Af Mette Tandrup Hansen, Nationalt Videnscenter for Demens
En kortlægning af ældres medicinforbrug i Danmark viser, at mere end dobbelt så mange ældre (17 pct.) med demens får ti eller flere lægemidler samtidigt sammenlignet med ældre uden demens (7 pct.) Hele 63 pct. af de ældre med demens får fem eller flere lægemidler samtidigt, mens dette kun gælder for 35 pct. af de ældre uden demens.
Resultaterne stammer fra en artikel i tidsskriftet Journal of Alzheimers Disease, april 2018. I artikel har forskere fra National Videnscenter for Demens set på medicinforbruget hos alle personer over 65 år i Danmark i 2014. Demensmedicin, psykofarmaka og håndkøbsmedicin er ikke talt med i regnskabet, og tallene er justeret for køn, alder og øvrig sygdom.
Cirka ni ud af ti mennesker med demens udvikler adfærdsændringer og psykiske symptomer i løbet af deres sygdom. Psykofarmaka kan derfor nogle gange være nødvendig i en kort periode som en del af behandlingen af symptomerne ved demens. Men selv, når man trækker psykofarmaka fra i regnskabet, får ældre med demens stadig mere medicin end andre ældre.
ET HØJT MEDICINFORBRUG KAN VÆRE PROBLEMATISK
Generelt er ældre mennesker mere sårbare over for bivirkninger ved medicin end yngre. Men har man også en demenssygdom, er der grund til at være ekstra varsom. Ofte har en person med demens svært ved at reagere på bivirkninger og fortælle lægen om ændringer i symptomer.
For meget medicin kan samlet set give så mange bivirkninger, at fordelene ophæves. Bivirkninger kan fx være svækket mobilitet, balanceproblemer og uklarhed i hovedet, hvilket alt sammen øger risikoen for fald og påvirker det daglige funktionsniveau.
GENNEMGÅ MEDICINLISTE SAMMEN MED LÆGE
Som pårørende kan man hjælpe ved at holde øje med ændringer. Vær opmærksom på, om der er blevet udskrevet ny medicin i forbindelse med uro under indlæggelse på sygehus. Spørg hvor længe personen skal have medicin og bed den praktiserende læge vurdere, om al medicinen fortsat er relevant.