Af Vita Stengård
På livsplakaten er billeder fra de mange ture med autocamperne placeret side om side med billeder af børn og børnebørn, de fælles rejser fra før Marguerite blev syg og billeder af huset på Bystævnet, hvor Marguerite boede, indtil hun for et år siden måtte flytte i plejebolig. Fotoglimt nøje udvalgt og sat sammen og som på den måde danner rammen om Marguerites liv.
Det er Torben, Marguerites mand, og deres to døtre Mia og Trine, der i fællesskab har lavet collagen - Marguerites livsplakat. Torben havde fået inspiration til at lave plakaten igennem Rådgivnings- og kontaktcentret Kallerupvej. Centeret havde sat et projekt i gang i 2013 med det formål at inspirere familier, som var ramt af demens, til at lave familie-fortællinger og livskrøniker på livsplakater. Blandt andet for at støtte hukommelsen og fællesskabet mellem familien og det sundhedsfaglige personale.
En følelsesladet proces
Det krævede et stort tilløb for Torben og familien at komme i gang med plakaten. For hvordan fortæller man historien om et helt liv?
- Vi har haft et fabelagtigt liv. Vi har aldrig nogensinde haft det dårligt. Så der var ikke nogen billeder, der skulle springes over. Jeg vidste, at jeg gerne ville lave en livsplakat – men det tog noget tid, før jeg var parat. Det er jo et helt liv, der skal leves igennem igen, og vi vidste også, at det ville rippe op i mange følelser – men jeg ville gennemføre det - også for Marguerites skyld, fortæller Torben.
Og Mia supplerer:
Det føltes også meget konfronterende at tage hul på. Og vi kunne ikke nænne at gøre det sammen med Marguerite, som egentlig var den oprindelige tanke. Hun forsøgte at holde sygdommen på afstand, og derfor havde vi heller ikke lyst til unødigt at konfrontere hende med det.
Så det var først da Marguerite flyttede i plejebolig, at Torben skar igennem. Nu skulle det være.
En livsplakat er en collage af billeder, der tilsammen danner en fortælling om et helt liv.
En plakat med flere funktioner
Og det har med Torbens ord været guld værd – også selvom familien kom lidt sent i gang med den – og måske ifølge Torben også lidt for sent.
- Vi kom først i gang med at lave den nogenlunde samtidig med, at Marguerite flyttede i plejebolig. På det tidspunkt var hun ikke i stand til selv at være med til at lave den, som det egentligt var meningen i projektet. Men det var alligevel værdifuldt for os, også indirekte for Marguerite, fortæller Torben.
Livsfortællingen har nemlig været med til at give personalet et indblik i, hvem Marguerite er.
-Det er super godt for personalet. For med den kan de danne sig et billede af, hvordan det her menneske har levet, hvilke værdier der igennem livet har været de vigtigste, og hvordan denne mor, kone og kvinde er og har været. Og det gør, at der på en eller anden måde kommer noget værdighed om hende som person, fortæller Trine.
Alle bør lave en livsfortælling
Så selvom det til tider har været en hård proces, ville familien ikke have været det foruden. Derfor vil de også gerne råde andre familier til at lave en livsfortælling, men opfordrer til at man begynder i god tid, så man kan gøre det sammen.
- Det føles godt – det er til glæde for Marguerite indirekte, fordi personalet kan bruge det. I realiteten er det guld værd. Vi har gået vores liv igennem, og jeg har glæde af det hver gang, jeg kigger på det – det minder mig om alt det gode, slutter Torben.
