Menu

Ven hjælper dement triatlon-legende med sidste Ironman

Det bliver ikke blot en kamp mod de andre deltagere, når Ole Hansen til september for anden gang skal forsøge at gennemføre sin Ironman nr. 25 – det bliver nemlig først og fremmest et kapløb mod hans egen galoperende Alzheimers sygdom.

Af Jon Fiala Bjerre, 29. juli 2016

 

Adrenalinen pumper, kroppen er i topform og alt synes at gå efter planen, da 63-årige Ole Hansen stiller sin cykel og begiver sig ud på den sidste del af ruten på det, der skulle være hans 25. og sidste Ironman. Solen skinner mens bølgerne fra Middelhavet slår op på stranden langs vejen, og Ole er i sit element. Men noget er helt galt. Ole har cyklet forkert på ruten gennem Barcelonas smukke gader, hvor den lange triatlon finder sted oktober 2015. Synderen har et navn - Alzheimers sygdom, og den er årsag til, at Ole Hansen nu er blevet diskvalificeret.

Oles ven og træningsmakker igennem mange år, Søren Bramming, tager ham i armene, og langsomt går det op for Ole, at det er slut. Han har tabt på mere end én måde, og det, der skulle have været en flot afslutning på en imponerende karriere, er endt som et mareridt.

- Jeg ved godt, at voksne mænd ikke græder, men lige det øjeblik, var meget svært at bære, fortæller Ole Hansen.

En tåre triller ned ad Oles kind, imens han tænker tilbage på mere end et halvt år med 15-20 timers træning om ugen. Ud over at være en tid med intensiv træning, har det også været en periode, hvor Ole Hansen har skullet vænne sig til at dele hoved med en demensdiagnose, og hvor han ufrivilligt har måtte vinke farvel til en længere karriere som skolelærer.

- Jeg fik den endelige diagnose i december 2014 og et par uger efter, til min 63 års fødselsdag, samlede jeg min familie og venner på Restaurant Valentin tæt på mit hjem i Hillerød for at fortælle dem om det. Jeg havde læst om sygdommen og mine fremtidsudsigter, og derfor var det vigtigt for mig at være åben om det lige fra begyndelsen, fortæller Ole Hansen.

24 gange tidligere har Ole Hansen gennemført Ironman-distancen.

Den lokale legende

Demensdiagnosen er et stort tilbageslag for Ole Hansen, der sideløbende med karrieren som skolelærer, altid har været engageret i sport på eliteplan. Han har blandt andet været på ishockeylandsholdet og været en af hovedkræfterne i at udbrede triatlon i Danmark op igennem 80erne, 90erne og 00’erne.

Selv har han vundet EM to gange og været nr. to til VM i sin aldersklasse, samt deltaget tre gange i den legendariske Ironman på Hawaii. Og i Hillerød har Ole ”Ironman” Hansen længe været lidt af en kendis:

- Han var denne her lille irriterende skolelærer man kendte fra lokalaviserne, som altid bare vandt det hele, fortæller Søren Bramming, der i mange år måtte se den 15 år ældre triatlonmester stryge forbi ham med et smil, når de deltog i de samme løb.

Men til en triatlon i Fredericia i 2003 sker der noget, som for altid ændrer forholdet mellem de to konkurrencemennesker.

- Jeg havde givet alt, hvad jeg havde i mig, og på de sidste 10 kilometer af ruten løb jeg bare og kastede op, husker Søren Bramming.

Da han får kæmpet sig over målstregen, får Ole Hansen øje på ham, og hjælper ham hurtigt over i et lægetelt, hvor den dehydrerede Søren får lagt drop og hurtigt får det bedre.

- Efter det begyndte vi at træne sammen, og blev hurtigt gode venner, fortæller Søren Bramming.

 

Jeg synes fandeme det var hårdt at stå dernede, og opleve Ole knække sammen. Det var bare ikke en værdig afslutning på hans karriere.

