Jeg har oplevet mange SOSU’er på helt nært hold, når jeg har været indlagt i længere tid på hospitaler og til genoptræning. I efteråret var jeg indlagt fem uger med Corona. Her lærte jeg SOSU’erne rigtig godt at kende som nogen, der kunne deres fag og var glade for det og den menneskelige kontakt. De var utrolig dygtige og venlige - og farverige, med forskellige kulører og accenter.
Der var min iranske ven, som kom med pillerne om morgenen og tog alle mulige prøver før morgenmaden – og der var fru Hansen, som dukkede op senere. Hun var oprindeligt marokkaner, så blev hun dansk gift og siden skilt, men hed kun ”fru Hansen”. Og jeg kunne fortsætte. Alle med et glimt i øjet og en venlig bemærkning til den udmattede patient. Jeg lærte dem alle lidt at kende og havde tillid til dem, for de vidste tydeligt, hvad de havde med at gøre. Det var ikke særbehandling, fordi de vidste, "hvem jeg var”. Mange var for unge og kommet for sent til Danmark til at vide andet end, at jeg hed Uffe, og det i grunden var et lidt pudsigt navn. Det gav mig et godt indtryk af deres professionalisme: At de behandlede alle ligeværdigt og med stor værdighed.
SOSU’erne var et vigtigt led i min helbredelse, for de skabte den venlige stemning, der er med til at gøre, at man bliver rask. Sammen med dygtige læger og sygeplejersker – og min kone og mine børn, der kom på besøg – var SOSU’erne med til at få mig igennem det hele.
- Uffe Ellemann-Jensen
