Forstander på Sct. Kjeldsgården: ”Det her er beboernes hjem, som personale er vi blot på besøg”

På Friplejehjemmet Sct. Kjeldsgården i Viborg er der tid til fordybelse, meningsfulde aktiviteter og omsorg for de 54 beboere, der alle har en demenssygdom. Der bliver lagt sjæl i arbejdet både for beboerne, deres pårørende og de ansatte selv.

Foto og tekst af Karoline Fodgaard

Det første man møder, når man træder ind på Sct. Kjeldsgården er én fra personalet, som smiler og byder én velkommen. Også selvom hun har travlt med at få en beboer ind i en elevator. Lidt længere nede ad gangen sidder en lille, sort og hvid kat. Det er Trunte, som er hjemmets kæledyr.

Hvis man går til højre, er der en åben dør ind til forstanderen. En dør, som altid er åben både for beboerne, de pårørende og personalet.

Stedet er beskrevet som toppen af poppen af Eva Kerner, hvis mand Jo bor på Sct. Kjeldsgården i Viborg. En rigtig solstrålefortælling blandt mange andre historier fra branchen om dårlig service, for få hænder og besparelser. 

For Jo er det anderledes, fordi her er rummelighed og gode mennesker til at tage sig af ham og hans demenssygdom.

-  De har det rette værdigrundlag, og gør så meget godt for beboerne og os pårørende. Jeg er imponeret over den måde de behandler vores kære på, fortæller Eva.

Men hvad er det, der gør Sct. Kjeldsgården til ”toppen af poppen”?

 

Et detektivarbejde
Jo og de 53 andre beboere har alle en demenssygdom, og på Sct. Kjeldsgården er der plads til dem alle. De kan få lov til at udfolde sig, som de mennesker, de er.

- Det er jo forskelligt, hvilke indsatser vi gør fra person til person. Lige så forskellige, vi er i dette rum, lige så forskellige er beboerne jo også. De har forskellige livshistorier og demenssygdommene udarter sig på forskellig vis, fortæller Pia Østergaard, som er forstander på Sct. Kjeldsgården.  

Der er ikke kun plads til beboerne, men også til et personale, der kan udfolde sig og fordybe sig i det enkelte menneske:

- Jeg ville jo ikke have været her i 13 år, hvis jeg ikke var glad for mit arbejde. Beboernes fortid, samtaler med pårørende og hele fornemmelsen for, hvad det enkelte menneske har brug for. Det er et detektivarbejde, som jeg synes er rigtig spændende, fortæller Iben Juul Nielsen, som er social og sundhedsassistent på Sct. Kjeldsgården.

Det er et alsidigt arbejde, som personalet hver dag møder ind til, og ingen dage ligner hinanden. Når man spørger Iben, hvorfor det er, hun tror, at de får så meget ros, så siger hun:

- Vi har et værdigrundlag, og vi mener faktisk det, der står. Det vi siger, er også det, vi gør.

 

Mennesket er unikt
Det første man læser i værdigrundlaget, er, at mennesket er unikt. Et unikt menneske har sine egne tilgange i livet:

- Alle de mennesker, som bor her, har jo forskellige behov. Det er alt fra morgenpleje, til gåtur, bustur, havearbejde, massage eller at ringe hjem til noget familie. Der kan også være beboere, som har brug for  en særlig omsorg eller har brug for, at man lige trækker sig, siger Iben.

Mennesket er i fokus i hele værdigrundlaget. Det har krav på respekt på en ærlig og ligeværdig måde, samt har fri vilje til at kunne udfolde sig selv. Alle på Sct. Kjeldsgården værner om det fælles menneskesyn:

- Jeg viser, hvad vores værdigrundlag er i måden, jeg omgås både beboerne, pårørende og mine kolleger. Vi taler med hinanden om, hvorfor vi handler, som vi gør, fordi forskellige mennesker kræver forskellige tilgange, fortæller Iben.

Jo kan have behov for at køre en tur en gang i mellem, når sygdommen driller for meget. En anden beboer har måske behov for, at man sætter sig ned og taler sammen.

