Af Jon Fiala Bjerre, 8. marts 2017
To gange om ugen må Politiets Hundetjeneste i gennemsnit rykke ud for at lede efter mennesker med demens, der er forsvundet hjemmefra. Det oplyser vicepolitiinspektør John Jensen til BT. Og hvert år går omkring 1.500 mennesker med demens hjemmefra, vurderer overlæge Jens Egersgaard ud fra en analyse foretaget i 2014. Langt de fleste bliver fundet – måske stressede og forkomne – mens andre aldrig vender hjem igen.
Gik væk i snevejr i bare tæer
I løbet af de seneste tre år har Alzheimerforeningen registreret, at de danske medier har skrevet om 29 sager, hvor en person med demens er fundet død efter at have forvildet sig væk hjemmefra.
Frygten for, at netop dét skal ske, er noget 79-årige Stig Winther fra Korsør, lever med hver dag. For et år siden, var han nemlig tæt på at miste sin demensramte kone, Gerda:
- Jeg vågnede en nat ved, at der pludselig stod en politimand ved min seng. Jeg blev helt forfærdet, da jeg så Gerda stå ved siden af, kold og forkommen, iklædt en stor politijakke. Uden jeg havde opdaget det, var hun stået ud af sengen og kun iført natkjole havde hun i bare tæer bevæget sig ud i 10 centimeter sne midt om natten. Havde det ikke været for et opmærksomt avisbud, som opdagede hende en kilometer fra vores hjem og alarmerede politiet, havde hun nok været død i dag, fortæller Stig Winther, der stadig er rystet over episoden.
Demensvenner kan hjælpe
I dag ville Stig Winther ønske, at han vidste hvem avisbuddet var, så han kunne takke ham. Og opmærksomme mennesker som avisbuddet, er netop hvad der skal til, hvis man skal gøre livet tryggere for mennesker med demens og deres pårørende, lyder det fra Alzheimerforeningens direktør, Nis Peter Nissen:
- Vi har brug for Demensvenner, der har viden om demens, og ved hvordan de kan spotte og hjælpe mennesker med demens. Der skal så lidt til, og det kan betyde forskellen på liv og død for mennesker med demens og gøre hverdagen langt tryggere for de pårørende.
I 2014 beskrev medierne 16 dødsfald af mennesker med demens, som var gået hjemmefra. I 2015 var tallet faldet til otte og sidste år var det fem. Faldet kan selvfølgelig være et udtryk for mildere vejrforhold eller simpelthen, at medierne skriver mindre om sagerne. Men det kan også være et udtryk for, at vi er blevet bedre til at passe på mennesker med demens, vurderer Nis Peter Nissen:
- Plejecentrene er begyndt at bruge GPS’er, og smartphones har også gjort det lettere for pårørende, at finde deres kære med demens, hvis de går hjemmefra. Men man kan også håbe på, at befolkningen har fået mere viden om demens, og i højere grad griber ind.
Stadig et stykke vej
I 2010 blev serviceloven lempet, så plejepersonale kan bruge GPS'er til mennesker med demens, så længe den demente ikke sætter sig imod. Så snart de gør det, skal kommunen afgøre, om der alligevel kan bruges en GPS. I 2016 blev tilsvarende regler tilføjet på sygehusområdet. Men reglerne tolkes vidt forskellige i de enkelte kommuner, og det betyder flere steder, at man dropper GPS'en, fordi den demente ikke selv er i stand til at sige ja.
- Mange er ikke godt nok inde i loven og tror, at brug af GPS er et udtryk for ulovlig overvågning af borgeren. Det er det ikke. Det er et hjælpemiddel på linje med andre hjælpemidler, siger Nis Peter Nissen.
Han håber, at den nye nationale handlingsplan fra januar, kan være med til at skabe mere klarhed over reglerne ude i kommunerne.
Der er desværre også noget der tyder på, at flere i befolkningen generelt mangler den forståelse, der skal til for at hjælpe mennesker med demens i problemer. Det kan man blandt andet se i denne video, som Alzheimerforeningen har lavet i samarbejde med Go’ morgen Danmark:
