Demenskoret kan overvinde alt, når de synger sammen

De startede en syngende rejse sammen i DR’s dokumentarserie Demenskoret. Hver tirsdag synger de stadig sammen. For de lever højt på kærlighed og den sammenhørighed, der er opstået.

Tekst af: Karoline Fodgaard Foto: Jonas Pryder Andersen

- Skal vi til at komme i gang? spørger Tom Heindner med et glimt i øjet. Den efterhånden garvede deltager i Demenskoret sætter sig til rette med sanghæftet i sine hænder, ivrig efter at komme i gang.

Korleder Claus Christensen går i gang med opvarmningen og trækker luft ned i maven, puster ud og siger ”aahh”, i en lys tone. Koret gør det samme.

Sytten mennesker med forskellige demenssygdomme blev, sammen med deres pårørende, grobunden for det nye kor i DR’s serie: Demenskoret. Claus Christensen var manden, der igennem otte uger, skulle få koret til at blomstre.

Det gør han stadig frivilligt hver tirsdag i Huset, som er en del af Center for Demens på Nørrebro i København, hvor koret holder til.

Da stemmerne er varmet op, starter de med ”Godmorgen lille land”.

Skabt af kærlighed

Sidste år i august begyndte optagelserne til Demenskoret. Deltagerne kendte ikke noget til hinanden. Nogle havde haft musikken tæt på sig igennem livet, for andre var det nyt. Fælles for alle var, at de har en demenssygdom.
- Vi er ikke kun diagnoserne, vi er hele mennesker med et helt levet liv. Vi er sammen igennem musikken, som er mere end det talte sprog. Det er en kæmpe fest, og sammen finder vi glæden midt i sorgen, fortæller Claus.

Han havde ansvaret for at skabe et trygt rum for dem alle, så koret havde lyst til at synge sammen.

De fik skabt et fællesskab, som eksisterer på smukkeste vis i dag:

- Det er jo kærlighed, vi har her i koret, hvor vi lever i nuet, fortæller Jens Markvad Andersen, der er pårørende til kordeltageren Grethe Bang. Hun bor i dag på plejehjem, men kommer stadig i koret og rocker med på ”I en lille båd der gynger”:

- Jeg ka' ikke gå på vandet, Men jeg ka' så meget andet
Jeg ka' føle mig glad, jeg ka' føle mig fri

Bamses sang giver mening i dette rum. For i det fællesskab, der er i koret, kan de så meget andet end deres demenssygdom og føle sig frie.

Følger hinanden i tykt og tyndt

For Claus har det været vigtigt med en legende tilgang til koret for skabe et trygt rum:

- Vi har et spektrum, hvor alt eksisterer på samme tid med deltagernes historie, liv og fællesskabet. Tryghed er det vigtigste, så hvis der er nogle ting, der har været svære, så går jeg ind og ser på rammerne og regulerer f.eks. med vejrtrækning og berøring ved at tage hinanden i hånden, fordi der sker noget i den kontakt, fortæller Claus.

Koret er begyndt at eksperimentere med nye sange for at se, om deltagerne kan huske dem. Den næste sang er den forholdsvise nye ”I morgen er der også en dag” med Andreas Odbjerg.

- I er fandme selvkørende. Det er dejligt at vide, at I kan uden mig, siger Claus, da koret starter på første linje uden anvisning.

Han sætter sig ned blandt dem og synger med. En latter fylder rummet, også for de pårørende. Lene Halby griner med. Hun er gift med Peter, som har Alzheimers sygdom.

- Koret skaber noget særligt på dagen og resten af ugen for Peter. Det er noget, vi to har sammen. Vi går til kor sammen, selvom det jo er Peter, der synger. Det er en stor forskel at tænke det sådan. Vi synger sammen derhjemme nu. Det er som om, at vi træder ind i et sygdomsfrit rum og glemmer alt det trælse i hverdagen med musikken.

For Lene er det rum, som koret bygget op om, noget særligt:

- Her kan vi være sammen i et helt andet format sammen med vores kære. Vi er bundet op på glæde og sang. For her er vi alle fælles om en unik oplevelse, vi deler med hinanden. Det finder vi jo ikke andre steder.

På tværs af koret er der både strikkeklubber, fælleskørsel og kordeltagerne medbringer både ægtefælle, børn og børnebørn. Der er plads til hver og en:

- Det er et godt netværk i en hverdag, der kan føles enorm ensom. Vi ved jo alle sammen godt, hvilken vej det går med sygdommen, men vi har hinanden i det, fortæller Lene.

”We shall overcome”

Ægteparret Anne-Grethe Gurvin og Hans Johansen har taget friske jordbær med fra egen have. Anne-Grethe har i dagens anledning en hjemmesyet kjole på, dem har hun flere af derhjemme. Desværre har hendes demenssygdom gjort det umuligt for hende at sy nu. Hun har heldigvis Hans og koret som sin trofaste støtte:

- Før vi kom i koret, havde Anne-Grethe ikke lyst til at leve mere, men nu har hun slet ikke lyst til dø, fortæller Hans.

Koret nået til Anne-Grethes sang, fortæller Claus.

Shit, siger hun og hendes ansigt lyser op i et smil.

De begynder at synge We Shall Overcome, og Anne-Grethe lister op til Claus, tager ham i hænderne og danser. Med hænderne i vejret bliver der skrålet med på sangen, hele vejen rundt:

Oh, deep in my heart