Af Mette Tandrup Hansen
Der findes en støt voksende mængde af apps til mennesker med demens. Men både i Danmark og internationalt mangler der forskningsbaseret viden og evidens for udvikling, implementering og brug af teknologi i hverdagslivet hos mennesker med demens. Og derfor har det været småt med viden om, hvor brugbare sådanne apps er i praksis.
Men en ny app, som hjælper personer med demens, er baseret på solid forskning. Neuropsykolog Laila Øksnebjerg har nemlig i tæt samarbejde med personer med demens, et it-firma, pårørende og fagpersoner udviklet den app til støtte af hukommelse og struktur i hverdagen - og den app er en af de konkrete udløbere af forskningsprojektet ReACT.
- ReACT-appen er skræddersyet til mennesker med demens i let til moderat stadie og kan tilpasses individuelle behov og it-færdigheder. Desuden kan pårørende eller andre støtte den daglige brug af den ved også at have adgang til appen og fx lægge kalenderaftaler og dagbogsnotater ind, fortæller Laila Øksnebjerg.
Funktionerne er designet med udgangspunkt i særlige behov hos mennesker med demens. Den giver en tydelig visning af dagens program, personlige påmindelser samt overblik over alle aktiviteter. Og så har appen også en dagbog med personlige billeder, huskeliste, tjeklister og integration af kontaktpersoner i kalenderen.
Nye metoder til demensvenlig teknologi
Forskningsprojektet ReACT, som er støttet af Alzheimerforeningens forskningsfond, har ikke kun handlet om at udvikle en konkret app. Projektet også haft fokus på at udvikle nye metoder generelt, der kan hjælpe med at implementere brugen af teknologi som en del af støtten til personer med demens.
Og i den sammenhæng er dette projekt unikt i forhold til at arbejde med brugerinddragende innovation og evidens på flere områder, fortæller Laila Øksnebjerg:
- I forskningsprojektet ReACT er inddragelsen af brugerne helt centralt. Først og fremmest har vi designet og testet en konkret app i tæt samarbejde med de mennesker, der skal have glæde af den.
Laila Øksnebjerg og hendes kolleger i forskningsprojektet har desuden afprøvet metoder til, hvordan man bedst implementerer brugen af appen i hverdagen. Et af målene i projektet er nemlig at undersøge effekten af at bruge teknologi som en del af støtten til mennesker med demens:
- Det er sparsomt, hvad der findes af forskningsbaseret viden om, hvilken forskel teknologi kan gøre for mennesker med demens. Derfor undersøger vi blandt andet, om teknologien styrker evnen til at klare sig selvstændigt i hverdagen - og om det har indflydelse på oplevelsen af at mestre dagligdagen hos mennesker med demens og deres pårørende. Vi får en viden, som er vigtig for udvikling og brug af teknologi fremover, siger neuropsykologen, som slår fast, at forskningsprojektet har et bredt fokus:
- Vi har fx også udviklet et rehabiliteringskursus, som er testet i tre hukommelsesklinikker, ligesom vi har udarbejdet skræddersyede videoer og vejledninger til patienter og pårørende.
Endelig undersøger projektet også, om man kan bruge dataindsamling fra appen som supplement til mere traditionel dataindsamling i demensforskningen.
- Som bruger af ReACT-appen er man således også med til at fremme forskningen i teknologi inden for demensområdet, slutter Laila Øksnebjerg.