Af Cecilia Anberg
Vera står henover vasken og skræller kartofler. Hun har sendt sin mand Kurt i Føtex for at købe fredagsslik til deres børnebørn, som de skal passe i aften. Solen er forsvundet bag et tykt lag grå skyer. Hun håber, at Kurt når hjem, inden regnen tager til.
Huset, som parrets to døtre er vokset op i, fik Vera og Kurt selv bygget i 1960’erne. Det er et lille rødt murstenshus på Stentoftevej i Hvidovre ikke langt fra havet.
Vera får øje på Kurts isse, der passerer køkkenvinduet. Hun læner sig ind over køkkenbordet og følger ham med øjnene. Han har ingen varer med hjem. Vera mærker irritationen stige. Det er efterhånden blevet en dårlig vane, at Kurt glemmer at købe de ting med hjem, hun beder ham om.
Veras skuldre flyver op til ørene, da han smækker døren i. Hendes ellers så høflige mand, vader ind i huset med sine store støvler på, og efter ham følger et tykt spor af efterårets mudder.
Han stopper brat op og stirrer dirrende på hende med opspærrede øjne. Vera stirrer foruroliget tilbage. Irritation erstattes af bekymring og tankerne begynder at fare gennem hendes hovedet. Er der sket noget med børnene? Hun kan ikke genkende det forvirrede blik i Kurts øjne og forsøger at forberede sig på det værste.
Endelig åbner han munden.
- Vera, Føtex på Hvidovrevej er forsvundet.
Veras hjerte hamrer. Hun står helt stille og lader hans ord vende et par gange. Kurts faste blik fortæller hende, at det er hans dybe alvor, at den Føtex, hun handlede i tidligere på dagen, er forsvundet.
Det er 20 år siden, at Føtex forsvandt for Kurt
Det er en våd efterårsdag og de grå skyer mørklægger Vera Hansens bolig. Hun sidder i sin brede lænestol med benene over kors iført et par blå jeans og en hvid T-shirt. Over hendes venstre bryst sidder en broche, der forestiller en person, der går med blindestok. Vera er i dag 89 år. Hendes hår er kridhvidt, og bag de tykke briller gemmer sig to himmelblå øjne.
Om Veras hals hænger et guldkors, som hun leger med i sin højre hånd. En livsglad kvidren fylder hendes bolig fra det lille fuglebur bag hende. De to kanariefugle Svend og Hans snakker i munden på hinanden.
Vera bor nu på plejehjemmet Søvangsgården i Hvidovre, og kun 100 meter væk fra hendes bolig bor Kurt. Det er 20 år siden, at Føtex forsvandt for Kurt. I 54 år boede de sammen i huset på Stentoftevej. Men for knap tre år siden tog Vera sammen med sin læge en beslutning om, at hun ikke var i stand til at passe Kurt længere. Hendes syn var dårligt, og hans sygdom var stærkt fremskredet. Kurt fik hurtigt en plads på Søvangsgården, og et år efter flyttede Vera også ind.
Kurt har Alzheimers sygdom. En langsomt ødelæggende sygdom med døden som udgang.
Årligt får mere end 10.000 danskere stillet diagnosen Alzheimers sygdom, som er den mest udbredte form for demens, og sygdommen er i dag den fjerdehyppigste dødsårsag i Danmark. Alzheimers ødelægger hjernen langsomt. Sygdommen er uhelbredelig, og man kan kun give medicin, som kan forsinke dens udvikling.
Alzheimers skrider frem over syv stadier. Processen er langsom, og der kan gå mere end 20 år, før patienten når fra første til sidste stadie. For Kurt startede det med, at han ikke kunne huske, når Vera havde bedt ham om at købe en liter mælk med hjem. Nu er sygdommen så fremskredet, at han på dårlige dage ikke kan huske Vera og deres lange liv sammen.
Vera ser sin mand, ikke sygdommen
Vera går forsigtigt ind ad døren til Kurts bolig. Hun besøger ham hver dag og er lige nervøs hver gang. Mon han vil genkende hende i dag? Hvordan vil det påvirke hende, hvis han ikke kan?
Kurt ligger i sin seng og stirrer over mod vinduet. Ingen radio, intet tv, ingen avis. Intet til at aflede de tanker, Kurt måtte have tilbage.
Der er få møbler i den lille bolig. En seng, et spisebord, tre spisebordsstole og en kommode. Spisebordet er fyldt med billeder af deres børn, børnebørn og oldebørn. På en af de fire hvide vægge i den kvadratiske bolig hænger et ur, der taber tid. Uret tikker højt, som om nogen har skruet op for lyden.
Vera betragter sin mand, som han ligger der. Kurt er i dag 87 år og er stadig 185 cm høj. Hans hud, der sjældent møder solens stråler, er bleg. Han har mørke rander under de indsunkne øjne og få lysegrå hårtotter tilbage på hovedet.
I Veras øjne, er han stadig den høje, flotte mand, hun faldt for 1951. Hun ser sin mand, ikke sygdommen.
Klokken er tre om eftermiddagen, og Kurt ligger under en tung dyne, der skal holde ham rolig, så han ikke render.
Vera sætter sig på sengekanten.
- Hvordan har du det i dag, min skat?
Kurt vender blikket op mod hende.
Vera tager hårdt fat om den tunge dyne og hiver den af ham. Der er varmt under dynen, hvor Kurt ligger iført joggingbukser og skjorte.
Hun aer ham på maven, smiler til ham og kysser hans fugtige pande.
En plejer kommer farende ind i Kurts bolig. Hun går målrettet over mod boligens bagvæg og hiver en ledning ud af den sorte boks, der hænger på væggen. Vera står på måtten foran Kurts seng, som sætter en alarm i gang, når den bliver berørt. Plejeren, som efterhånden er vant til, at alarmen går af, smiler til ægteparret og lister ud af døren igen.
Måtten ligger der, fordi Kurt flere gange er stukket af fra Søvangsgården.
- Sidste gang gik han hele vejen hjem til vores gamle hus på Stentoftevej, siger Vera.
Kurt var gået de tre kilometer, der er hen til deres gamle hus. Han var gået ind i huset og havde mødt deres ene barnebarn og hendes mand. Da han kom tilbage til Søvangsgården havde han fortalt Vera, at der var flyttet et nydeligt ungt par ind i deres gamle hus.
- Han kunne ikke kende sit barnebarn, sukker hun.
Jeg har arbejdet med problemet i mange år. I dag ved jeg, at situationen er, som den er. Det kan der ikke laves om på, og det lever jeg med. Men der er dage, hvor det er tungere end andre.
De pårørendes sygdom
Det er torsdag formiddag midt i april 1997. Solen står højt på himlen og forårets lysegrønne og gule farver fylder deres have. Vera står i køkkenet og skuer ud over træerne, der lige er sprunget ud. Pludselig kommer hun i tanke om, at det er noget tid siden, hun har set Kurt.
- Kurt, hvor er du?.
Hendes ord spreder sig i huset men Kurt giver ikke lyd fra sig. Køleskabet summer, og uret tikker højt. Hun lytter til sekundviseren, mens hun overvejer, hvor han kan være.
Det er ikke mere end to uger siden, at han blev væk i Vestskoven. Han kom først tilbage, efter hun havde ringet til deres to døtre og politiet. Politiet havde informeret deres læge om situationen, som nu ringede jævnligt for at høre, hvordan det gik.
Vera er godt klar over, at deres læge er bekymret for, om hun er i stand til at passe Kurt alene. Fast besluttet på, at hun selv vil finde Kurt, går Vera ud i entreen for at tage sin forårsjakke på.
Og der står han.
Som forstenet står han i den mørke entre og stirrer tomt ud i luften. Hans grå bukser har en stor mørk plet, der hvor urinen er løbet ned ad hans ben. Kurt ser på Vera, mens en tåre triller ned af hans kind. Vera ser hans ulykke og den forstærker hendes egen. Hun tager to store skridt over til ham og omfavner sin mand.
Alzheimers bliver også kaldt for de pårørendes sygdom. Pårørende til demensramte står ofte helt eller delvist alene med den hjælp, som den demensramte kræver, og det belaster den pårørendes helbred og livskvalitet. Ikke fordi plejen er fysisk hård, men fordi det er psykisk belastende at opleve sin ægtefælde, mor eller far blive mere og mere hjælpeløs.
Sorgen og vreden over demenssygdommen gør, at pårørende oftere rammes af depressioner, bruger mere medicin og er i større risiko for selv at udvikle demens.
”Jeg får dårlig samvittighed, når jeg gør noget for mig selv”
Vera sidder i sin bolig på Søvangsgården med hænderne foldet på maven og skuer ud af vinduet. Hendes hud er solbrun, fordi hun lige er kommet hjem fra en uges ferie med sin familie. Smilet breder sig, mens hun fortæller.
- Solen skinnede hele ugen, og vi havde det så dejligt sammen. Mit lille oldebarn på kun et år var med og...
Vera holder op med at fortælle og kigger ned.
- Jeg tager afsted. Jeg prøver at nyde livet, men dybt inde i mig, føler jeg, at det er ufint over for Kurt.
Vera har fået hjælp til at håndtere Kurts sygdom. Hun har i flere år gået til samtaler med psykologer og læger, der har hjulpet hende med at håndtere den sorg, hun føler.
- Jeg besøger ham ikke om aftenen, for hvis det påvirker mig, så ødelægger det min nattesøvn, og lægerne har sagt, at jeg skal passe på mig selv.
Hun drejer på sin vielsesring, mens hun fortæller.
- Jeg har arbejdet med problemet i mange år. I dag ved jeg, at situationen er, som den er. Det kan der ikke laves om på, og det lever jeg med. Men der er dage, hvor det er tungere end andre.
Vera vender blikket ned mod det grå linoleumsgulvgulv. Der er ikke meget tilbage af hendes mand, men hun sætter pris på de få øjeblikke, hvor hun kan kende den mand, hun sagde ja til den 20. juni 1954.
Det forvirrede ansigtsudtryk, sygdommen har ført med sig
Kurt sidder i en af de tre stive spisebordsstole, der står i hans mørklagte bolig. Ved siden af ham står et halvfyldt glas med rød saft.
Vera sætter sig forsigtigt ved siden af ham og ønsker inderligt, at i dag er én af hans gode dage.
Han smiler til hende, da hun sætter sig. Hun klemmer hans hånd og smiler lettet tilbage.
- Vil du med ud og gå en tur i dag?
Vera ser håbefuldt på sin mand, og som om det var en selvfølge, svarer Kurt:
- Ja, det vil jeg da gerne.
Vera kører Kurts rollator hen til ham, så han selv kan rejse sig fra stolen. Hans sygdom har gjort det svært for ham at kontrollere sine bevægelser, og en lille gåtur kan være en stor udfordring.
Kurt og Vera slentrer ned af den lange gang side om side. De har aftalt, at de skal gå over til Veras bolig, som ligger 100 meter derfra.
De passerer opholdsstuen. Her sidder seks ældre mennesker. De sidder helt stille med blikket rettet mod det lille fjernsyn, der hænger på væggen. Fjernsynet viser Olsen Banden.
Kurt og Vera når ned for enden af gangen. Her ligger et lille torv. De skal passere torvet for at nå over til den gang, Vera bor på. De går forbi kiosken, de passerer billardbordet, og de når over til sofaerne.
En kvindelig plejer går forbi dem og hilser venligt. Vera hilser igen og vender blikket over mod Kurt. Kurt hilser ikke på plejeren. Hans ansigtsudtryk har ændret sig, og det smil der før mødte Vera er blevet erstattet med det forvirrede ansigtsudtryk, sygdommen har ført med sig.
Kurt ser skrækslagen på Vera, mens hans ben falder sammen under ham. Hun når lige at støtte sin tunge mand, inden han falder.
- Jeg kan ikke, jeg kan ikke, gentager Kurt.
- Vi har brug for hjælp!, kalder Vera så højt hun kan efter den kvindelige plejer.
Plejeren kommer løbende tilbage og hjælper Vera med at holde Kurt oppe. Vera får øjenkontakt med plejeren, som udstøder et dybt suk, der nok skulle have været lydløst.
De få lyse øjeblikke
Vera følger efter sin mand, der klynger sig til den kvindelige plejer, som om han stoler mere på hende end på Vera. Vera følger efter dem tilbage til Kurts bolig, men holder et par meters afstand.
Hun venter til plejeren har lukket døren, før hun går over og sætter sig hos Kurt, som er blevet lagt i seng, så han kan falde til ro igen. Vera er bekymret for, om han stadig vil tale med hende efter episoden.
- Kan du have det godt, skat.
Vera kigger forventningsfuldt og med store øjne på Kurt. Han åbner munden på klem, og hun kan se i hans blik, hvordan han søger efter ordene.
- Ja, så godt som man nu kan, siger Kurt endelig.
Vera kysser ham på kinden, rejser sig og trasker hjemad mod sin egen bolig.
- I dag vidste han, hvem jeg var. I går havde han aldrig været gift, siger Vera.
