”Skal han ikke have sin kam med”? Den lille kommentar kan syne ubetydelig, men den sagde samtidig alt om, hvordan Gitte på kort tid havde fået en tæt relation til min far. Både min bror og jeg vidste præcist, hvordan vores far havde den med den kam, som havde fulgt ham, så længe vi kunne huske det. Og Gitte vidste det også, selv om hun kun havde kendt vores far i tre måneder. Selvfølgelig skulle kammen med på vores fars sidste rejse – i den lomme, hvor den altid sad.
Også fortællingen om, hvordan vores far viste omsorg for personalet, og spurgte ind til deres ve og vel viste os, at de også havde set en mand, som kærede sig om andre, sådan som han altid havde gjort. De små beretninger viste i al sin enkelthed, hvordan personalet havde skabt en relation til vores far, som var uafhængig af vores hjælp. Og det er netop indbegrebet af værdighed.
Personalets respekt gav ham værdighed og ansvar
Der var også dygtige social- og sundhedshjælpere og social- og sundhedsassistenter, som evnede at udfordre min far og hans sygdomme. De færreste borgere har overblik over, hvordan man bedst lære at leve med kroniske sygdomme og svækkelse, og derfor er rådgivning og støtte i forhold til at følge udviklingen af sygdomme helt afgørende for trygheden. Jeg var derfor rørt over at opleve, hvordan de faste medarbejdere fik guidet min far ind i et fællesskab med andre ligesindede beboere.
Følelsen af tryghed og lettelse overvældede mig, når jeg oplevede, at han selv havde lavet aftaler med personalet. Og jeg kunne se tilfredsheden i hans øjne over den større selvstændighed, som alene blev hans, fordi han havde haft tid til at skabe relationen til det faste personale og den gensidige forståelse for, hvad der var vigtigt for ham. Og det var personalets respekt for ham, som gav ham værdighed og følelsen af ansvar for eget liv.
- Kirsten Normann Andersen, Datter til Aage
