Foto: Kasper Urban Kajgaard
Af Joachim Werner
- For det meste lagde han sig bare ind i sin seng igen, efter at vi havde spist morgenmad. Så sad jeg og kæmpede med at holde mit arbejde som skolelærer ved lige foran en skærm, mens han forsvandt længere og længere ned i sin sygdom. Jeg har aldrig følt mig så magtesløs og utilstrækkelig over for Anker før, fortæller Pia Kajgaard på 61.
Pia refererer til de to første måneder inde i Corona-nedlukningen tilbage i marts 2020. Det var også her, hun indså problemet i, at hun næsten aldrig har snakket med sin mand, Anker, om den demens-diagnose, som han fik stillet i 2017. Så da Coronaepidemien medførte den ene aflysning efter den anden, og umuliggjorde ægteparrets muligheder for aflastning, socialt samvær og fysisk aktivitet, kunne Pia pludselig se, at det gik hurtigt med Ankers demenssygdom.
AFLYSTE AKTIVITETER SKABTE KONFLIKTER
- Anker er meget social og holder af fysiske aktiviteter. Han har i mange år haft fire ugentlige fysiske og sociale aktiviteter, som han aldrig nogensinde har aflyst. Så da han ikke kunne komme afsted længere, blev han meget trist og forvirret. Jeg tror faktisk, at han blev deprimeret. Vi endte med at diskutere hele tiden og have en masse konflikter, som tærede på os begge. Men vi kunne heller ikke finde ud af at snakke om sygdommen sammen. Så jeg har også virkelig følt mig alene i det her og haft svært ved at holde humøret oppe, siger Pia.
Kombinationen af de aflyste aktiviteter, der ødelagde strukturen i hverdagen, og det svære ved at kunne tale sammen om sygdommen, gik hårdt ud over ægteparrets livskvalitet, fortæller Pia:
- Jeg var bange for at svigte ham, fordi jeg skulle være der for min mand på en måde, jeg ikke har været før. Det føltes som ekstra arbejde at skulle passe på Anker i en periode, hvor jeg også skulle omstille mig til at arbejde hjemme. Jeg kunne simpelthen ikke være der nok for ham. Ankers aktivitetstilbud er det vigtigste for at få tingene til at fungere, siger hun.
Alzheimerforeningen udkom i november sidste år med en delrapport, hvor 1500 personer berørt af demens svarede på spørgsmål om de konsekvenser, Coronaepidemien har haft for dem. Undersøgelsen viser, at halvdelen af de adspurgte har svaret, at de i nogen grad, høj eller meget høj grad har følt sig ensomme under Corona-krisen. Det er væsentlig flere end før krisen, påpeger rapporten. Pia og Anker er derfor ikke alene om at have oplevet et drastisk fald i livskvaliteten under Corona-krisen.
VIGTIGT AT FINDE STRUKTUREN IGEN
For at komme væk fra diskussioner og konflikter, måtte Pia og Anker finde strukturen i hverdagen igen. De begyndte at planlægge daglige gåture langs vandet nær Strandby i det nordlige Jylland, hvor ægteparret bor. Det gav et løft for ægteparret, og de mange svære følelser, der prægede situation. Og netop struktur er noget af det, som man skal forsøge at genetablere hurtigt i en situation som en Corona-krise, fortæller demensfaglig funktionschef i Alzheimerforeningen, Else Hansen:
- Det der virker, er at finde en struktur igen, så der er nogle faste rammer at forholde sig til. Det kan være alt fra morgensang med Phillip Faber, til at lave morgenkaffen sammen. Når den struktur er etableret, er det meget lettere at finde et frirum sammen og også hver for sig, fortæller Else Hansen og tilføjer:
- Men det vigtigste er at finde en måde, hvorpå man kan acceptere hinandens behov for at snakke om sygdommen. Om det så er med hinanden eller med venner, familie eller en telefonrådgivning. Demenssygdomme er noget, vi skal og må snakke om, selvom det kan være virkelig svært.
