Ægtefælle: Det var den rigtige beslutning at sende min mand på plejehjem

At sende min mand på plejehjem er ubetinget den sværeste beslutning, jeg har taget i mit liv. Jeg var fyldt med sorg, med skyldfølelse, med tvivl og med den største usikkerhed. Efter han var skrevet op, og da de senere ringede til mig og fortalte, at der var plads, var tvivlen der stadig. Var det nu det rigtige tidspunkt? Burde jeg ikke klare det lidt længere, for nu sad han jo der lige så fint i sofaen ved siden af mig intetanende om den beslutning, jeg havde truffet.

Dette indlæg er en refleksion over, hvorfor det var den helt rigtige beslutning for mig at sende vælge at få min mand, der havde Alzheimers sygdom, på plejehjem i en alder af 59 år. Måske det kan bidrage til at støtte andre pårørende i samme situation. 

Af Sanni Tegtmeier

Hans fik konstateret Alzheimers sygdom i juni 2019 blot 59 år gammel. De første år gik det egentlig meget godt, men fra efteråret 2021 blev det svært. Omkring årsskiftet 2021/22 var vanskelighederne store. Han havde svært ved at være alene, når jeg var på arbejde, og trods stor fleksibilitet fra min arbejdsplads stod det klart, at det ikke gik længere.

Hans havde været tilknyttet aktivitetscentret Huset på Nørrebro. Det sidste halve år han gik der, blev han kørt hjem af Flex trafik. Tit kunne han ikke finde ud af at komme op i lejligheden, hvis jeg var på arbejde. Flere naboer har trådt til og hjulpet ham. En dag jeg kom senere hjem, havde han siddet med en dynejakke på i fire timer, da han ikke selv kunne lyne ned.

I en samtale med personalet i Huset kunne jeg også forstå, at det blev vanskeligt for Hans at være der. Han havde svært ved at indgå i deres aktiviteter, og han gav selv udtryk for frustration over at skulle derhen.

I starten af 2022 erkendte jeg, at jeg skulle gå i gang med at få ham skrevet op til plejehjem, og i marts kom en visitator på besøg. Jeg havde forberedt ham ved at sige, at der ville komme et tidspunkt, hvor jeg ikke kunne mere, og at vi skulle sikre, at vi fik det bedste plejehjem. Det gentog jeg i samtalen med visitator og brugte samme argumentation igen og igen: Hans jeg elsker dig, og jeg vil være hos dig altid, men jeg kan ikke klare det mere. Vi får det bedre, når der er andre, der står for det praktiske, og så kan vi være sammen. For os bliver det ligesom at have to hjem.

Han gik med til det, men jeg tror nu ikke, at han til fulde forstod konsekvenserne af denne beslutning.

Allerede primo april blev jeg kontaktet. Der var plads på Plejecenteret Bonderupgård i Vanløse. Jeg var ude og se det, og jeg blev lidt rystet over at se de andre beboere sidde og se så syge ud. Igen kom tvivlen der, for var det der, Hans skulle ende sine dage. Heldigvis blev jeg mødt med forståelse fra personalet, og da jeg så de fine lejligheder, holdt jeg fast i min beslutning og sagde ja tak til indflytning primo maj. Efter råd fra Alzheimerforeningen ventede jeg med at fortælle det til Hans før tre dage inden, han skulle flytte ind.

April var nok den længste måned i mit liv. Problemerne tog til med den daglige hygiejne. Jeg vaskede gulv, tøj og ham selv i en uendelighed. Jeg måtte tørre både afføring og urin op, og det var så ydmygende for ham. Han begyndte at få psykoser, hvor han blev gal og ude af sig selv. Fx en nat gik han rundt og talte om, at hans penge var væk.

Ingen nat uden han var vågen, hvor han stod op og gik hvileløs omkring.

Og selv med alle de udfordringer der tog til, var jeg stadig i tvivl om, det var den rigtige beslutning.

Dagen kom, hvor vi skulle fortælle Hans, at han skulle flytte. Min datter og jeg var sammen om det, og vi sagde, at han havde fået en lejlighed et rigtig godt sted, hvor der var nogle, der kunne hjælpe. Bevidst brugte vi ikke ordet plejehjem. Vores datter var der og støttede. Hans’ første reaktion var at sige: Nå, så vandt du. Da begyndte jeg at græde, for jeg havde absolut ikke vundet noget. Jeg gentog, at jeg ikke kunne holde til at klare alle de opgaver, der var forbundet med sygdommen. Han sagde så, at han også synes, jeg så lidt træt ud! Og så græd jeg igen, for det var jo faktisk en omsorg for mig. Så græd min datter, så min mand og vi fik skabt en samhørighed, og han accepterede det.

