Jeg mener det, når jeg siger, at SOSU’er er absolut uundværlige. På et tidspunkt fik min mand hjælp seks gange i døgnet. Hvordan skulle vores familie have fungeret uden SOSU-hjælperne? Jeg bliver så vred, når jeg hører, at SOSU kan du blive, hvis du ikke kan andet. Det kunne ikke være mere forkert! Jeg beundrer alt det, de skal beherske. Den menneskekundskab, de skal have med. De skal vide noget om sygdomme. De skal sætte sig ind i fremmede mennesker, navigere i huse, de ikke kender og samarbejde med patienter, sygeplejersker og fysioterapeuter. Du vader ikke bare ind ad døren, det kræver store evner.
Nej, der er bestemt ikke noget galt med SOSU-hjælperne. Men det er et stort problem, at de – ligesom os pårørende – støder på en mur af administration. Der er alt for mange mellemled til, at de kan komme af med deres ændringsforslag, når noget ikke fungerer. Vi skal udnytte de erfarnes viden langt bedre til at ændre på systemer, der ikke længere virker, ellers kan vi ikke fastholde og tiltrække de dygtige medarbejdere.
Vi havde mange gode, særligt de lidt ældre i faget. Både mænd og kvinder. De havde en erfaring og styrke til at handle selv, og de havde overskuddet og evnerne til at leve sig ind i min mands situation. Han kunne ikke tale, men han forstod alt, hvad der foregik, og han fulgte med i politik og læste bøger og aviser. Hans dygtigste hjælpere vidste, hvad han gik op i, talte med ham om det, så hans behov og arbejdede efter dem.
Jeg kunne se på glæden i min mands øjne, hvem der havde været på besøg. En af aftenvagterne var en humørbombe uden lige, og der var altid et spektakel af snak og grin ude fra badeværelset, når hun hjalp min mand. Det var også SOSU-hjælperne, der trænede hans ben, da fysioterapeuten mente, at det var nytteløst. Og de foretrak ståliften frem for den hejselift, han var visiteret til, så min mand kunne stå på sine egne ben. Det, mente de, han havde godt af. Disse hjælpere stræbte hele tiden efter at give min mand værdighed til det sidste.
- Britta Schall Holberg, hustru til Jørgen
