Jonna, Jan og deres søn Kenni. Foto: Privat
Jan Pedersen, 64 år
- Det kom snigende over tid. Jeg havde ondt i hovedet og i nakken, jeg fik problemer med koncentrationen, og det blev sværere at løse opgaverne til tiden, fortæller Jan Pedersen.
Han var 59 år, da han begyndte at få hovedpiner og koncentrationsbesvær. Han kørte rundt som tekniker i de nordiske lande, og var ofte væk fra mandag morgen til fredag eftermiddag. Men efterhånden var fem dage ikke nok til at nå alle de opgaver han skulle, forklarer Jan:
- Det var en mærkelig tid. Tingene blev sværere og sværere, og jeg kom til at halte bagefter, så arbejdet gik ind i weekenderne, og nogle gange også ind i vores ferier.
Læs også: Frank og Anja gav plads til familien, da de flyttede fra hinanden
Også arbejdsdagene blev længere i forsøget på at nå det hele. En sen nat stod han på et sygehus i København, i gang med at reparere noget hospitalsudstyr, der havde taget længere end forventet, da en kunde spurgte, om ikke han snart skulle hjem. Han skulle jo huske at passe på sig selv, fik han at vide. Da gik det op for ham, at der måske var en årsag til, at det opgaverne pludselig virkede sværere - og han skulle have hjælp til at finde ud af hvorfor.
- Jeg kørte hjem til Djursland trods det sene tidspunkt. Når jeg blev træt, holdt jeg ind til siden for at sove, fortæller Jan. Noget fortalte ham, at han skulle til lægen hurtigst muligt.
Med hjælp fra Jonna fik han en tid hos familiens læge, der konstaterede at Jan led af stress, og kort tid efter blev han sygemeldt. Men symptomerne forsvandt ikke, og efter en opfordring fra sin kone tog han en hukommelsestest. Den ene blev til flere, og det samme gjorde antallet af scanninger, som også var en del af udredningen. Men under hele forløbet var han overbevist om, at det mest bare var for at afkræfte Jonnas bekymring.
- Helt indtil det endelige svar troede jeg bare, at det var stress. Selv da jeg kom ud fra den sidste scanning inden diagnosen troede jeg på lægens første forklaring.
Desværre kunne lægen ud fra de sidste scanninger se, at der var klare forandringer i Jans hjerne – og blot et år efter første besøg hos lægen modtog familien den nedslående besked om, at han led af en kombination af Alzheimers sygdom og Lewy Body demens.
Jonna Pedersen, 64 år
Præcis hvornår Jonna begyndte at lægge mærke til, at noget ved Jan var anderledes, ved hun ikke. Men pludselig blev det svært ikke at bemærke, hvor umådeligt træt han var. Hvis ikke han lå på gulvet og stirrede op i loftet i weekenderne, sad han foran en tom computerskærm og kæmpede for at holde øjnene åbne: Al hans tid og energi gik til at forsøge at løse de arbejdsopgaver, han var kommet bagud med i løbet af ugen.
- En dag kom han hjem og fortalte, at han efter sin frokost på arbejdet måtte have hjælp til at finde vej fra kantinen og ud til den maskine, han skulle reparere. Han grinede ad det og slog det hen, men der blev jeg nervøs – jeg tænkte, at det her, det ender med et brag, siger Jonna.
Jeg tænkte, at det her, det ender med et brag
Jan tog køreturen om natten fra København og direkte til lægen på Djursland få uger senere. Men selv da han blev sygemeldt og fik alt den ro han burde, hjalp det ikke på hans symptomer – og det nagede Jonna.
- Da Jan begyndte at gå hjemme, kunne jeg se, at der var noget rivende galt. En dag tænkte jeg, at en børne-krydsogtværs kunne være godt at prøve. Men han kunne ikke sætte ord på, og fortælle hvad selv de helt simple tegninger var, forklarer Jonna.
- Der sagde jeg: Jan, det her er jeg bange for. Det bliver du nødt til at snakke med lægen om.
Jonna var den eneste, der havde lagt mærke til, at noget ikke var som det skulle være. Resten af familien og deres venner var skeptiske, når hun delte sin bekymring med dem, for lægen mente jo stadig, at det var stress. Alligevel lavede han en hukommelsestest med Jan – egentlig for at berolige Jonna.
- Det var jo først, da han begyndte at gå hjemme, at jeg tænkte – hallo, der er noget rivende galt, siger Jonna.
- Jeg føler mig heldig, at jeg har lagt mærke til nogle af de små signaler, og systemet lyttede til mine bekymringer, så vi hurtigt kunne få en afklaring på, hvad der var galt.
Kenni Stilling, 41 år
Det kan være svært at spotte en demenssygdom, når ikke man er sammen med personen hele tiden. Og for parrets søn, Kenni, var det i lang tid svært at se, at farens symptomer kunne skyldes andet end stress.
- Det var det, vi hele tiden snakkede om, og måske kom vi på den måde til at udelukke andre ting, fortæller han.
Læs også: Tips til aktiviteter og samvær under coronakrisen
- Der var gået noget tid, hvor han virkede meget træt og brugt, når han kom hjem fra arbejde, og han havde behov for at ligge på gulvet og bare kigge op i luften. Der tænkte jeg, at han havde fået stress.
Kenni ses ikke dagligt med forældrene, og derfor fik han det meste af sin viden om deres hverdag fra dem selv. Og det var først, da hans mor begyndte at blive alvorligt bekymret, at han overvejede, at der var andre muligheder end stress.
- Måske ville jeg have mistænkt Alzheimers, hvis jeg havde haft den viden jeg har i dag. Måske ikke. Men når selv ikke en læge kunne skelne mellem stress og Alzheimers, tvivler jeg på, at jeg ville kunne det.
Denne artikel har været udgivet i en kortere version i Alzheimerforeningens medlemsblad, Livet med demens, fra marts 2020.
