks måneder senere kom der endnu en diagnose: Lewy Body-Demens.
Anja var da 49 år, hendes mand Frank 56.
Der har aldrig været hemmeligheder mellem Frank og Anja. Og det var der heller ikke, da Frank fik demens.
Sådan besluttede de, det skulle være.
Et halvt år senere flyttede Frank i en beskyttet bolig. Anja og døtrene blev boende i huset.
- Vi var en megagod familie sammen, men den her diagnose gjorde, at vi ikke kunne finde ud af det længere. Vi gik på kort tid fra et børnefamilieliv – til en pensionisttilværelse. Sådan bliver det, når man er plejer og omsorgsperson for sin mand. Og det var rigtig svært.
”Jeg ville gerne kunne, men jeg kan ikke”
Frank gik mere og mere ind i sig selv, og følte sig i perioder som et offer. Det var svært for Anja at tackle – hun var jo også et offer. For selvom Frank var den med diagnosen, var Anja også ramt. Hun var jo nødt til at holde sig oprejst – for sig selv og for deres piger. Og for Frank.
Anja fortæller, at hun tidligt kunne mærke, at hun ikke kunne have et seksuelt forhold til Frank. De havde i forvejen ikke delt soveværelse i nogen tid. Bl.a. fordi Lewy Body-demensen gav Frank en meget urolig nattesøvn.
- Det føltes helt forkert, hvis vi skulle have en seksuel relation. Helt forkert. Men samtidig var der jo den her dybe kærlighed til ham. Den har jeg stadigvæk.
Anja sagde til Frank:
- Jeg ville gerne kunne, men jeg kan ikke. Og jeg vil ikke forhindre dig i at gå ud og møde en anden, som du kan have det med. Men jeg kan ikke.
Det var meget sårbart for Anja ikke at kunne give Frank det, de før havde haft sammen. Og sårbart at indrømme, at hun ikke længere havde lyst til sin mand.
- Der kom pludselig en mur imellem os. Fx hvis Frank lagde en arm om mig, tænkte jeg: ”Åh nej, hvad forventer han nu?” Jeg ville helst ikke ud i en afvisning.
Parret lavede en aftale om, at de skulle tale sammen. Sætte ord på det, der var svært. Altid i den dybeste respekt for hinanden.
- Frank sagde, at jeg skulle gøre det, der var bedst for vores familie. Og det var i den samtale, jeg sagde: ”Så skal vi ikke bo sammen mere.”
På psykisk overarbejde
Det var dog ikke uden omkostninger. Anja var plaget af en enorm skyldfølelse. Det gjorde fysisk ondt på hende, at Frank skulle flytte. Og Frank følte sig kasseret.
- Jeg følte mig utilstrækkelig og enormt egoistisk: Tænk, at jeg ikke kunne ofre mig selv? Det er jo Frank, det er synd for. Og nu ødelægger jeg også den her familie, som betyder alt for ham. Men det, jeg glemte i det regnestykke, det var jo, at den familie er her ikke mere.
For døtrene var det også svært. De stod på pinde for deres far. Den ene datter kom hjem fra efterskole hver weekend. Deres teenageliv var aflyst.
Anja var på overarbejde psykisk. Hun stod til rådighed 24 timer i døgnet. Men der var ingen, der hjalp hende. Al opmærksomheden gik til Frank.
Hun savnede noget, og en dag sagde hun det højt.
- Jeg savner at have en at læne mig ind i – en, der bare er der for mig. Jeg følte, at det er en skævvridning at sige, at fordi jeg er pårørende til Frank, så må jeg ikke opleve kærligheden igen.
Da Frank satte ord på det, der var åbenlyst, tog de snakken for første gang:
- Jeg kan se, dine øjne er slukket. Og jeg vil ikke have, du ender som en trist pårørende uden gnist i øjnene. En dag skal du ud at finde dig en ny kæreste, Anja. Det skal bare ikke være lige nu.
”Vi har sat hinanden fri”
Et års tid senere dukkede Søren op. Det har ikke været uden bump på vejen at få en ny kæreste. Selv tænkte Anja, ”orker jeg overhovedet at blive forelsket?”
Hun valgte tidligt at fortælle døtrene og Frank om Søren, for det sidste hun ville var at gå bagom ryggen på Frank. Men det var svært for Frank. Han følte sig svigtet, og var bange for at miste Anja.
Anja kom i tvivl. Men det var døtrene, der holdt hende fast:
- Vi kan jo se, at Søren gør dig glad, og Søren er en god mand, så ham holder du fast i, sagde de. Og den dag i dag er jeg simpelthen så stolt over, at de tacklede det sådan.
Søren er blevet en del af familien. Og Frank og Søren har fået et fint venskab.
- Frank siger tit: ”Søren passer godt ind i vores familie. Ham skal vi passe på”. Det er den bedst tænkelige måde, det er endt på, siger Anja med smil i stemmen.
Nu ønsker Anja for Frank, at han møder en sød kvinde, han kan blive kæreste med. Hun har hjulpet ham med en Tinder-profil – og selvom det ikke er let at kombinere dating og en dobbelt-diagnose, er Anja optimistisk.
- Og så håber jeg, at jeg kan være lige så rummelig, som Frank har været. Men når nu Frank har sat mig fri, så må jeg også sætte ham fri. Det har givet mig en stor respekt for ham.
Mere om Anja Aalund
Anja Aalund Holst har oprettet forummet Livsflimmer, som henvender sig til dem, der havner i livskriser som pårørende til mennesker med alvorlige sygdomme. Her kan man søge rådgivning til de svære situationer man kan havne i, dele sine tanker og læse om Anjas oplevelser. Du kan også Følge "Livsflimmer "på Instagram.
