Af Vita Stensgård
Efter et 10 års langt sygdomsforløb måtte Stig Winther for godt et halvt år siden erkende, at det var nødvendigt at få sin kone Gerda på plejehjem. Han kunne ganske simpelt ikke mere.
I takt med demenssygdommens udvikling var Gerda blevet mere og mere afhængig af Stig og havde efterhånden brug for Stigs hjælp til stort set alt:
- Til sidst kunne hun ikke spise selv, hun kunne ikke vaske sig, hun kunne ikke børste sine tænder, hun kunne ikke klare noget som helst. Og så er man plejer i 24 timer i døgnet, og man sover på albuerne. Min tilværelse gik helt i stå. Man bliver meget isoleret. Vi kunne ingenting sammen, fortæller Stig.
Alligevel var det ikke nemt at tage beslutningen om plejehjem, for samvittigheden nagede. Men da det gik op for ham, at sygdommen både ødelagde Gerda og hans eget liv, indså han, at det var det eneste rigtige.
Læs også: "At bygge bro mellem hjem og plejecenter"
Behov for aflastning
Til at begynde med kom Gerda på aflastning én uge om måneden. Senere fandt Stig, i samarbejde med kommunen, et aktivitetshus til Gerda, hvor hun kunne være tre dage om ugen i fem timer ad gangen. Og det hjalp Stig meget. Bare det at kunne få tid til en lille smule andet, var et stort skridt.
- Men selvom det på papiret var 15 timers aflastning om ugen, så var jeg så træt i mit hoved – så mange af de dage gik jeg bare hjem og sov. Jeg fik ikke lavet noget.
Derfra begyndte Stig at kigge sig om efter et plejehjem, som han synes om, og hvor han kunne forestille sig, Gerda kunne bo – når det nu skulle være.
Det var en proces, der kostede mange tårer.
- Det var en svær beslutning at træffe, men jeg kunne ikke mere. På den anden side, så ved jeg godt med min fornuft, at det var det bedste for os begge to. Det var i hvert fald det bedste for mig, konstaterer Stig.
Han fandt blandt andet støtte til beslutningen i en pårørendegruppe, hvor han fandt trøst og forståelse fra andre i samme situation.
Det rigtige tidspunkt er individuelt
Mens den følelsesmæssige del af indflytningen var svær, forløb den praktiske del anderledes let. Stig fik hjælp fra sin ældste søn og en kammerat til at flytte det, der nu skulle flyttes, imens Gerda var på aflastning.
- Og så hentede jeg Gerda, og kørte hende hen på det plejehjem, hvor hun er nu. Og dér tog de så godt i mod hende, fortæller Stig.
I dag har Gerda det godt, hvor hun er. Hun synger, smiler og er glad og hun er ren og pæn og føler sig tryg ved personalet, lyder det fra Stig. For Stig er der ingen tvivl om, at det har været den rigtige beslutning for ham, at vente så længe, men han er også sikker på, at det ikke er det rigtige for alle.
- Alle skal gøre, hvad der fungerer for dem, for det kan være meget forskelligt, slutter Stig.
Hør også interviewet med Stig her:
