Mette mister sig selv

^{Mette frygter den dag, hun ikke længere kan kende sig selv.}

af Jon Fiala Bjerre

Den økonomiske sans var noget af det første, der forsvandt for Mette Skou Møller. Det skete omkring to år før hun fik stillet diagnosen Alzheimers sygdom i Februar 2016. Hun bemærkede det ikke selv, men det gjorde veninden Charlotte Megyessi:​

- Mette talte altid meget undrende om, at der pludselig var minus på kontoen. Til sidst kiggede vi sammen på hendes økonomi og fandt ud af, at hun sad alt for dyrt i sin lejlighed, og slet ikke havde styr på sine konti og betalinger, fortæller Charlotte.

- Jeg havde, og har, generelt meget svært ved at skabe overblik og få en fornemmelse af, hvad jeg reelt har råd til, og det var stukket helt af, forklarer Mette, der i dag er 52 år og bor i Hvidovre.

Siden har Charlotte hjulpet med at få sat økonomien i system, og Mette er flyttet til en billigere lejlighed.

Overblik og realitetssans

Ud over økonomien, mistede Mette tidligt i forløbet også overblikket over sin hverdag og sit job.

- Jeg arbejdede som pædagog på et sted for omsorgssvigtede børn i over syv år. Jeg elskede det. Men pludselig fik jeg problemer med at overskue og især organisere mit arbejde. Jeg troede det var stress, og besluttede at skifte job til en daginstitution. Men det at starte et nyt sted med nye kolleger og opgaver, gjorde det bare endnu værre.

I fritiden blev det også sværere og sværere for Mette at have overblik og overholde aftaler, og det var medvirkende til, at hendes mangeårige venskab med Charlotte gik i stykker.

- Jeg var så vred og frustreret det sidste år, før Mette fik diagnosen. Jeg synes hun var så urealistisk om sit liv, samtidig med at hun ikke havde styr på noget – hun virkede bare lidt ligeglad. Jeg endte med at ringe til hende og sagde, at jeg måtte bryde kontakten, for jeg kunne simpelthen ikke holde til at være sammen med hende mere. Da Mette så fik diagnosen, røg jeg helt på røven. Jeg tudede og havde simpelthen så dårlig samvittighed. Men nu hvor vi ved, hvad det er, er det også langt lettere at forholde sig til og navigere i, fortæller Charlotte.

^{Demensen var ved at splitte Charlotte og Mette, men i dag er de uadskillelige.} 

Nu'et og fremtiden

Den 25. februar 2016 fik Mette, efter flere år med symptomer, konstateret Alzheimers sygdom. Med diagnosen kom der afklaring, men også en masse tanker om fremtiden.

- Min far havde også Alzheimer, og jeg har tit tænkt ”bare man ikke ender sådan”. Hvis man bare er sådan en grøntsag, der kun kan ligge i sengen, så vil jeg hellere bare dø. Men det styrer man jo ikke helt selv, forklarer Mette, der et stykke tid efter at have fået stillet diagnosen læste, at man typisk kun lever seks til ti år med Alzheimer:   

- Jeg tænkte ”Gud, skal jeg kun leve seks-ti år”. Tænk hvis jeg ikke når at få børnebørn. Jeg elsker jo børn. Det er virkelig trist. Men omvendt ved jeg jo heller ikke, hvordan jeg får det, når jeg kommer længere ind i forløbet. Måske ændrer jeg helt personlighed og behov. 

Sammen har Mette og Charlotte aftalt at få det bedste ud af tiden her og nu.

- Før jeg fik stillet diagnosen, havde jeg en drøm om, at når Charlotte og jeg og en tredje veninde blev gamle, skulle vi have et lille sommerhus ved Kikhavn ved Hundested og drikke vin og kigge ud over havet. Det bliver nok aldrig til noget, men så må vi bare nyde de stunder, vi har, fortæller Mette.  

Sammen går de to blandt andet i sauna og tager på ture, og Charlotte hjælper Mette med mange af de praktiske ting, så hun får mere kvalitetstid med sine to børn – en datter på 16 og en søn på 19.

- Når Mette bliver stresset, bliver symptomerne meget værre. Så det er virkelig vigtigt at få ro på og trække vejret, fortæller Charlotte.

Det har Mette taget til sig.

- Jeg tænker over, hvor meget jeg får arrangeret. Det bliver hurtigt for meget, og jeg bliver hurtigere træt. Ind imellem farer jeg også vild. Så kan jeg godt gå lidt i panik, men det er først, når jeg slapper af og tager den med ro, at jeg så alligevel finder vej.

I det hele taget prøver Mette ikke at stresse for meget over de ting, hun alligevel ikke er herre over.

- For mig handler det om at holde fast i det nære og de ting, jeg stadig kan – som eksempelvis at være en kærlig mor og en god veninde.