Af Gertrud Baun
- Hej mormor!
- Hej min skat, det er længe siden, jeg har set dig … så jeg er glad for, jeg ser dig nu. Og her er … det hele er … ligesom … den dér”, siger Anne og rækker armene op mod den blå sommerhimmel med lysende øjne og viser tydelig begejstring over at se sit barnebarn.
Signe er 14 og Anne er 74. Anne fik konstateret Alzheimers sygdom i 2013 og har svært ved at huske eller sige Signes navn. Hun er for nyligt flyttet fra Nyborg til en skærmet enhed på et plejehjem i Herlev tæt ved sin datter. Hun skal have hjælp til alt nu.
- Sikken fin kjole, mormor.
- Eeej, synes du … det er bare… sådan, svarer Anne og giver Signe et trutkys på kinden.
Signes mor, Kia Raun, er med. De tre sidder på en bænk i plejehjemmets have og krammer lidt, før Signe og mormor hånd i hånd går på havevandring og rører ved friske granskud og små, umodne æbler og dufter til urter fra et bed.
Billedlotteri med særlige regler
- Det, at hun er glad, gør det selvfølgelig nemmere at være sammen. Hvis hun slog og spyttede, ville det ikke være en rar situation at besøge mormor, og mine børn skal selv bestemme. Signe går tit herover. Hun er fantastisk til at omgås min mor. Hun leder samtalen, så de får grinet, og de synger, går tur og spiller billedlotteri med regler, som Signe laver, så mormor ikke lider nederlag. Man kan sige, at de er ’vokset sammen’ i årene, fra Signe var lille og til nu, hvor sygdommen er fremskreden. Men det er ikke rosenrødt, siger Kia og verfer hurtigt en tåre af kinden.
Familiens venner bemærker Signes særlige forståelse for mormors sygdom. Det er Kia stolt af og mener, det skyldes deres åbenhed om sygdommen. Den kommer dels af, at Kia er sygeplejerske, men også af, at hun selv har oplevet det modsatte.
- Da min mormor fik demens, sagde min mor og hendes søskende, at vi børnebørn ikke skulle besøge hende, men huske hende, som hun var. Jeg var 25, da hun døde efter mange år på plejehjem. Jeg så hende, kort før hun døde. Det var mærkeligt at begrave én, man næsten ikke havde set i 10 år. Der har jeg grebet det anderledes an med mine to børn. De skal se deres mormor, hvis de har lyst, på et oplyst grundlag om sygdommen.
Frygter for fremtiden
Det gør ikke Signe noget, at mormor ikke kan hendes navn. Men hun frygter, at mormor en dag ikke kan mærke, hvem hun er. Eller omvendt.
- For min mormor har sådan en skøn personlighed, får hun frem trods klumpen i halsen.
Annes personlighed kommer tydeligt frem, da de to spiller billedlotteri. Signe råber op på sin rolige måde, og mormor tager sommetider en brik. Hun ved ikke, hvor den skal hen. Sammen sætter de ord på billederne og lægger dem ned. Når Signe får en brik, kommer der nogle mormor-agtige udbrud fra Anne som ”Ææææj, du er fræk” og ”Hov, hov, du snyder ikke, vel?”, mens hun laver ansigter. Der bliver grinet og krammet. Ludo er det slut med. Anne blev vred og frustreret. Så guidede Kia sin datter til at stoppe helt. Og sådan har Signe hen ad vejen fornemmet og taget til sig, hvordan det er bedst at omgås mormor.
Mormor skal have det godt i nuet
- Som barn var noget af det, jeg blev ked af ved sygdommen, at vi ikke længere kunne gå tur langs skinnerne ned og købe is. Så jeg har prøvet mig frem med andre ting, vi kunne lave sammen. En dag testede jeg at lave perler. Det ville hun gerne. Og vi synger og ser billeder. Jeg har også lært, at det er bedst ikke at spørge mormor, om hun kan huske dit og dat. For det kan hun jo ikke, og så bliver hun ked af det. I stedet genfortæller jeg, at vi gik tur langs skinnerne, og så lyser hun op og bliver glad. Selvom man føler sig lidt fjollet, når man siger det samme igen. Men hun skal have det godt i nuet, så hvorfor ikke besøge hende, når man har det hyggeligt?, siger Signe.
Da Kia sætter flødeboller på bordet, støder mormor og Signe deres sammen og siger i kor: Skål – og skide være med det. Det er ikke spor svært at forstå, at det både gør godt og ondt stadig at besøge mormor.