_{Sct. Kjeldgårdens kæledyr. Katten Trunte.}

 

En del af Danske Diakonhjem
Fortællingen om friplejehjemmet Sct. Kjeldsgården startede for mange år siden. De er en del af Danske Diakonhjem, som er en selvejende organisation med egen ledelse, dagsorden og værdigrundlag. Sammen bliver der løftet i flok:

- Os, som har været her i lang tid, er kulturbærere og med til at præge de nyansatte, som kommer til huset. Kulturen på vores arbejdsplads er helt speciel, og det er noget, vi i fællesskab har skabt. Hvis ikke vi passer på denne værdibårne kultur, så falder meget på gulvet, fortæller Iben.

En kultur, hvor mennesket sættes i første række, men det er også en kultur, som bliver taget seriøst i personalet:

- Det er afgørende for os, at vores medarbejdere kender vores værdigrundlag, og i alle sammenhænge udviser respekt og omsorg for den anden. Vi skal se og høre hinanden. Værdierne og kulturen er vores DNA, lyder det fra Pia Østergaard.

De ser og hører beboerne, men de hører også hinanden som kollegaer, og der er tillid hele vejen rundt:

- Vi har meget frie hænder. Vi er underlagt en dagsorden, og vi har ting, vi skal. Men vi har også lov til at udfolde os, som vi har lyst til sammen med vores beboer. Der er faktisk ingen grænser, fortæller Iben.

 

_{En af beboerne på arbejde i Værkstedet, hvor der pakkes legetøj. Foto: Sct. Kjeldsgårdens Facebook}

_{"Vi som mennesker brug for, at der er nogen, som har brug for os."}

 

Et hjem med meningsfyldte aktiviteter
For både Jo og resten af beboerne handler det om, at de skal føle sig inkluderet i hverdagen på hver deres måde. De skal have mulighed for at have en meningsfyldt beskæftigelse. Der er bl.a. et lille værksted, hvor nogle af beboerne går på arbejde i formiddagstimerne. Her samles og pakkes legetøj for Dan-Toy.

- Vi har lavet en legetøjsfabrik. Det minder om et rigtigt arbejde, og for nogle af beboerne giver det stor værdi at have et meningsfyldt arbejde. Når en ordre er afsluttet, fejrer disse beboere det ofte med en fyraftensøl ude på den lokale bar. På den måde fastholder vi også en kontakt og relation til livet udenfor Sct. Kjeldsgården, fortæller Pia.

For andre er en ugentlig aktivitet en bustur ud til en aktivitetsmedarbejder, hvor de i fællesskab laver mad. Der er snapseklub en gang om ugen, hvor beboerne har mulighed for at brygge og smage ugens snaps.

Der bliver lagt vægt på, at aktiviteter bare kan være dagligdagens gøremål som at lægge tøj sammen, gøre rent, ordne Sct. Kjeldsgårdens have eller tømme skrald.

- Filosofien er jo, at uanset om man har en demenssygdom eller ej, så har vi som mennesker brug for, at der er nogen, som har brug for os. Det, vi forsøger med alle vores aktiviteter, er at skabe en meningsfyldt beskæftigelse for beboerne, og give dem følelsen af at være betydningsfulde i de relationer, de indgår i.

Ved højtider afholdes større arrangementer, hvor både beboere, pårørende og personale deltager i. Det er vigtigt at holde fast i det relationelle og hyggelige samvær, understreger Pia.

De fleste aktiviteter bliver dokumenteret i form af billeder, der bliver delt på Sct. Kjeldsgårdens Facebook side, så pårørende også har mulighed for at følge med i, hvad deres kære laver.

 

_{Eva og Jo til julearrangement på Sct. Kjeldsgården. Foto: Sct. Kjeldsgårdens Facebook.} 

 

Dedikation og samarbejde
Evas solstrålefortælling blandt de få er heller ikke gået ubemærket hen ved Pia og personalet. Spørger man Pia, hvorfor det er, at Eva kalder stedet for ”toppen af poppen” svarer hun:

- Vi har en stærk dedikation for at ville det bedste for beboerne og deres pårørende både fagligt og omsorgsmæssigt. Det gode samarbejde og nærværet for beboere og pårørende er højeste prioritet.

Men der er noget, som er mere væsentligere end det. Noget, som er vigtigt at huske på som personale:

- Det her er beboernes hjem, som personale er vi blot på besøg, slutter Pia af.