Mødet med Demenslinien:
”Min snak blev taget alvorligt – og jeg fik modspil i en svær situation”
For Ina Kjøgx Pedersen var samtalerne med rådgiver Else Hansen et rart og roligt rum at dele sine tanker i. Hun blev mødt med varme - og ikke medlidenhed. Præcis det, hun havde brug for, da hendes mors demenssygdom tog en ny drejning.
Af Charlotte Nordell Carlsen, foto: privat
- Jeg er smadret efter seks dage i Sønderho og har svært ved at acceptere, at jeg ER så smadret. Jeg spekulerer over, hvem man kan tale med. Googler lidt, har tidligere været på Alzheimerforeningens hjemmeside […] Opdager, hvad jeg måske hele tiden har vidst, at man kan ringe til Demenslinien hver dag …
Sådan skriver Ina i den logbog, der senere bliver til bogen "Drengen, der blev væk". En personlig fortælling, der beskriver demens fra flere perspektiver med udgangspunkt i hendes egen mors forløb med sygdommen Lewy Body Demens.
Et sygdomsforløb, der strækker sig over næsten tre år, og som kræver en fuldtidsindsats af Ina som pårørende. Ikke kun følelsesmæssigt – men også praktisk og økonomisk.
”SØRG FOR, AT ANDRE HJÆLPER"
Da Inas mor får konstateret demens i 2014, bor Ina på Nørrebro. Moren bor på Fanø, så hver 14. dag må Ina tage turen til Sønderho.
Sygdommen udvikler sig i ryk. Der er gode dage – og der er mindre gode dage. Men moren har rod i sin økonomi. Hæver 16.000 kr. i banken, og gemmer pengene så godt, at de bliver væk.
Hun ser syner, og køber ind og laver mad hver dag til sin afdøde mand og den familie, hun havde engang.
Ina er i syv sind. Hvad er det rigtige at gøre som pårørende? Hun tager kontakt til Demenslinien:
- De første fem gange er der optaget, og jeg bliver bedt om at lægge navn og nummer. Men jeg ved egentlig ikke, hvad jeg vil sige eller tale med dem om? Til sidst er der en, der tager røret. Else
Hansen, hedder hun. Der er ro i røret. Fornemmelsen af tid.
Ina fortæller, at hun føler sig stresset og magtesløs. Else lytter. Men siger også, at det at tage turen til Fanø hver 14. dag, er med til at binde Ina fast:
- Din opgave er at sørge for, at ANDRE hjælper. Ligesom den barmhjertige samaritaner. Han bliver ikke, men han sørger for, at der kommer hjælp.
Ina får især ét konkret råd, som viser sig at være guld værd: Hun kan hjælpe sin mor med at søge et legat til oplevelser for sygdomsramte, og da det kræver Inas medvirken, kommer legatet til at dække Inas rejseudgifter.
RO OG UBEGRÆNSET TID
Senere, da Inas mors demens forværres, ringer Ina igen til Demenslinien:
- Jeg overvejer plejeorlov, for vi kan ikke få en plads på plejehjemmet foreløbig, men er det det rigtige at gøre?
I dag flere år efter telefonsamtalen, mindes Ina at blive mødt af ro og ubegrænset tid:
- Jeg oplevede, at min snak blev taget alvorligt – og at jeg fik modspil. På den måde blev det til en klassisk samtale i bedste forstand – frem for at den ene hældte af, og den anden trøstede. Det var præcis det, jeg havde brug for.
