På job med demens

Det har ikke været uden udfordringer at holde Kirsten Neuschild og Steen Refsgård Olsen fast i deres jobs på Aalborghus Gymnasium, efter at de – et år forskudt af hinanden – fik en demensdiagnose. Men for dem betyder det alt at kunne blive ved med at arbejde, og beslutningen skaber god stemning og goodwill på lærerværelset

Af Jon Fiala Bjerre

 

For de omkring 5000 mennesker med demens i Danmark i den arbejdsdygtige alder, betyder en demensdiagnose ofte et farvel til arbejdspladsen. Men der findes arbejdspladser, der gør en ekstra indsats for at fastholde loyale medarbejdere, og som oplever, at det kan være en win-win-situation. Det er dog ikke en indsats uden udfordringer. For det kræver omstilling og forståelse for sygdommen at kunne rumme medarbejdere med demens. Og så er det oftest en dårlig forretning, og noget der desværre kan kræve et tovtrækkeri med kommunen, der ikke altid er lige godt gearet til at hjælpe mennesker med demens, som ønsker at blive på arbejdsmarkedet. Til gengæld er det langtfra alle kompetencer der forsvinder fra den ene dag til den anden, når man lider af demens, og med den rette fleksjobordning er det muligt både at skabe gevinst for arbejdspladsen og sende et signal til gode medarbejdere om, at man er en rummelig arbejdsplads, der tager ansvar. På Aalborghus Gymnasium begyndte det dog et lidt andet sted.

 

NOGET VAR GALT

Gymnasiet beliggende i det sydlige Aalborg er en stor arbejdsplads med 850 elever og en stab på 80 lærere. Siden 2006 har det været en selvejende institution, hvilket vil sige, at mange af lærerne også indgår i den administrative del af arbejdet. Derudover har gymnasiet en særlig linje for eliteidrætselever, som 62-årige Steen Refsgård Olsen i flere år har undervist med udgangspunkt i sin fortid som elitetræner ved Fortuna Hjørring. Derudover har Steen fungeret som studievejleder, men for to år siden bliver rektor Torben Poulsen opmærksom på, at der er noget galt:

 - Ind imellem kom Steen til at gå ind i en klasse og tage de samme elever ud, som han allerede havde haft en studiesamtale med. Det skabte undren, så jeg fulgte op ved at spørge de andre lærere, om de også havde bemærket noget, og et mønster begyndte at tegne sig, fortæller Torben Poulsen, der oplevede det som en ret ubehagelig proces:

 - Det var virkelig ikke sjovt at skulle konfrontere Steen med det, som jo er en vellidt og dygtig kollega, jeg altid har været glad for. Men jeg fik flere og flere informationer om ting, der gik galt for ham. Og det var virkelig en balance at navigere i, for Steen opfattede det som om, jeg prøvede at få ham ud. - Man har jo sin stolthed. Så det var svært. Men ingen af os havde jo prøvet det før – hverken mig eller Torben. Det var ukendt territorie. Og det tog jo lidt tid lige at finde ud af det, fortæller Steen Refsgård Olsen.

 

STORMØDE VISTE VEJEN

 Det hele bliver lidt lettere, da Steen får en Alzheimer-diagnose og begynder at deltage i tilbuddet Aktiv med Demens i Aalborg Kommune. Her får han kontakt til Britta Pedersen, der er demensvejleder for yngre med demens, og sammen tager de initiativ til et stort møde med lærergruppen på gymnasiet, hvor de bliver klædt på med viden om demens.

- Vi vil gerne give et billede af, at det faktisk kan lade sig gøre at fastholde mennesker med demens på deres arbejde, hvis arbejdspladsen er indstillet på at enten sætte timetallet ned, eller ændre stillingen, så det er muligt at fuldføre arbejdet. Meget af det handler om at få forståelse for sygdommen. Det er så vigtigt, synes jeg, for det giver en kæmpe livsglæde at opleve, at man ikke bare bliver kasseret. For mange yngre med demens oplever desværre at blive dobbeltramt, når de får diagnosen, ved også at miste deres job. Og det kan være meget sorgfuldt, fortæller Britta Pedersen.

Efter mødet på lærerværelset bliver Steen og Torben enige om at tilpasse Steens job, så han går ned i tid og fremover byder ind med sine evner som assisterende hjælpelærer i idræt.

- Det giver mig en stor glæde og tilfredshed at kunne gøre de ting, som jeg stadig er god til – fx det fysiske i idrætsundervisningen. Det får jeg også god respons på. Det er jo på nedsat tid, for jeg bliver hurtigere træt, og kan ikke overskue så meget som før. Det er en svær erkendelse. Men jeg kæmper. Det har jeg altid gjort, og det bliver jeg ved med, fortæller Steen.

 

ØNSKE OM MERE FLEKSIBELT SYSTEM

Med til Steens møde deltager også Kirsten Neuschild, der er lærer på den naturfaglige linje, og siden 2010 også har haft en central rolle i det administrative arbejde. Hun har i noget tid oplevet, at hun glemmer ting og føler sig stresset. Efter at have presset på for en udredning får hun ved skoleårets start i 2022 den nedslående melding, at hun, ligesom Steen, lider af Alzheimers sygdom. Og ligesom Steen vil hun meget gerne holde fast i sit job på gymnasiet:

 - Jamen det betyder alt. Hvis ikke jeg havde mit job, så ville det blive svært for mig, tænker jeg. Og så tror jeg heller ikke, at jeg ville kunne bevare hjernefunktionen på samme måde. Det er ret vigtigt for mig, at jeg har noget at stå op til om morgenen. Og vide at jeg yder en indsats i forhold til min arbejdsplads.

Torben har valgt en åben tilgang, hvor han løbende er i dialog med Kirsten og Steen om deres arbejdsopgaver, og om der skal justeres noget i forhold til deres ansættelse. Som arbejdsgiver er det overordnet en udgift at fastholde dem i deres jobs, men omvendt vil han gerne strække sig for at skabe tryghed for sine loyale medarbejdere igennem mange år – og samtidig sende et signal til resten af lærerstaben. Ifølge rektoren er den største udfordring faktisk det kommunale system:

- Vi har haft flere andre fleksjobbere uden problemer, men det er som om demens gør det hele meget mere kompliceret, og det er et kæmpe arbejde at få dem godkendt. Alle er søde og venlige, men der er jo så mange tunge forretningsgange, og der er hele tiden kø i systemet. Med Steens kommune gik det nogenlunde let, men med Kirsten ville de sende hende i jobprøvning et helt andet sted, hvilket slet ikke giver mening i forhold til hendes sygdom, hvor det jo især er nye opgaver, der er svære for hende. Så mit ønske til systemet er, at man gør det langt mere fleksibelt og enkelt at fastholde medarbejdere med demens i deres job, for det kan faktisk være en rigtig god løsning for alle parter, slutter Torben Poulsen.

Tak til frivilligkoordinator i Aalborg Kommune, Karin Boye Nielsen, for at gøre opmærksom på det positive initiativ fra Aalborghus Gymnasium.