Et billede har brændt sig fast på min nethinde. Scenen indtraf få uger efter, at min kone, Lene, var flyttet ind på det plejehjem, der i dag hedder Lindehusene, i De Gamles By, København. De foregående fire år havde været drøje. Fra Lene fik diagnosen Alzheimers, til hendes tilstand var blevet sådan, at gode mennesker i dagcenteret Huset, som havde aflastet mig indtil da, skønnede, at tiden var inde. Opgaven med at hjælpe hende var nu så stor, at den krævede bistand af professionelle social- og sundhedshjælpere døgnet rundt.
Kort efter indflytningen blev Lene ramt af en ganske almindelig hverdagssygdom, en lille influenza måske, med feber. Hun måtte holde sengen, men var for urolig til at blive liggende ret længe ad gangen. Så kom Milena, en af de ansatte på plejehjemmet. Hun vidste, hvad hun skulle gøre, hun kunne sit fag. Desuden var hun et kærligt menneske med stor indfølingsevne.
En ydelse, der går ud over overenskomstens krav
Da jeg en dag kom på besøg, fandt jeg Milena knælende på gulvet ved siden af Lenes seng, så hun kunne se den syge ind i øjnene. Samtidig med at hun holdt hendes hånd, og lod sin tommelfinger glide langsomt over patientens håndryg, til roen indfandt sig.
Episoden var det, englænderne kalder beyond the call of duty, altså med en ydelse, der går langt ud over overenskomstens krav. Det var professionalisme og kærlighed i forening. Jeg oplevede noget lignende med de fleste andre sosu’er og sygeplejersker i de følgende fire år, indtil Lene var ædt op af Alzheimers sygdom.
Billedet af Milena knælende på gulvet ved Lenes seng er for mig et billede af velfærdsstaten, når den er bedst. Den er et indviklet system af skatter og overførsler og institutioner, denne velfærdsstat. Men den ville ikke kunne gøre noget godt, hvis den ikke var bemandet med folk som Milena og alle hendes ligemænd og -kvinder. De er velfærdsstatens kronjuveler.
- Thomas Bredsdorff, ægtemand til Lene