Jeg havde fået det gode råd fra Alzheimerforeningen, at Hans skulle have møbler med hjemmefra. Så vi gik i gang med at udvælge og pakke. Han gik glad rundt og udpegede sine favoritmalerier og møbler, som han fik med. Det viste sig senere at være en rigtig god idé. For hans lejlighed blev fin, og han var meget stolt af den, når der kom besøgende.

Hans flyttede ind den 3. maj 2022 og nåede at bo der et halvt år. Han døde den 12. november 2022.

Var alt så godt ved at bo på plejehjem? Var han altid glad og tilfreds? Nej bestemt ikke. Han blev især sur mig, når jeg kom. Han kunne godt udtrykke utilfredshed med, at han var der. Hans´ sprog var i forvejen dårligt. Det var her han var hårdt ramt, og det blev sværere og sværere at forstå ham, hvilket jo også skabte frustrationer.

Men han havde også rigtig mange gode stunder, hvor han var glad. Han blev glad for personalet, og han gik tit ud i opholdsstuen og talte med dem. Han fik langt flere besøg af familie og venner, end da han boede hjemme, og han blev så glad, når de kom.

Hans lå for døden i fire døgn, hvor vi var hos ham. Og det var de fire døgn, der hjalp mig til at forstå, det liv han havde haft på Bonderupgård. Jeg kunne tydeligt mærke, hvor glade personalet var for ham. Nattevagten, som jeg jo aldrig havde mødt, fortalte, hvor mange gange hun havde siddet og talt med ham, og de havde grinet og lavet sjov. Danset havde de såmænd også.

Det rørte mig meget. Og ja det er ikke et ideelt liv at være på plejehjem, men jeg er i dag fuldstændig overbevist om, at det sidste halve år på plejehjemmet var bedre end det sidste halve år herhjemme.

Det blev bedre, fordi Hans fik mere ro i sin dagligdag. Han var omgivet af personale, der forstår sygdommen, og der blev ikke stillet de samme krav til ham. Han gik ikke rundt alene eller kun med mig, der jo blev træt, udmattet og irriteret. Der var personale, der kunne tale med ham og blot være der. Samtidig ændrede vores relation sig, for når jeg kom, så havde jeg mere overskud og kunne koncentrere mig om at være tilstede og ikke skulle tænke på alle mulige praktiske ting. Jeg var mere rummelig, fordi jeg viste, at om to timer kunne jeg gå igen.

Undervejs i forløbet er jeg blevet rådgivet af demenskoordinator. Jeg har været på pårørendekursus i kommunalt regi og gennem Alzheimerforeningen. Jeg har været til foredrag på Rigshospitalet etc. Jeg har lært og hørt om, hvor belastet en hjerne er hos en med demens, og at der er brug for ro.

Alligevel er det set i bakspejlet, det jeg havde så svært ved at forstå og acceptere. Jeg ville så gerne give min mand nogle gode oplevelser med familien og børnebørnene. Mit udgangspunkt var, at jeg hellere ville gå for langt end for kort.

Men for hvis skyld var dette? Det jeg forsøgte at opretholde, kan jeg nu se, ikke var for Hans’ skyld. Det var nok mere for, at jeg kunne opretholde en illusion om noget normalt, og det liv vi havde levet.

Jeg gik for langt, kan jeg se i dag. Han kom i nogle uheldige stressede situationer, der gav udslag i kortvarige psykoser.

Målet med dette indlæg er således ikke at fortælle, at du blot skal sende din kære af sted på plejehjem tidligt i forløbet. For det er ikke uden problemer. Men for at bidrage til en fortælling om, at det ikke behøver at være en dårlig beslutning. Det kan faktisk gøre det bedre for begge parter. Og man skal som pårørende lytte til sine omgivelser, som tit ser tingene mere klart end man selv gør, og prøve at skubbe den dårlige samvittighed fra sig. For det blev både roligere og tryggere for min mand.

Og selvfølgelig skal man da også prøve at få oplevelser sammen. For mig kan jeg blot se, at min ihærdighed for dette tog overhånd, og jeg skulle have lyttet mere til de råd, jeg fik. Så jeg håber, at dette bidrag kan gøre den beslutning om at tage skridt mod plejehjem en lille smule lettere.

Og hvordan blev det så for mig? Jeg vil være ærlig her: Det blev en lettelse, selvom jeg tit kørte fra plejehjemmet med tårer i øjnene og tungt hjerte. Men jeg fik lidt af mit liv tilbage og tillod mig at nyde det. Som jeg læste engang: Det er ok at tage pause fra sorgen.