”Hvis ældreplejen bliver ligesom plejen på et hospice, så vil det være perfekt”

Regeringen er kommet med sit udspil til en ny ældrereform. I denne serie spørger Alzheimerforeningen fagpersoner, pårørende og mennesker med demens, hvad en værdig ældrepleje er for dem. 

 

Af Karoline Fodgaard.

Jane Gideon’s mand igennem 40 år har Alzheimers sygdom. En sygdom som vendte op og ned på begges hverdag, og som de i dag er nødt til at leve side om side med. Sammen glæder de sig over det, de kan få.

Hun sætter ord på, hvad selvbestemmelse og en fremtidig ældrepleje betyder for hende og hendes mands demenssygdom.

Hvad er dit drømmescenarie for en fremtidig ældrepleje?
En perfekt ældrepleje ville jo være en, hvor der var en masse ressourcer, og folk kiggede på det enkelte individ, og tog behandlingen derud fra. Lidt ligesom de gør på et hospice, hvor de ser personen og tager udgangspunkt i det. F.eks. laver de den mad til folk, som de gerne vil have, og det hele ikke går på et samlebånd. Hvis ældreplejen bliver ligesom det er på et hospice, så ville det være helt perfekt.

Hvilke tanker har du gjort dig om den nye ældrereform?
Jeg tror ikke den rykker noget, overhovedet. Det er jo også så langt ude i fremtiden. Så længe man ikke har det personale, man skal bruge, kan jeg ikke tage det alvorligt. Jeg forstår ikke, hvordan en person, som er langt i sin demenssygdom og er på et plejehjem, kan bestemme særlig meget over den pleje, vedkommende får. Det giver jo ikke nogen mening.

Jeg ved, det lyder negativt, men jeg har ingen tiltro til regeringens udspil. Der skal laves en del om, hvis det skal blive til noget. Det er så langt ude i fremtiden, men tingene skulle jo gerne ske her og nu.

Hvad betyder begrebet selvbestemmelse for dig?
Det betyder jo, at man er med til at bestemme, hvad der skal ske med en. Hvad man skal have at spise, og hvordan man vil passes. Det ville være helt fantastisk og optimalt, hvis man selv kunne vælge. Det er der evt. mulighed for, når personen kommer på plejehjem i starten, men måske ikke på længere sigt, når vedkommende bliver dårligere. Det tror jeg ikke.

Herhjemme snakker ikke vi om demenssygdommen. Livet bliver så trist, hvis man skal gå og snakke om sygdom. Vi glæder os over det, vi kan få. Jeg tænker ikke dagligt på alder eller noget. Jeg vil hellere gå op i, hvordan jeg har det nu og her. Og det jeg er i stand til at få gjort. Der er jo ingen, som ved, hvordan og hvorledes, tingene vil forme sig fremadrettet.

Læs vores demensfaglige rådgiver, Lone Rehders tanker om regeringens ældreudspil her >>