”Jeg håber, sangen er det sidste sted i hjernen, min Alzheimer finder”
Anne og Jens beskriver deres liv med demens som kraftigt reduceret, men når deres trofaste kor-venner kommer og synger, er alt næsten ved det gamle.
Af Jon Fiala Bjerre
- Der er noget med sang og musik og gode lyde. Man bliver glad. Man lever.
Ordene kommer fra 64-årige Jens Hansen. Vi sidder i sofaen med ham og hans hustru Anne Grønborg Larsen i hjemmet i Odense og venter. Det er nemlig første fredag i måneden, og om lidt kommer 18 venner for at synge flerstemmigt og hygge sig. Vennerne har de haft i over 40 år.
- Det er månedens højdepunkt, siger Jens og tager en slurk øl, som Anne har hældt op for ham.
Den er alkoholfri. Jens har ikke rørt alkohol siden han fik diagnosen Alzheimers sygdom for snart 10 år siden. I det hele taget har han taget sig alle forholdsregler for at give sygdommen i hans hjerne kamp til stregen. Måske handler det om, at han har haft et langt arbejdsliv som anæstesilæge. Jens mener i hvert fald selv, at hans livsstil med mange gåture, socialt samvær og ikke mindst musikken, er årsag til, at han ikke for længst er flyttet på plejehjem. Alligevel sætter demensen sine frostklare spor.
- Ud over hukommelsen, er Jens især ramt på sin synsopfattelse og rumfornemmelse, siger Anne, og sætter hånden under glasset, da Jens tager en tår af sin øl.
- Mine øjne ser fint. Det er bare som om øjnene taler ét sprog og hjernen et andet, så de kan ikke rigtigt tale sammen, siger Jens.
Musikken hænger ved
Konsekvensen er, at der er mange ting, Jens ikke kan længere, og det er svært for ham at bevæge sig uden for hjemmets velkendte rammer. Han er derfor dybt afhængig af Anne og hjælpsomme venner, der er søde til at kigge ind forbi. Men tilværelsen er en anden. Det mærker især Anne, efter hun sidste år mistede sit job i en sparerunde:
- Jeg savner min gamle identitet. At have en daglig omgangskreds, kolleger og kunne tage ud at rejse. På den måde er begge vores liv blevet kraftigt reduceret, forklarer hun.
Men musikken er der stadig. Den har altid været omdrejningspunktet for parret. Lige siden tredje klasse har Jens sunget i kor. Det var sådan parret mødte hinanden i studietiden, hvor de begge sang i Odense Universitets Lillekor. De fleste af deres venner har de faktisk mødt igennem enten Lillekoret eller Det Fynske Kammerkor, som de selv var med til at grundlægge. Men også her satte Jens sygdom en stopper.
- Demensen gjorde, at Jens ikke længere kunne læse noderne eller huske de nye sange, vi skulle lære. Der var ingen drama, der var bare sådan, det var. Men alligevel var det en stor sorg, da dirigenten en dag hev Jens til side og sagde, at nu gik det ikke længere. Jens fik dog forhandlet sig til en sidste julekoncert, og efter den aften, inviterede vi alle folk herhjem på en øl. Der opstod idéen så om, at vi da bare kunne lave vores eget kor, hvor Jens kunne være med, og så var Fyraftenskoret født, siger Anne med et smil.
- Det betyder alt, siger Jens, og går i stå midt i sætningen:
- Jeg er på mange måder som en si. Ordene forsvinder, og så må jeg vente indtil de falder på plads. Så siger det pludselig: ”klingelingeling”. Det er ligesom at spille, hvad hedder det? Er det Tetris? Andre gange er det bare væk. Det er en lortesygdom. Men med musikken og de sange, jeg kender, er det noget andet. Det er der stadig. Nogle gange tænker jeg på, at jeg er glad for, at Alzheimer ikke har fundet det hjørne inde i hjernen, som har noget musik at gøre. Jeg håber, sangen er det sidste sted, den finder, siger Jens, og rykker på sig på sofaen.
Samhørighed igennem sang
Jens bliver afbrudt af døren, der går op. Det er de første gæster, der kommer ind, og hjemmevant finder vej mod spisestuen, hvor der er dækket op med kaffe, vin, øl og snacks. Snakken går lystigt, indtil alle stole omkring bordet er optaget, og Jens sidder med et stort smil mellem to gamle venner. Anne byder velkommen og nodepapirerne findes frem. Kort efter letter stuen i en flerstemmig version af Kaj Munks klassiker, ’Den blå anemone’. De er her for at hygge sig, men kordeltagerne er samtidig dybt koncentrerede om at ramme de rette toner og fraseringer. Efter sangen bliver der skålet, og en af vennerne nævner henkastet, at han hørte samme sang i P2 forleden, i en indspilning med Det Fynske Kammerkor. Der bliver grint indforstået, mens de bladrer om på næste side og Jens sidemand fortæller ham, hvad de skal synge.
- Det er en glæde for os alle, fortæller Yvonne Schouenborg, en af parrets tætte venner, da der er en kort pause fra sangen.
- Det var et hårdt slag for Jens, da han måtte stoppe som læge, men jeg tror faktisk, det var hårdere for ham at stoppe i Kammerkoret. Der er så meget identitet i det. Så det er virkelig noget særligt, at vi stadig kan mødes sådan her, forklarer hun:
- Altså, vi er ligesom et sted, hvor der ikke er flere ord, eller hvor man behøver at snakke. Der er bare en samhørighed, som vi har med hinanden, ved at vi synger sammen. Så det er jo ikke kun noget, vi gør for Jens skyld, vi får jo også noget ud af det. Vi sidder med de venner, som har været vores livsvidner de sidste 40 år. Det er en enormt stærk ting, der rækker ud over sygdom og alle de forskelligheder, vi ellers har, siger Yvonne før hun vender tilbage til bordet, hvor Jens sidder med et lysende blik. Der bladres om på en ny side, og koret forsvinder igen sammen ind deres velkendte univers, der ikke kender noget til sygdom.
