Min mand fik en blodprop i hjernen tilbage i 1995, og vi har fået hjemmehjælp lige siden. Rigtig mange har været gode, men særligt to fortjener en hel særlig hyldest og anerkendelse for den hjælp, de har givet mig og min mand.
Ruman var hos os i cirka ti år. Hun så min mand på ny hver dag, hun kom. Hun så, om han var træt eller oplagt og, hvilket humør, han var i, og hun så hans behov. Hun så, om han trængte til barbering, om han havde spildt på trøjen. Hun så også det snavsede sengetøj for den sags skyld. Hun var drevet af empati, hun var selvfølgelig professionel, men hun lod ikke tid eller rammer køre rundt med hende. Hun tænkte selvstændigt, gjorde, hvad der var nødvendigt og spurgte ikke mig om noget. Hun gav mig rolige morgener, der ellers kunne være kaotiske og rædselsfulde. Min mands skade har ramt ham i frontallapperne, og jeg skulle derfor hele tiden tænke for ham. Når Ruman var her, fik jeg et øjebliks ro til mig selv. På den måde var hun hjemmehjælp med tryk på HJÆLP.
Så var der Mette. Jon har det med at udnytte de fordele, han har. Og Mette var en guddommelig modspiller til hans mange påfund. Hun gjorde det med omsorg og med humor. Jon ville gerne have tingene på en bestemt på, og det fandt hun sig i, men kun til en vis grænse. Det var meget befriende. I det hele taget skubbede hun til rigide grænser, når det var nødvendigt. Det vigtigste var, at arbejdet blev gjort ordentligt. Ruman og Mette kunne det hele, de to. Sådanne typer bør bæres på hænder og fødder. De er guld værd og to gode eksempler på, at frihed er bedre end kassetænkning og systemer.
- Birte Andersen, hustru til Jon
