Af Mikkel Bækgaard
Der skal overraskende mange måleinstrumenter og elektroder til at for at måle ens søvns kvalitet. Det kan vi konstatere en eftermiddag på Rigshospitalets søvnklinik i Glostrup, da vi ser tv-vært Michèle Bellaiche blive gjort klart til at få målt, hvordan hun sover. Der skal sættes målere lige ved øjnene, i hovedbunden og på brystet - for ikke at tale om den lille måler, som skal ind i næsen.
- Nøj, hvor er den irriterende. Det kilder helt vildt, siger Michèle Bellaiche, da hun får den sat i. Det er kun en test lige nu, for den skal hun først for alvor sætte fast i aften, når hun lægger sig til at sove.
Lige nu er udstyret bare ved at blive gjort klart og sat fast. Hun skal sove derhjemme i sin egen seng.
- Jeg ser jo farlig ud, bare jeg ikke bliver stoppet af politiet på vej hjem i bilen, griner hun.
Dårlig søvn giver øget risiko
Det hele sker, mens en ung kvinde filmer det hele på et stort tv-kamera.
Anledningen til at undersøgelsen er nemlig, at Michèle Bellaiche er vært og hovedperson i en ny dokumentar, der går i dybden med netop demens. I dokumentaren besøger hun både forskellige personer med demensdiagnoser, samtidig med at hun undersøger forskningen på området og dykker nede i sine egne risikofaktorer.
Her på søvnklinikkens skal tv-værten have målt kvaliteten af sin søvn. Sover man dårligt om natten, og får man ikke den nødvendige kvalitet i sin søvn, kan det nemlig styrke risikoen for at udvikle demens.
Hun har blandt andet tidligere fået lavet en hjernescanning, som kan afsløre, om der allerede er forstadier til demens i hendes hjerne. Og her på søvnklinikken skal hun altså få undersøgt sin søvn - man kan nemlig sagtens have en dårlig søvnkvalitet uden man selv er klar over det.
Og hvis hun sover dårligt, vil hun derfor gerne vide det, forklarer hun:
- Jo mere jeg kan vide om min egen risiko jo bedre. Jo mere kan jeg jo koncentrere mig om at leve et godt og sundt liv - og måske gøre noget ved nogle af de mange faktorer, som kan påvirke risikoen for at udvikle en demenssygdom på sigt.
Vil formidle viden om demens
For Michèle Bellaiche handler det dog ikke kun om at undersøge sine egne risikofaktorer. Det er er vigtigt at være med til at kunne gøre en forskel for andre og udbrede viden om demens. Hun oplever nemlig, at de færreste ved ret meget om demens og de mange forskellige demenssygdomme, der findes.
- Jeg selv vidste ikke ret meget, før jeg gik i gang med at lave den her dokumentar. Og det er egentlig utroligt. Jeg har jo selv siddet i flere omgange og interviewet både folk med demens og deres pårørende, da jeg vært på Go’ Aften Danmark. Der havde vi jo under Demensugen ofte fokus på det - og her vidste jeg faktisk ikke ret meget om demens. Så noget af al den viden, jeg har fået gennem mit arbejde med den her dokumentar, vil jeg jo gerne være med til at formidle, fortæller hun.
Og på det personlige plan, vil tv-værten også gerne vide, hvordan hendes egen risiko ser ud. Hendes mor døde af kræft tidligere på året, og selvom hun aldrig blev udredt for demens og fik en diagnose, er Michèle Bellaiche sikker på, at hun havde begyndende demenssymptomer.
Og på trods af, at kun de færreste tilfælde af demens kan være arvelige, ønsker hun alligevel klarhed.
- Jo mere jeg ved om mig selv, jo bedre. Det er et svært spørgsmål at svare på. Men jeg tror, at jeg personligt kan forberede mig bedre og forsøge at forhindre en eventuel sygdom i at udvikle sig, hvis jeg har klarhed over de forskellige risikofaktorer i mit liv, forklarer hun, mens de sidste elektroder bliver sat fast og kameraet snurrer ved siden af.
Læs også: