Af Madeleine Darling Sagmo
En sen aften modtager Mirza et dramatisk opkald. Det er en medarbejder fra plejehjemmet, hvor hendes mand, John, lige er flyttet ind. Medarbejderen fortæller, at hun har ringet til en læge for at få John indlagt på et psykiatrisk hospital.
Mirza er i chok. Hun møder op på plejehjemmet. Her sidder John og taler med lægen, mens to politibetjente står klar og venter.
- John var sprunget over hegnet, fordi han ville ud fra plejehjemmet. Han elskede naturen og var jo vant til at kunne komme ud i den, da han boede hjemme, så det var en stor forandring for ham, at han nu skulle bo på plejehjemmet, siger Mirza.
Det ender med røde papirer, og John bliver indlagt på Psykiatrisk Afdeling stik imod Mirzas vilje.
- Og sådan starter begyndelsen på en ulykkelig historie, fortæller Mirza.
Fik antipsykotika uden Mirzas vidende
Under indlæggelsen på det psykiatriske hospital modtager John for første gang risperidon. Et antipsykotikum, som blandt andet bruges til at behandle skizofreni og psykoser. Og det er på trods af, at John, ifølge Mirza selv, hverken er psykotisk, skizofren eller til fare for andre.
Efter indlæggelsen modtager John stadig antipsykotika på plejehjemmet, og hans dosis forhøjes hele tre gange.
Mirza bliver på intet tidspunkt informeret om, at John nu modtager antipsykotisk medicin, og forstår derfor ikke, hvad der foregår.
- Jeg tænker ”Hold da op, hvor går det dog bare stærkt med den sygdom,” fortæller Mirza og fortsætter:
Hverken lægen eller sundhedspersonalet har informeret Mirza, om at John på dette tidspunkt er medicineret med antipsykotisk medicin.
- Jeg kan slet ikke genkende John. Han er sløv og har mistet kontrollen over sin krop. Han sover hele tiden, og den John, som jeg kendte – både med og uden Alzheimers sygdom – er væk. Den John, der ellers for kort tid siden løb væk fra plejepersonalet og sprang over hegnet, kan ikke længere gå. Hans ene ben er bevidstløst, og han må slæbe det af sted efter sig, fortæller Mirza.
Kort tid efter Johns udskrivelse modtager Mirza endnu et dramatisk opkald fra samme medarbejder på plejehjemmet. Vedkommende kan ikke komme i kontakt med John. Han er bevidstløs.
John bliver indlagt på hospitalet. Han ligger i koma. Kun hospitalsudstyret holder ham i live. Mirza er ødelagt indeni og fornemmer, hvordan døden pludselig maler det lille, klinisk hvide hospitalsværelse mørkt.
Efter flere undersøgelser finder lægerne ud af, at John har en alvorlig lungebetændelse, der har forhøjet hans infektionstal i så høj grad, at han er gået i koma. Og efter to og et halvt døgn i koma vågner han. Men John bliver aldrig sig selv igen og er sengeliggende indtil sin død i 2016.
- Tilbage er kun hans hylster, som er helt lammet. Den stærke, livsglade og sjove John, som endda kunne løbe fra plejepersonalet, er helt væk. Vi forsøgte at sætte ham i kørestol, men ikke engang dét kunne han. Han hang konstant med halvdelen af kroppen ud over den ene kant af kørestolen, siger Mirza.
Flere plejehjemsbeboere med en demenssygdom får antipsykotika
Mirzas historie er desværre blot et eksempel ud af mange på, hvor galt det kan gå, når en demensramt person medicineres med antipsykotika.
I 2016 vedtog Folketinget en national demenshandlingsplan, der inden 2025 skal halvere andelen af demenspatienter, som får antipsykotisk medicin. Men siden da er forbruget kun steget.
I dag bliver hver femte person med en demenssygdom behandlet med antipsykotisk medicin, mens hver fjerde person med en demenssygdom på plejehjemmene modtager antipsykotisk medicin.
- At hver fjerde plejehjemsbeboer med en demenssygdom får antipsykotisk medicin er et problem, som bør tages meget alvorligt. De mange tusinde patienter med en demenssygdom har ikke fået den rette behandling, men er i stedet blevet bedøvet med medicin, der potentielt kan være livstruende, lyder det fra Alzheimerforeningens direktør, Nis Peter Nissen.
Også Gunhild Waldemar, leder af Nationalt Videnscenter for Demens, vurderer, at tallet er alt for højt, særligt fordi antipsykotika og demens kan være en farlig en kombination.
- Vi ved, at særligt ældre mennesker med en demenssygdom er mere følsomme over for bivirkningerne af medicinen. Der er øget risiko for blodpropper, at man bliver sløv, at man får gangbesvær, falder og en øget risiko for død, siger Gundhild Waldemar, der er leder af Nationalt Videnscenter for Demens.
Alt for ofte bliver den antipsykotiske medicin ordineret, fordi der er mangel på de ressourcer, som ellers skulle sørge for, at den demenssyge får størst mulig livskvalitet. Medicinen erstatter på den måde den pleje og omsorg, som vedkommende burde modtage.
- Det er et alvorligt problem, som skal tages meget seriøst, for antipsykotisk medicin har en lang række alvorlige bivirkninger. Det overordnede problem er, at der mangler ressourcer. Det er jo ikke, fordi der er nogen, der er onde, fortæller Anette Lolk, som er speciallæge i psykiatri.
Hun er bekymret for det fortsat stigende forbrug af antipsykotika til mennesker med en demenssygdom.
- Et andet problem er, at vi mangler et veluddannet plejepersonale på de danske plejehjem. Og helt generelt så mangler vi personale. Vi har alt for mange patienter i forhold til personale. Dernæst er det et økonomisk problem, fordi der bliver sparet så meget på ældreområdet, både i forhold til lønninger og ressourcer.
Læs også: "Flere plejehjemsbeboere med demens får antipsykotisk medicin"
Føler sig uretfærdigt behandlet
Det bliver aldrig oplyst til Mirza, at John bliver behandlet med antipsykotisk medicin. Det finder hun selv ud af, da hun en dag gennemgår Johns journal.
- Jeg føler mig dybt uretfærdigt behandlet. Det er ikke en værdig måde at behandle nogen med en demenssygdom på, og det bekymrer mig meget, at man fortsat bruger antipsykotisk medicin til mennesker med en demenssygdom. At tallet så ligefrem er steget, siden min mand døde, er tragisk, siger Mirza.
Mirza savner sin elskede mand og ville ønske, at hun havde fået flere år sammen med ham.
Mirzas mand, John, døde i 2016, 73 år.
