Menu

FC Demens: Fodbold for fællesskab og livskvalitet

Hver torsdag mødes en gruppe mennesker med demens i Ølstykke for at give bolden op og få sved på panden. De er nemlig en del af FC Demens, hvor fodbolden giver smil på læben og masser af fællesskab. Og det er godt for krop, hjerne og livskvalitet, oplever de.

Tekst og fotos: Mikkel Bækgaard

Der er gang i fodboldstøvler, bentøj og koordinationsevner denne torsdag formiddag. 10 mænd og en enkelt kvinde løber rundt i en sportshal i Ølstykke, mens de spiller bolden til hinanden og kæmper for at score mål. Der er én-til-én-dueller, godt med løb samt masser af smil og høje glædesråb, når bolden af og til ryger i nettet.

2–2! råber træneren, da bolden fra det grønne hold har ramt maskerne i det fjerneste mål.

Straks efter er bolden i gang igen, og kampen om, hvem der af de to hold denne dag, skal løbe med sejren, fortsætter.

"Lige så snart han får bolden mellem benene, så kan han det bare. Der er sådan noget muskelhukommelse, der bare virker."

- Linda, demenskoordinator

Muskelhukommelse, der bare virker

Vi er i Ølstykkehallen, hvor de fremmødte til sammen udgør FC Demens. Her mødes 10-12 mennesker med demens fra Ølstykke og omegn med træneren Mads Thomsen og to demenskoordinatorer fra Egedal Kommune, og en times tid hver torsdag står det hele i fodboldens tegn.

Først varmes der op, inden de fremmødte – og nogle gange med enkelte pårørende – bliver delt op i to hold, og kampen kan begynde.

Og så er det, som om det med at have en demenssygdom træder i baggrunden.

Se på ham her for eksempel, siger demenskoordinator Linda Lehmann om en af deltagerne:

På plejecentret, hvor han bor, kan han nogle gange have svært ved at gå op og ned ad gangen. Men lige så snart han får bolden mellem benene, så kan han det bare. Der er sådan noget muskelhukommelse, der bare virker.

 

Alle er glade, når de går derfra

Det er Mads Thomsen, der er daglig leder af Ølstykke Fodbold Club af 1918, som står for at træne fodboldholdet, ligesom han også spiller med, når kampen går i gang. Alzheimerforeningen og DBU samarbejder om FC Demens, som er én af indsatserne i Velfærdsalliancen mellem Egedal Kommune, DBU Sjælland og DBU. Indsatsen skal styrke bevægelse og sammenhold blandt borgere med demens.

Og Mads Thomsen kan klart se, at det at spille fodbold en gang om ugen gør en forskel for deltagerne.

Det betyder meget det her med, at de kommer og hygger sig sammen. Og gør det en forskel rent fysisk, er det jo endnu bedre. Vi kan i hvert fald se, at alle er glade, når de går herfra, siger Mads Thomsen.

Om FC Demens

FC Demens er et fodboldfællesskab for mennesker med demenslignende symptomer eller demens i tidligt stadie.

Holdene er åbne for alle, uanset tidligere erfaring med fodbold. Også pårørende, venner og andre interesserede kan deltage.

Bag FC Demens er et samarbejde mellem DBU, Alzheimerforeningen, TrygFonden, Sygeforsikringen Danmark og Socialstyrelsen.

Projektet startede i 2022, og målet er at oprette 20 hold på tværs af landet.

Vil ikke undvære det

At være med på FC Demens gør helt klart en forskel, slår også deltageren Dan Haulund fast, da vi tager en snak med ham efter kampen. Han fik en demensdiagnose for godt et år siden, og for ham betyder det virkelig meget, at mødes til fodbold hver torsdag.

Jeg vil ikke undvære det. Jeg har dyrket sport hele mit liv, og det er vigtigt for mig at mødes med en flok mennesker, jeg holder af og gerne vil hjælpe og få det bedste ud af det sammen med. Sammenholdet er super vigtigt for mig. Så for mig er det meget tilfredsstillende at komme herhen. Ellers bliver dagene for lange, hvis jeg bare skal sidde i sofaen derhjemme. Det har klart en fysisk effekt på mig, og jeg bliver gladere og mere tilfreds med livet af det, siger Dan Haulund, der sammen med de andre deltagere fra FC Demens sidder i klubhuset efter kampen og nyder en alkoholfri øl eller en kop kaffe i den mindst lige så vigtige tredje halvleg.

Og netop denne del er lige så vigtig som det rent fysiske, slår Mads Thomsen fast.

Find aktiviteter nær dig

I vores kalender kan du finde demensvenlige aktiviteter i dit nærområde - alt fra korsang til gåture, foredrag og caféhygge.