Irritationen er det første Jette Veber lægger mærke til. Hendes mand, Birger, har altid haft et godt humør, men pludselig bliver han mere irritabel. Han er netop gået på efterløn, og Jette har glædet sig til, at de to nu får mere tid til at nyde livet sammen. Men Birger bliver bare mere og mere sur og afvisende:
- Han sagde grimme ting til mig, og kunne finde på at gå, midt i at vi havde besøg af vores børn og børnebørn. Det synes jeg, var rigtig tarveligt, og jeg blev meget ked af det, fortæller Jette Veber.
Ville skilles
Med tiden begynder Birger også at spørge om de samme ting igen og igen, og Jette kæmper for at holde styr på sin mands ting, som hele tiden bliver væk fra ham.
- Det er lidt pinligt, men på daværende tidspunkt anede jeg ikke, hvad demens og Alzheimers var. Det var noget med ældre mennesker, der ikke kunne huske. Birger var i start tresserne, og jeg skænkede det aldrig en tanke, at det kunne være dét, der var galt.
I stedet vender Jette følelsen indad:
- Jeg tænkte, at han var blevet ligeglad med mig. Han var bare sur og vred på mig hele tiden, og jeg kunne slet ikke kende ham. Min reaktion var faktisk til sidst at fortælle ham, at jeg ville skilles.
”Gå til lægen tidligt”
Men inden Jette er parat til at give slip på mange års ægteskab og faderen til hendes børn, er hun nødt til at vide, om der er noget galt. Hun tænker, at Birger måske har en depression eller er stresset:
- Efter lang tids kamp får jeg ham overtalt til at gå til lægen, og som 63-årig får han diagnosen Alzheimers sygdom. Han havde nok haft det i tre-fire år på det tidspunkt, fortæller Jette.
Diagnosen vender op og ned på alt, og en lang og svær erkendelsesproces for parret følger. Men for Jette er det også en lettelse at finde ud af, hvad der er galt, og det redder i sidste ende hende og Birgers forhold. Derfor fortryder hun også, at de ikke tog til lægen langt tidligere:
- Når man har mistanken, skal man være hård og sige, at ”det skal vi bare”. Men når man ikke har den fornødne viden om demens, så kan det være svært at vide, hvad man skal være opmærksom på.
Derfor opfordrer Jette alle til at sætte sig mere ind i demens:
- Hvis jeg havde haft bare lidt af den viden, jeg har i dag, ville jeg have reageret langt tidligere. Så selvom man er i tvivl om, hvad der kan være galt, bør man gå til lægen. Det bedste der kan ske, er jo, at man får at vide, at man ikke fejler noget.
Få viden om demens: Bliv Demensven
Læs om de typiske advarselstegn på demens her
Er du ny med en demensdiagnose? Læs mere her