Af Malthe Graungaard Bech
77-årige Bo Nordby har ikke ligget stille siden han gik på pension i 2011. Han har nemlig valgt at dyrke frivilligheden, fordi han gerne ville være med til at støtte mennesker, der har behov for en hjælpende hånd.
Derfor er han blandt andet en del af det frivillige demensinstruktørkorps i Aarhus og Demensven-instruktør for Alzheimerforeningen i Østjylland. Og netop i Aarhus Kommune er målsætningen, at hele byen skal blive demensvenlig. Det forsøger kommunen blandt andet at opnå ved at indgå samarbejder med erhvervslivet, kulturinstitutioner, frivillige foreninger og organisationer.
Den målsætning bakker Bo op om. For ham er det vigtigt, at det bliver gjort på den rigtige måde, så mennesker med demens rent faktisk kan færdes trygt i det offentlige rum. Det mener han, man blandt andet opnår via oplysning om demens i lokalsamfundet.
Bo havde selv en svigerfar, der led af en demenssygdom, og derfor har han med egne øjne set, hvad en demenssygdom gør ved et menneske. Hans mål er derfor også at sprede viden om området. Det vil han gøre ved at inkludere så mange borgere som muligt i Aarhus og gøre dem demensvenlige.
- En demensvenlig by er ikke kun en by, der har gode behandlingsmuligheder for mennesker med demens. Det er også en by, hvor det skal være sikkert og trygt for folk, der har en demenssygdom. De skal mødes med varme og venlighed, så de også får lyst til at benytte sig af det offentlige rum. Først når byrummet er demensvenligt, synes jeg, man kan sige, man har en demensvenlig by, fortæller Bo.
Han er nemlig af den overbevisning, at hvis folk har den basale viden og forståelse af demenssygdomme, så kan de i højere grad bidrage til at gøre Aarhus til en demensvenlig by.
Demenssygdomme er en stor udfordring
Antallet af mennesker med demens er støt stigende. I Aarhus er omkring 1800 mennesker diagnosticeret med en demenssygdom. Det tal vil, ifølge Alzheimerforeningen, stige markant de kommende år. Det øgede antal mennesker med demens i fremtiden understreger også behovet for en yderligere indsats på området.
Derfor har Bo, og resten af Det Frivillige Demensinstruktør Korps, været rundt i Aarhus, for at gøre alt fra kunstmuseet ARoS til en Matas-butik demensvenlige.
- Vores pointe med demensinstruktørkorpset er, at vi skal have fat i alle borgerne. Men det kan man jo ikke. Så derfor startede vi med de grupper, der har stor sandsynlighed for at møde borgere med demens. De første vi fik en aftale med, var Midttrafik, hvor vi inviterede buschauffører ind til kurset. Bagefter tog vi fat på andre områder. Mit mål er, at vi får inkluderet alle borgerne i Aarhus, så de har den basale viden og forståelse, der gør det muligt at færdes i byen, hvis man er ramt af en demenssygdom, siger Bo om korpsets indsats.
Tidligere i november var Bo med til at gøre Langenæskirken demensvenlig. Det kan du læse mere om her.