Af Vita Stensgård, 8. januar 2014
Allerede på gårdspladsen foran det lille husmandssted i Grevninge fornemmer man, at her leves et aktivt liv. Mellem æbletræerne løber høns og kyllinger, og bag den store urtehave står får og heste i folden. Indenfor hos Ulla og Peter Løn dufter det af æblekagen fra det lille brændekomfur, og i stuerne udfoldes de kreative aktiviteter. Peter Løn er med hjælp fra en nabo ved at gøre trævæven klar igen til Ulla. For Ulla er efter flere års pause begyndt at kunne ting igen, som hun ellers ikke har kunnet længe.
Selvom der i Odsherred er langt mellem husene, er der ikke langt mellem Ullas venner. Både Ulla og Peter Løn deltager i det meste, de kan komme i nærheden af. Og netværket i lokalområdet har en vigtig plads i parrets liv.
Vi kendte ikke sygdommens konsekvenser
Ulla fik diagnosen Alzheimers Sygdom for omkring fire år siden. Og det var et chok for både Peter Løn og Ulla, som ingen anelse havde om det. De kendte stort set ikke noget til sygdommen, men kunne godt se, at lægerne var meget alvorlige, da de gav Ulla diagnosen. Først senere, da Ulla og Peter Løn begyndte at sætte sig ind i, hvad sygdommen egentlig var, gik det op for dem, hvad konsekvenserne var.
De skønne veninder
På trods af sygdommen har Ulla holdt fast i sine sociale aktiviteter med veninder og venner. De fleste dage er fyldt op med faste aktiviteter, som hun dyrker med de forskellige.
- Joan kommer hver søndag morgen og henter mig. Der er ingen aftaler, hun kommer bare, og så kører vi til havet og bader i Sejerøbugten. Hele året. Og det er simpelthen så hyggeligt, fortæller Ulla.
Hver tirsdag går Ulla til yoga med Anni, som parret også spiser med om onsdagen. Én gang om ugen tager Ulla på tur med Kirsten. Og så er der Yvonne, som Ulla tager op på Odden og besøger. Dagligt løber Ulla over til Janni eller Stine og får en kop kaffe og en snak. Og endelig er der de allernærmeste naboer Eva og Poul Ejvind, som Ulla også besøger. Alle veninderne har deres særlige plads.
- De er simpelthen så søde. Jeg er fuldstændig lige så god, som før jeg blev syg. Der er ikke noget med, at jeg på nogen måde er blevet koblet af, selvom jeg er blevet syg. De tager mig med til alting hele tiden. Virkelig virkelig skønne veninder, fortæller Ulla med smil i øjnene.
Og Peter Løn supplerer:
- Det der er vigtigt, det er jo at alle de ting, du har nævnt nu, det var ting du lavede før du fik diagnosen. Det var i gang. Nu er det bare ekstra godt, at det er der.
Ulla føler sig meget privilegeret. For udover glæden ved deres venskab har netværket også fået en helt konkret og praktisk betydning. Ulla har nemlig siden diagnosen ikke selv kørt bil. Men det kan veninderne.
Den store forandring
Inden sommerferien var Ulla blevet ret dårlig. Men inden for den sidste måneds tid er der sket meget store ændringer. Ulla og Peter Løn er overbeviste om at årsagen til Ullas bedring er, at Ulla er begyndt til fitness to gange om ugen. Det har ifølge dem begge haft en hel utrolig effekt på Ullas tilstand.
- Det er underligt – det er fra dag ét, der er sket noget. Du har mere lyst til tingene, har mere initiativ. Du er begyndt at strikke igen. Det var du helt stoppet med. Pludselig hækler du noget, der er meget pænere end du plejer, konstaterer Peter Løn henvendt til Ulla.
Peter Løn fortæller videre, at Ulla i begyndelsen af sommeren hele tiden skulle hen og hvile sig, men også dét skal hun meget sjældent nu. Faktisk var Ulla stoppet med alle sine kreative sysler, siden hun fik diagnosen.
- Det er ganske utroligt, at en ting kan komme tilbage. Og så bliver jeg simpelthen så glad. Det er vidunderligt, fortæller Ulla.
Sig ja til livet
Til spørgsmålet om hvad Ulla ville give af råd til andre som har fået en demensdiagnose, svarer hun:
- Ud, ud, ud – og samle op på alle de mennesker, der er mulige at samle op på. Det gælder hele tiden om at byde sig ind på en eller anden måde og sige ja hver gang chancen byder sig, griner Ulla og tilføjer:
- Det har de forstået de forskellige, og derfor bliver jeg altid spurgt. Jeg tror, det er godt at vælge til hele tiden – så bliver jeg ikke glemt.
