Af Joachim Werner
Lone Hartz på 52 hiver sin notesblok frem, hvor hun har noteret ugens forskellige aktiviteter. Der er nedskrevet aftaler med veninder, hendes børn og et frivilligt arbejde. Kalenderens punkter er det, Lone snakker mest om, og hun stråler, når hun kigger i kalenderen og finder et punkt, hun ikke har fortalt om endnu. Det er ud fra de punkter, at Lone bliver mindet om den værdi, hun har for andre til trods for sygdommen. Det er ikke bare en kalender. Det er én lang liste over de ting, Lone er taknemmelig for.
- Jeg er meget taknemmelig for, at jeg har folk omkring mig, som hjælper mig, ser mig og gider mig på trods af, at jeg har Alzheimers sygdom. Det bekræfter mig i, at jeg ikke er alene, fortæller Lone.
Hun peger ivrigt på morgendagens begivenhed. Der står: ’Frivillig på centret – første dag’, der henviser til Aktivitets- og Frivilligcenteret i Solrød for alle borgere med bopæl i Solrød Kommune, hvor Lone har tilmeldt sig som frivillig arbejdskraft.
Ingen af dem skal bære rundt på min sorg
Fra uro til ro
Der ligger en ro i den udfyldte kalender, siger Lone. Det er ikke lang tid siden, at hun ikke havde noget overskud og en søndag sad og kiggede en uge frem i sin kalender, hvor der kun var blanke sider. På det tidspunkt skulle hun forlade sit arbejde hos Novo Nordisk, skilles og flytte fra hus til lejlighed.
I det hele taget har det, ifølge Lone, været en såkaldt sort periode fra hun fik diagnosen i 2019 til nu, fordi hun har svært ved at huske, hvad der skete imellem de livsændrende situationer. Hvis ikke det var for hendes veninder, der hjalp hende igennem perioden, er hun sikker på, at uroen var fortsat med at gøre livet svært for hende. Den hjælp vil hun altid være dem taknemmelig for.
- Jeg ville ikke være foruden mine veninder og deres hjælp i den tid. Heldigvis er det noget andet nu, og der er mere ro på, fortæller hun og fortsætter:
- Så længe tilbage jeg kan huske, har jeg altid haft det godt med travlhed og en pakket uge, og min hukommelse har altid kunnet følge med. Jeg plejede aldrig at glemme noget, så det er underligt pludselig ikke at kunne huske så godt længere. Det er også derfor, jeg bruger min kalender meget aktivt. Den husker mig på, hvem jeg er. Når jeg slår op i den hver søndag aften og kan se en kommende pakket uge, kan jeg mærke, at jeg er taknemlig for de oplevelser, jeg har fået, og dem jeg stadig får af både mine venner, min familie og mine børn, siger Lone.
Læs også: Hvordan Lone Hartz traf den svære beslutning om at sige op på sit job i Novo Nordisk
Den normale hverdag er vigtig
Lone kigger op fra kalenderen, og ser rundt i sin nye lejlighed. Hun har taget hul på en ny fase i livet, men meget er også ved det gamle. Familiens hund, Maggie, kommer logrende hen til Lone og modtager klap og kærlighed. Lejligheden ligger lige ved siden af Solrød Gymnasium, hvor datteren Augusta går. Hun har også en søn, Bertram, der går på efterskole. Lone fortæller, at Augusta lige har været forbi i sin frokostpause og spist frokost med hende. Det er på sådan nogle tidspunkter, at hun husker på alt det gode, hun har i sit liv, siger hun:
- Børnene og jeg snakker ikke om sygdommen, men jeg kan mærke, at Augusta nogle gange er lidt mere beskyttende overfor mig. Det synes jeg er svært, for selvom det er mig, der bærer sygdommen, så er det alle andre, der mærker den. Bertram skal bare have lov til at være teenager. Ingen af dem skal bære rundt på min sorg, siger Lone.
Som det er lige nu, kan Lone og børnene have en normal hverdag sammen, og det fylder meget i hende for tiden. Hun er glad for stadig at kunne tage initiativet til at lave ting sammen med børnene – om det så er biografture eller shoppeture. Selvom initiativerne til tider bliver mødt med en afvisning fra ungerne i teenageårene, ser Lone afvisningen som et godt tegn.
-For så har de travlt med vennerne og hænger ikke på mig og min sygdom, griner hun, mens hun tager et sidste kig i sin kalender.
Stærke bånd og nye venskaber
Senere i dag skal hun ud på en gåtur med en af veninderne. Siden hun fik diagnosen, er der faktisk kommet flere venner til.
- Jeg ser stadig meget mine veninder. Både nye og gamle. Det giver mig en følelse af, at jeg ikke er alene. Jeg er meget bevidst om at foreslå ting og lave aftaler – både med mig selv og med andre. Biografture, kunstudstillinger og gåture, siger Lone.
Lones kodeord, som hun selv beskriver det, er at opleve. Der skal ske noget og det skal være med både nye og gamle relationer. Og det har ikke været svært at fylde kalenderen ud, når man har så mange gode mennesker omkring sig med så gode hjerter, fortæller hun.
Læs også: Styrk hjerne og velvære med socialt samvær
Ring til Demenslinien på 5850 5850
Telefonerne er åbne mandag og torsdag klokken 9.00-19.00 og alle øvrige hverdage klokken 9.00-15.00.
