Lonnie frygter fremtiden 

Fremtiden plejede at være fyldt med drømme for 55-årige Lonnie Stougaard. Drømme om at finde en kæreste, rejse mere og prøve kræfter med et nyt job, som hun var ved at videreuddanne sig til.  

Men siden hun i september fik stillet diagnosen Alzheimers sygdom, har drømmene om fremtiden været afløst af bekymringer. 

 

 

Foto og tekst: Jon Fiala Bjerre 

 

- Det fylder rigtig meget. Hvor længe kan jeg klare mig selv, og har jeg overhovedet råd til at blive boende i mit hjem, nu jeg skal på førtidspension? Jeg har lige købt en ny og mindre bil, men så siger lægerne, at jeg ikke skal forvente at kunne køre bil om et år. Og helt ærligt, hvem ville gide at være kæreste med mig nu? Jeg ville ikke overveje det selv, hvis situationen var omvendt, siger hun og kniber en tåre. 

 

Vi sidder i sofaen i hendes andelslejlighed i Kastrup, sammen med hendes storesøster og bedste veninde, Bina Nielsen, og Lone Rehder fra Demenslinien, som er på besøg i dag for at fortælle og rådgive om fremtidsfuldmagter. 

 

- Selvom det kan virke lidt grænseoverskridende at forholde sig til, så anbefaler vi faktisk, at man tager stilling så tidligt som muligt. For det handler om at bevare sin selvbestemmelse, så man sikrer, at ens ønsker bliver respekteret, hvis man mister evnen til at tage vare på sig selv. Egentligt er det noget, alle burde sætte sig ned og få gjort, forklarer Lone Rehder. 

Uvisheden fylder 

Situationen er da heller ikke helt ny for søskendeparret. For blot et halvt år siden – lige før Lonnie fik stillet diagnosen – fik deres forældre lavet fremtidsfuldmagter.  

- Vores far lider af kræft, og vores mor har fået konstateret demens som følge af flere hjerneblødninger, så derfor var det vigtigt, at de blev sikret. Men det føles alligevel forkert og anderledes, at vi nu skal tage stilling til de samme ting for Lonnie, siger Bina, og kigger kærligt på sin søster, der fælder endnu en tåre. 

- Jeg er stadig i chok over det hele. Da jeg, sammen med Bina, fik stillet diagnosen inde på Hukommelsesklinikken, gik klappen bare ned. Jeg holdt op med at høre efter, mens lægen talte om, hvad jeg nu skulle gøre i forhold til pension og medicin og så videre. Jeg havde troet, det var stress. Køreturen hjem til vores forældre var forfærdelig. Min mor græd lidt, mens min far blev tavs. Men da vi gik, kunne vi høre gennem døren, at de brød fuldstændigt sammen, fortæller Lonnie. 

Siden har livet handlet om at få en ny hverdag til at fungere midt i sorgen og uvisheden for fremtiden. Lonnie har hele tiden været åben om sin diagnose, og de nærmeste er gode til at bakke op, men der er også mange dage i sengen med sorg og følelser af ensomhed. Heldigvis er Bina god til at gribe Lonnie og være indpisker. Hun er den hårde, mens Lonnie er den bløde. Sådan har det altid været, konstaterer de begge. Det er derfor også Bina, der har taget initiativ til, at de skal få styr på det med fremtidsfuldmagten. 

 

Svært at tage hul på 

- Jeg synes, det er svært at få overblik over, hvad det indebærer og hvad man må og ikke må. Det virker lidt utrygt. Sproget er så akademisk, så man tænker, at man skal være jurist for at forstå det, siger Bina. 

- Det burde faktisk ikke være nødvendigt, men det kan selvfølgelig være en tryghed – især hvis man har nogle helt specifikke ønsker til fremtidsfuldmagten. Men lad os kigge på det, siger Lone Rehder, og hiver en hjemmelavet planche frem og lægger den på sofabordet foran søstrene. 

- Det første man skal tage stilling til er, hvem der skal være fremtidsfuldmægtig. Det kan sagtens være flere personer, og man kan beslutte, om de fx skal være sidestillede og kunne handle uafhængigt af hinanden eller om de altid skal handle i fællesskab. Man kan også vælge en blandet model, hvor nogle beslutninger kræver enighed, fx salg af ejendom, mens andre beslutninger kan træffes individuelt, fx betaling af regninger, forklarer Lone Rehder.  

- Det skal klart være Bina og min 24-årige datter, Celina. Hendes lillebror, Sander, skal heller ikke føle sig udenfor, men han er bare meget berørt af diagnosen og kan slet ikke være i det. Der er Celina mere nøgtern, forklarer Lonnie. 

- Bare fordi det vil være jer to, der har hovedansvaret, så kan Sander jo sagtens stadig blive inddraget. I virker jo heldigvis til at have en meget tæt familie, og det er et virkelig godt udgangspunkt, forklarer Lone Rehder. 

 ”Vil kæmpe for at være mig” 

Det næste, der skal tages stilling til, er hvad fremtidsfuldmagten skal omfatte: 
 
- Der er overordnet to store områder. Økonomiske forhold, som fx er betaling af regninger, salg af ejendom og omlægning af lån. Og personlige forhold, som kan være ansøgning om offentlig hjælp, kontakt med myndigheder og flytning til plejebolig. Og det er her fremtidsfuldmagten, er noget særligt, for ingen andre fuldmagter kan bruges i forhold til indflytning i en plejebolig, hvilket kan være en fordel hvis fx behovet for en plejebolig opstår akut, fortæller Lone Rehder. 

 
- Jeg må indrømme, at det er det økonomiske der fylder meget for mig lige nu. Hvad skal der ske, hvor skal jeg bo, hvordan bliver min hverdag. Det prøver jeg virkelig at finde ud af selv, siger Lonnie. 

 
- Det forstår jeg virkelig godt. Og du kan jo sagtens svare for dig selv endnu og tage stilling til ting. Fremtidsfuldmagten vil først træde i kraft i det øjeblik, at du ikke selv kan overskue situationen. Og det jo ikke sikkert, at det kommer dertil. Så det er sådan en slags forsikring, kan man sige, der kan give tryghed og måske overskud til at fokusere på de ting, der giver dig energi og glæde, siger Lone Rehder. 

 
- Jeg vil gerne arbejde eller være frivillig – bare nogle timer om ugen. Jeg arbejdede næsten 20 år i lufthavnen som konsulent og butikschef, og var ved at blive omskolet til at arbejde i Security, da jeg fik diagnosen og derfor blev fyret. Det er en underlig kontrast, for jeg har et enormt servicegen og lyst til at hjælpe folk, og så jeg savner så meget det sociale ved at indgå i et fællesskab, siger Lonnie. 

- Det er også derfor, vi fokuserer på at få styr på alt det her praktiske, så der kan blive tid og plads til at fokusere på alt det, der kan give Lonnie glæde og livskvalitet. Vi giver ikke bare op, siger Bina og omfavner sin søster.  
 

- Nej, jeg vil kæmpe for at være mig, og kunne blive ved med at gøre de ting, jeg elsker, så længe jeg overhovedet kan, siger Lonnie, og tager imod materialet om fremtidsfuldmagter fra Lone Rehder.  
 
- Husk, at du altid er velkommen til at ringe til Demenslinien, hvis du har brug for råd eller behov for at snakke noget igennem, siger Lone, før de tager afsked i døren.