Annelise kan stadig bevare sig selv takket være fællesskabet

Der er kommet mere struktur og ro i hovedet efter Annelise Andersen satte sine ben for første gang i Demensfællesskabet Fyn. Her møder hun ligesindede med en demenssygdom, hvor de sammen dyrker yoga, synger i kor eller tager på udflugter.

^{Tekst og foto: Karoline Fodgaard}

”Stil jer på det ene ben med det andet ben foran jer, og træk vejret dybt ind og ud,” lyder det fra instruktøren i dagens yoga-time.

Annelise Andersen er deltager og griner lidt ved tanken om at holde balancen. Men den holder, også da hun skal skifte til det andet ben. Snart følger en anden øvelse, og en anden efter den. Annelise er fokuseret, det samme er hendes åndedræt.

Timen slutter af med en 20 minutter lang meditation.

”Det er dejligt at komme til yoga. Man kan egentlig være lidt træt om morgenen, men så kommer man herned til yoga og bliver frisk,” siger Annelise på 59, der stadig lige skal vågne op fra meditationen.

Yoga-timen er en del af Demensfællesskabet Fyns tirsdags program. En time som Annelise er fast deltager i.

 

Manglede aktiviteter
Frustrationerne var mange, da blev diagnosticeret med Alzheimer tilbage i sommeren 2021. Hun trak sig tilbage fra det arbejde, hun elskede, og skulle vænne sig til en hverdag som førtidspensionist. Strukturen var væk.

- Før kunne jeg jo slet ikke finde ud af noget som helst. Jeg ringede til en veninde hver gang jeg skulle med toget, fortæller Annelise.

Hun manglede aktiviteter. Hendes demenskoordinator rådede hende til at søge ind ved Demensfællesskabet Fyn.

 

Et vigtigt fællesskab
Annelise fulgte rådet. I dag kommer hun Demensfællesskabet Fyn flere gange om ugen. Det har hun gjort lige siden.

 

- Det er det fællesskab, vi har. Den kærlighed vi har sammen. Vi støtter og hjælper hinanden. Det at spejle sig i hinanden, snakke om hvorfor tingene sker. De er nogle gode fæller at have i den her sygdom.

 

Sammen med de andre personer, som også kommer i DFF, tager de på udflugter sammen, dyrker yoga, har læsegruppe, synger i kor eller danser. Fantasien har ingen grænser.  

Fælles for dem alle er, at de alle har en demenssygdom og kan møde hinanden i øjenhøjde.

- I starten er man splittet, gal i hovedet og smider ting væk. Men her er jo så stille og roligt, og så finder man bare det jo bare igen. Man bliver ikke set skæv til. Man kan selv have indflydelse. Demensfællesskabet Fyn kommer ikke bare og smider noget på bordet. De opfordrer os til at bidrage.

 

Øger trivslen og de kognitive funktioner
Fællesskabet som Annelise og de andre har sammen, er vigtig af mange grunde:

- Det, vi ved fra forskning, er, at når man er sammen med andre mennesker og indgår i nogle fællesskaber, det er med til at øge trivslen og stimulerer de kognitive funktioner, fortæller Ulla Vidkjær Fejerskov, som er Uddannelsekonsulent ved Nationalt Videnscenter for Demens.

Når Annelise dyrker yoga eller synger i kor, så er det eksempler på psykosociale aktiviteter, der er med til at opretholde hendes fysiske, mentale og sociale trivsel samt hendes livskvalitet.

- Det er virkelig noget, som er med til at stimulerer en, og det kan gøre, at man bibeholder nogle ressourcer længere i ens sygdom. De psykologiske behov bliver indfriet, når man er i et miljø, hvor man føler sig tryg, er inkluderet, har meningsfulde aktiviteter og en tilknytning til dem, man er sammen med. På den måde kan man også bedre håndtere udfordringer.

 

 

”Jeg kan mærke forskel på mig selv”
Den splittelse og uro, Annelise før havde i hovedet, har hun fået styr på, samtidig med, at hun laver de ting, som hun elsker:

- Jeg kan meget tydeligt mærke forskel på mig selv. Jeg har fået strukturen bygget op, fået ting i kalenderen og de har hjulpet mig med at få sat en ordentlig alarm på, så jeg ikke kommer for sent eller for tidligt. Det bliver man jo glad for.

Til det tilføjer Ulla:

- Struktur er vigtigt, når man har en demenssygdom. Struktur giver forudsigelighed, og det gør, at man bliver mindre stresset og mindre forvirret. Det gør også, at man bedre kan koncentrere sig om de aktiviteter, der giver mening og glæde.

Annelise går altid glad og lettet hjem fra Demensfællesskabet Fyn. Næste gang venter korsang, som hun glæder sig til.

- De her aktiviteter gør, at jeg ikke falder af på den. Jeg kan stadigvæk bevare mig selv.