Af Henrik Brogaard, psykolog
Gudmund var 67 år, da han sagde ovenstående. Han havde haft diagnosen Alzheimers sygdom i tre år. Med få ord får han fortalt om sin indsigt i sin livssituation. Han ved, sygdommen vil forringe forståelsen af omverdenen. Han forudser det gradvise tab. Han ved, han ikke kan opretholde sine bånd til andre mennesker. Også de vigtige, nære relationer vil lide skade. Han ved, han i fremtiden vil miste meget.
Under mikroskopet er demenssygdommen bittesmå forandringer på celleniveau. En hjernesygdom. For den sygdomsramte person og for familien, de nærtstående, de pårørende, er sygdommen en tragedie. Der er meget sorg i dette.
Sorgen tynger
Sorg er livssmerte. Vi mærker sorg, når vi mister nogen eller noget, der er vigtigt for os. Noget betydningsfuldt. Sorg er smerten over det, vi savner. Sorg er tab.
Alle mennesker oplever sorger i tilværelsen, fra det lette strejf af sørgmodighed til tunge og mere alvorlige sorger. Nogle gange er man meget trist og føler så at sige sorgens tyngde. Man er træt og hele ens syn på livet har et gråt skær over sig. Det gør ondt i både sjæl og krop. Når vi oplever dybe savn, skal sorgen have sin plads og sin tid. Heldigvis er det sådan, at der midt i sorgerne også er lettere dage og perioder.
Sorgen letter
Nogle dage føler man sig afklaret med situationen og sin skæbne. Man leder efter de lyse og positive sider ved livet, og man finder dem. Alting til trods. I de perioder kan man også godt glæde sig over livet, more sig og i det hele taget været optaget af livets gode, varme, meningsfulde og skønne sider.
Det er godt at give sig selv fri for sorgens mørke favntag, og i stedet omfavne livets lyse og gode sider. Enhver kender vist også til den afbalancerede ro, man oplever, selv i sorgens stund, når man stilfærdigt foretager sig praktiske og fornuftige ting. Glæder sig over de mange små ting tilværelsen også består af.
Beroliget af altings almindelighed gråvejret, brillerne på natbordet og den tilfældige skramlen af stemmer og trin og en bruser der tændes håber jeg på at dagen måske helt til i aften vil gå som om intet var hændt, Søren Ulrik Thomsen - Rystet spejl 2011
Måske er det en livserfaring, ethvert menneske kan nikke genkendende til. Vi ved godt, at ligesom tågen over et landskab langsomt opløser sig når solen får magt, således kan sorgens mørke også lette med tidens gang. Selv i svære skæbnestunder kan vores sjælelige grundstemning svinge op og ned.
Men når sorgen fylder for meget eller det hele, kan man glemme, at livsglæden kan komme igen. Sorgen kan holde os fanget og positive forhåbninger forekommer os fjerne og uopnåelige.
Når vi har det sådan, kan vi nogle gange have glæde af, at dele vores sorger med andre.
For den sygdomsramte person og for familien, de nærtstående, de pårørende, er sygdommen en tragedie, Henrik Brogaard
Åbenhed kan være en lettelse
Den åbne snak om sine sorger kan foretages på nettet, i telefon, i levende samtale med venner, familiemedlemmer, bekendte, gode naboer eller en social- og sundhedsarbejder. Det hjælper altid lidt, nogle gange meget.
Hvis der i ens nærområde findes grupper, hvor man kan samles og snakke med andre i samme situation, kan det være meget værdifuldt. Det gælder både for det menneske der har en demenssygdom og de pårørende.
For hvem, der ikke selv har prøvet det, ved hvordan det er at leve med demenssygdommens udfordringer og sorger, hele dagen, hele tiden? Hvem kan på afstand helt forstå, hvordan det er at være nærtstående til et menneske med en demenssygdom, hele dagen og natten med?
Når mennesker, der på en eller anden måde er i samme båd snakker sammen og lytter til hinanden, sker der noget særligt.
Henrik Brogaard, psykolog
