Af Joachim Werner
Hver tirsdag mødes de to 70-årige kvinder, Kirsten Persson og Susanne Tunby, til en gåtur. Det er ikke bare en rutine, men nærmere blevet til et ritual gennem de sidste tre år, hvor slyngveninderne ugentligt har mødtes. Kirsten startede med at være ledsager for Susanne, der har Alzheimers sygdom, men de to er siden blevet nære veninder efter de mange gåture.
Deres tant og fjas og fælles humoristiske sans har gjort, at Susanne hver tirsdag føler sig som noget mere end bare en person med en demenssygdom.
- Når vi mødes, starter vi altid med at tage læbestift på og lave lidt fis og ballade med hinanden. Det betyder at vi gør noget sammen, som jeg ikke gør til hverdag. Det er rart at føle sig lidt kvindelig og fjollet sammen med Kirsten, og der sker altid noget nyt, når jeg er sammen med Kirsten. Så er jeg ikke bare Susanne, så er jeg også noget andet og noget mere, siger Susanne til Kirsten.
Kirsten ved meget om Susanne, der for fem år siden fik konstateret Alzheimers sygdom. De to jævnaldrende veninder snakker tit om, hvordan verden så ud i deres unge år. Hun fortæller at Susanne er tidligere royal porcelæn-maler og at hun har boet på Nørrebro i sine unge dage, mens hun gik på kunstakademiet.
Jeg ved jo godt, at sygdommen er der, men jeg kan ikke se den
Historierne om Susanne, som Kirsten fortæller på dagens gåtur til kunstmuseet Arken, bekræfter Susanne med smil og grin. Arken Museum for Moderne Kunst er et kunstmuseum i Ishøj og fra Hundige st. går de arm i arm i et roligt tempo og sludrer på de fem kilometer, distancen er. Når de mødes plejer de at gå omkring seks kilometer, fortæller Kirsten.
Begyndelsen på et nyt venskab
For tre år siden tog en gammel kollega fat i Kirsten. De havde arbejdet sammen på et dagcenter for personer med hukommelsessygdomme, og da Kirsten stoppede på dagcenteret, var hun ikke færdig med at hjælpe personer med demens. Kollegaen var blevet demenskoordinator og havde fundet det perfekte match til Kirsten.
- Jeg kan tydeligt huske min første gåtur med Susanne. Vi var hurtigt i gang med at tage læbestift på da jeg mødte hende i hendes daværende lejlighed i Køge. Hun var smilende og kærlig, og lige siden har vi brugt utallige mange timer på at grine og opleve noget nyt. Vi er gode til at lade os friste af udstillinger og kunst, som vi møder på vores vej, fortæller Kirsten.
Susanne kigger på Kirsten og leder efter de rigtige ord. Det tager tid at finde ordene, men med hjælp fra Kirsten kommer betydningen af deres venskab for Susanne frem.
- Det er noget af det bedste at være sammen med dig. Når vi tager læbestift på, gør vi vores ture til noget ud over det sædvanlige. Så er det ikke bare en gåtur, men to fine damer, der skal på tur. Det gør det hele lidt mere levende, synes jeg. Nu er jeg flyttet på plejehjem, og derfor betyder det rigtig meget for mig at opleve noget nyt, som det altid er med dig, Kirsten, fortæller Susanne.
Læs også: Fem ting der kan lette overgangen fra let til svær demens
Oplevelserne gør indtryk
Besøgsrestriktionerne i forbindelse med Coronaepidemien har ikke sat en stopper for det ugentlige møde. Kirsten venter bare ude foran plejehjemmet, hvor Susanne bor, da der kun er adgang for én nær pårørende.
På kunstmuseet Arken er den aktuelle udstilling om dyr i kunsten og farvernes mystik. Ved en udstilling stopper Susanne op, da hun bemærker et stykke klassisk musik. I noget tid står de stille og lytter sammen, mens Susanne nynner svagt med lukkede øjne. Da hun åbner øjnene igen, tager hun den ene hånd op til hovedet og bevæger fingrene som om, hun søger at tage fat i noget, der ligger gemt væk derinde et sted.
- Jeg ved jo godt, at sygdommen er der, men jeg kan ikke se den. Det er lidt ligesom et puslespil. Der er brikker over det hele, og jeg prøver at samle dem, men det er svært, fortæller Susanne.
Kirsten kan godt se, at Susanne bliver mindet om dengang hun var ung og lyttede meget til klassisk musik. Det fortæller hun til Susanne, som smiler, mens de går videre. Hverken besøgsrestriktioner eller en demenssygdom skal komme i vejen for deres venskab, fortæller Kirsten, da de går op til museets café for at få sig en god frokost.
Læs også: "Nogle venner trak sig"