En fighter med en ven

Omkring ti år senere begynder de første tegn på demens at melde sig hos Ole Hansen. Langsomt bliver det sværere for Ole at holde styr på aftaler og holde koncentrationen. Han må opgive sit job som matematiklærer, og langsomt må han også opgive en af sine andre yndlingsbeskæftigelser, læsning. Han kan simpelthen ikke huske, hvad han lige har læst på den foregående side. Men med træningen er alt som det plejer:

- Alt føles trygt og godt, når jeg er ude på cyklen eller løber og svømmer. Jeg er mig selv, og jeg er fri – uden bekymringer, sygdom og negative tanker, forklarer Ole Hansen.

Derfor føles nederlaget også ekstra tungt, da Ole udgår af sin 25. Ironman sidste efterår.

- Jeg måtte bare sande, at her var så endnu en ting, jeg ikke kunne mere, fortæller Ole Hansen.

Han aftaler med sin søn, der er fysioterapeut og fungerer som Oles personlige træner, at det er slut med de store løb. Men for Oles ven Søren Bramming, bliver oplevelsen fra Barcelona ved med at sidde i kroppen.

- Jeg synes fandeme det var hårdt at stå dernede, og opleve Ole knække sammen. Det var bare ikke en værdig afslutning på hans karriere. Så jeg talte med min kone og Oles søn Mads, om vi ikke kunne gøre noget, fortæller Søren Bramming.

Noget tid efter er Ole og Søren ude at cykle i Gribskov nord for Hillerød som så mange gange før. Søren stirrer frem for sig:

- Er du så helt færdig med Ironman, siger han til Ole.

Ole kigger ned og er stille for en stund:

- Fandeme nej, siger han og vender blikket op mod sin trofaste træningsmakker med et smil.

 

 

I kapløb mod hjernen

Herefter begynder det, der på mange måder vil blive den hårdeste træning makkerparret nogensinde har gennemgået. For Ole Hansen bliver det et kapløb mod hans fremadskridende demenssygdom og for Søren Bramming, der aldrig tidligere har gennemført en hel Ironman, bliver det en kamp for at tilbagebetale en tjeneste til en gammel ven:

- Det her handler ikke om mig og mit ego. Det har jeg tilsidesat. Det handler om Ole, som har hjulpet mig så meget. Og hvis jeg så ikke gennemfører, så fuck det. Det handler om, at Ole gennemfører og får sin Ironman nr. 25, siger Søren Bramming stålsat.

Målet er at gennemføre den populære Ironman på Mallorca til september. Og det er ikke tilfældigt, at makkerparret har valgt netop denne destination. I mange år har de nemlig holdt træningsferie sammen på middelhavsøen, og derfor føles det hele mere trygt og velkendt for Ole.
Med sig tager de deres familier, og for Ole Hansen er det noget helt særligt:

- Det bliver første gang i min karriere, at jeg har så mange mennesker med mig til at bakke mig op, og det er helt fantastisk, siger Ole Hansen.

Og om vennen Sørens hjælp, er Ole klar i spyttet:

- Det betyder alt, og det er en kæmpe tryghed. Jeg er helt afhængig af Søren, og ville slet ikke kunne gøre det her uden ham. Det ville være umuligt. Stor rød streg under det, siger Ole Hansen og kigger over på sin ven og tidligere konkurrent med et stort varmt smil.

Det er den 24. september, at makkerparret skal forsøge at gennemføre deres Ironman på Mallorca. Som mønstereksempler på Demensvenner, løber de begge i Demensven-trøjer. Alzheimerforeningen følger vennernes anstrengelser frem til løbet, og kommer løbende med opdateringer.

OPDATERING: Den 24. september 2016 gennemførte Ole Hansen sin Iron Man nummer 25. 

- Med gejst og en del guiding, klarede Ole den. Det var en stor succes, og Ole var glad og lettet over, at det blev vel overstået, fortæller Søren Bramming.

De to venner træner stadig sammen, og i juni 2017 deltager de i et større cykelløb i Østrig. Oles tilstand er forværret, men fysisk er han stadig velfungerende.

