Jeg kom hjem efter en større operation for en måned siden. To timer efter, stod hjemmeplejen her, og spurgte, om de kunne gøre noget. Vi var så imponeret over deres håndtering. Her kan man kun klappe i hænderne af kommunens indsats. De kom hele tiden i de 14 dage, der gik med udredning, hvor de skulle finde ud af, hvilken hjælp og hvor meget jeg skulle have. På grund af en nervesygdom har jeg fået ugentlig hjælp i mange år, men vi har ellers klaret os nogenlunde selv. At komme hjem fra hospitalet, og alt er vendt op og ned, det kræver en omstilling på så mange niveauer, du slet ikke kan forestille dig, før du selv står i det. Ikke kun hos patienten, men hos den nærmeste pårørende. Det var enormt trygt med den store hjælp, der gjorde det nemmere for os alle at komme igennem omstillingsperioden.
Rigtig mange hjælpere, der kommer her, er virkelig dygtige, men selvfølgelig udvikler man bedre forhold med nogle end andre. Det er jo et samarbejde mellem patient og SOSU-hjælper, og mennesker er forskellige. Det er guld værd, når der kommer en person ind, der ved præcis, hvordan hun skal arbejde med mig. Én, der bare har håndelaget. Jeg er ikke den mest snaksaglige person, men der er hende her Pia, der går ind i familier og deres liv. Hun deler ud af sit eget, og vi kan få mange gode snakke, der handler om alt muligt andet end sygdom. Det er samtaler, der gavner meget. For patienter og deres pårørende har hele tiden så mange tanker i hovedet, at det er godt at komme til at tænke på noget andet. Mange gange skal der så lidt til, og det er trygt for mig at kende lidt til hende. Når kommunikationen kører på den måde, så får vi begge en god stund med det, der skal ordnes.
- Hans Skaarup
