Foto: Henriette Dan Bonde
Uden forskning - ingen kur. Støt forskning her >>
Jeg har min familie. Og nogle rigtig gode venner. De er der, og bakker mig op. Men jeg skal selv rumme den store sorg og angst.
Pludselig begyndte jeg at få sorte huller i min hukommelse. I begyndelsen troede jeg, at det var stress. Det samme mente min læge. Så hun sørgede for, at jeg blev sygemeldt. Men selv om jeg var sygemeldt, blev min hukommelse ikke bedre. Det gjorde mig bange. Hvad var det her for noget?
En dag fandt jeg et link til en husketest, som man kunne tage. Jeg prøvede den. Flere gange... Og hver gang fortalte den mig, at der var noget galt. Jeg fandt på alle mulige forklaringer, fordi jeg ikke ville acceptere resultatet. Det var jo nok bare fordi... Jeg fik også min mand til at tage testen. Og han havde ingen problemer med den.
Så jeg besluttede at gå til lægen igen. Hun tog det alvorligt og sendte mig videre til Hukommelsesklinikken på Rigshospitalet.
Efter måneders undersøgelse konkluderede Hukommelsesklinikken, at det nok var stress og depression. De anbefalede, at jeg sygemeldte mig tre måneder. Men det betød, at jeg kom over 180-dages grænsen for tilladte sygedage på mit arbejde. Så jeg blev fyret. Det var et forfærdeligt slag. Jeg var lærer og elskede mit arbejde.
De næste tre måneder gik jeg hjemme og prøvede at tage det med ro. Efter de tre måneder skulle jeg til kontrol på Hukommelsesklinikken. Min mand Michael tog med mig. Vi var slet ikke nervøse. De havde jo sagt, at det nok var stress og en depression.
Da vi kom derind, lavede de en ny test. Det gik enormt dårligt. Så de sagde, at de hellere måtte scanne mig igen. Kort efter blev jeg haste indkaldt til en samtale. Vi var begge afslappede og slet ikke forberedt på det, der ventede os.
Da lægen fortalte mig, at jeg havde Alzheimers sygdom, brød hele min verden sammen. Jeg gik bogstaveligt talt i chok. Det var en rystende oplevelse. Her kunne jeg godt have brugt en samtale med en krisepsykolog, der kunne ’yde førstehjælp’ ved at fortælle os, hvordan vi kunne komme igennem de første dage, og hvordan vi skulle fortælle vores børn det.
Senere har jeg tænkt på, at jeg kunne have ringet til Demenslinien og talt med dem om min angst og mine tanker om fremtiden.
Det har været utroligt svært og meget hårdt at fortælle vores børn, at jeg har Alzheimers sygdom. Det er jo noget nær det værste for børn, at deres forælder rammes af en sygdom, der er uhelbredelig. Jeg var bange for at se dem så ulykkelige og kede af det og vide, at det er mig, der nu skal ændre deres liv for evigt.
Vi prøver at leve i nu’et
Michael og jeg har altid elsket at rejse. Helst med rygsæk til eksotiske steder. For eksempel tog vi på en 8 måneders tur til New Zealand i en camper. Vi var også i Thailand i et par måneder, da den yngste var helt lille. Og så lejede vi et hus på Tobago i Caribien i 8 mdr. Det ligger i mit dna, at livet er at rejse. Derfor har vi besluttet, at vi vil blive ved med at rejse, så længe vi kan. Måske til Bali og til Vietnam.
Hvorfor fortæller jeg dette? Det gør jeg, fordi jeg gerne vil være med til at sætte fokus på, at Alzheimers sygdom er en forfærdelig sygdom. Den rammer alt for mange mennesker - også yngre mennesker som mig selv, der kun er 48 år og altid har levet et sundt liv.
Jeg håber, at min historie vil give dig lyst til at give et bidrag, som går til forskning i Alzheimers sygdom. Måske når den ikke at hjælpe mig. Men mine børn skal ikke lide på samme måde som jeg. Tak, fordi du tog dig tid til at læse om mig og min sygdom." Ditte Sigsgaard
Som direktør for Alzheimerforeningen vil jeg gerne knytte en kommentar til Dittes bevægende historie:
"Det skærer mig i hjertet at høre Dittes historie – og samtidig vide, at der stadig ikke er en behandling, der effektivt kan helbrede eller stoppe demenssygdomme. Det vil Alzheimerforeningen gerne ændre.
Der er mange andre sygdomme, hvor forskerne for ikke så mange år siden var på bar bund, og hvor de nu har fundet en kur. Det giver håb. Derfor er jeg overbevist om, at forskerne også vil finde en kur mod Alzheimers sygdom og de andre demenssygdomme.
Men det kræver penge. Mange penge til forskning. Derfor opfordrer jeg dig til
give et bidrag her >>. For hver en krone tæller!