 

Fakta: Ole "Ironman" Hansen

  • Er 64 år og bor i Hillerød.
  • Løb i mange år i Langgarverne i Hillerød og sidenhen i Triatleten i Blovstrød.
  • Har været på landsholdet i ishockey.
  • Gennemførte sin første triatlon i Hillerød for omkring 30 år siden.
  • Har gennemført 24 Ironman og træner nu op til sin 25.
  • Har været Europamester i Ironman to gange og nr. to i VM i sin aldersklasse én gang.
  • Blev diagnosticeret med Alzheimers sygdom i december 2014.

Kilde: Ole Hansen og Søren Bramming.

Fakta: Ironman

  • Langdistancetriatlon født på Hawaii i 1978.
  • Der findes 110 forskellige Ironman events i verden.
  • Over 30 lande fordelt på seks kontinenter arrangerer Ironman events.
  • Hvert år konkurrerer mere end 100.000 atleter i Ironman events.
  • Den originale distance består af 3,8 km svømning i åbent vand, 180 km cykling og 42,2 km afsluttende maraton – i alt 226 km.

Kilde: Triatlon Magasinet

Senest opdateret d. 16. oktober 2020
Støt os
Kalender
Se aktiviteter

Find alt fra korsang og gåture til foredrag og caféhygge. Se, hvad der sker nær dig.

Rekord for LI
Landsindsamling slår rekord

Over 2.000 indsamlere fik samlet 2,6 mio. kr. ind. Det er ny rekord og svarer til en stigning på ca. 18 % i forhold til 2023.

Foredrag
Onlineforedrag i efteråret

Kom med til foredrag om demens og hjernesundhed med landets førende eksperter.

Vores liv med demens
Læs personlige beretninger om demens her
Nyheder
Alzheimerforeningens direktør træder ind i Danske Patienters forretningsudvalg
24. april 2025
Alzheimerforeningens direktør træder ind i Danske Patienters forretningsudvalg
Mette Raun Fjordside og Jesper Fisker er nye medlemmer af forretningsudvalget i DP
Ny Alzheimer-medicin godkendt i EU – men danske patienter må stadig vente
23. april 2025
Ny Alzheimer-medicin godkendt i EU – men danske patienter må stadig vente
For første gang i over 20 år er der ny behandling mod Alzheimers sygdom
"Et forbillede for frivillige i hele landet"
3. april 2025
Årets Demensven: "Et forbillede for frivillige i hele landet"
Prismodtager Nency Maria Joensen: ”Man skal give hjælp til dem, som har brug for det”
Læs alle nyheder her
Arrangementer
Fredag d. 25. april
Kl. 10:00
Sansestund, gåture og aktivitet.
4230 Skælskør
Aktivitets medarbejder i Skælskør opretter et nyt hold for personer der vil træne hjernen. Indholdet er gåture, sanseaktiviteter, socialt samvær og musik.
Fredag d. 25. april
Kl. 12:00
Fredagsfrokost på Folkestedet
8000 Aarhus C
Vi spiser frokost sammen og hyggesnakker. Maden købes i Caféen - Café Gadeliv.
Se alle arrangementer
Fakta

Hver

3. time 
dør en dansker af en demenssygdom

 

400.000
lever med en demenspatient i familien

Giv et bidrag
Din støtte bidrager til et bedre liv med demens
Støt her
100,-
Støt med 100,-
150,-
Støt med 150,-
200,-
Støt med 200,-
Fakta

ca
90-100.000
lever med en demenssygdom

 

Hjælp os med at hjælpe

Webshop
Forstå Demens - Bliv klog på demens
Forstå Demens - Bliv klog på demens
Køb og støt
Lev med demens - gratis bog
Lev med demens - gratis bog
Køb og støt
Et kit med det nationale demenssymbol
Et kit med det nationale demenssymbol
Køb og støt
Pin med nål-lukning med Demenssymbolet
Pin med nål-lukning med Demenssymbolet
Køb og støt
Solsikkesnor – internationalt symbol på usynlige handicap
Solsikkesnor – internationalt symbol på usynlige handicap
Køb og støt
Pin med magnet-lukning med Demenssymbolet
Pin med magnet-lukning med Demenssymbolet
Køb og støt