Af Liv Mygind
Hvilke følelser skal man regne med at komme igennem i løbet af flytningen fra eget hjem til plejebolig?
- Det er selvfølgelig meget individuelt. Og på Demenslinien og i Alzheimerforeningen hører vi mange af de tunge historier. Men jeg ved, at der også er mange, der flytter, hvor det går rimeligt fredsommeligt. Fordi personen med demenssygdom har et stille og roligt væsen, og plejen er god. Men det er stadigvæk svært, selvom det går godt. Fordi mange af de pårørende har en følelse af at svigte, og mange med demens har en følelse af at blive svigtet.
Langt de fleste pårørende taler også om, at de bliver ensomme, når deres partner flytter. De føler, de får meget tid, som de ikke ved, hvad de skal bruge til. I mange år har de haft så stor en omsorgsopgave, at de ikke har haft tid til egne hobbyer og eget liv. Så nu skal ens egne interesser genopfindes. Og det kan godt være svært at genopfinde sit liv efter måske 50 års ægteskab.
Nogle pårørende oplever det også skamfuldt, at de ikke længere magter at tage sig af deres ægtefælle. Samtidig er det jo også en lettelse ikke længere at have den store omsorgsforpligtelse, og at man nu kan forlade hjemmet, mange slipper for konflikter, og det er også en lettelse for nogle at kunne sove om natten uden at blive vækket, siger Susanne Kaagaard, psykolog med speciale i ældre og demenssygdom.
Hvor lang tid går der, før man vænner sig til at bo alene i det gamle hjem?
- Jeg synes ikke, at ’vænne’ sig er det rigtige ord. Man skal lære at leve sit liv igen. Og det kræver en aktiv indsats. Det er ikke ualmindeligt, at det tager 2-3 år at finde ud af at fylde tiden ud og få livet til at give mening igen for den pårørende.
Hvad kan hjælpe den pårørende med at lære at leve sit nye liv?
- Vi ved, at pårørendestøtte hjælper. Gode familie- og vennerelationer kan støtte i den svære tid og for nogle er deltagelse i en gruppe med andre pårørende i samme situation givende. For mange skal der en god portion mod til for at deltage i aktiviteter igen, som man har lagt på hylden. Nogle pårørende har følt sig svigtet af venner og familie. Her kan man overveje at være tilgivende over for de mennesker, man synes, har svigtet. Giv omgivelserne en chance til, selvom de i sejl- eller strikkeklubben ikke har været deltagende under demenssygdomsforløbet. For måske kan man godt få nogle gode stunder sammen, nu hvor man bor alene.
Hvordan hjælper vi vores kære med demens med at føle sig tryg?
- Jo længere i demensforløbet en person er, des anderledes er de signaler, der bliver sendt til os. Og jo vanskeligere er det at hjælpe dem. Derfor er det ekstremt vigtigt at have faste kontaktpersoner i plejeboligen, der kender og kan tolke de signaler, som personen med demens udtrykker. De er jo syge, og har brug for tryghed, og tryghed får vi, når vi kender folk omkring os, og de forstår os. Det kan sammenlignes med den tilknytning et lille barn har brug for. Den tilknytning har vi brug for hele livet igennem. Og den tilknytning til andre mennesker har vi i særdeleshed brug for, når vi er syge og bange”.
Hvis man nu som ægtefælle er den største tryghed i sin demensramte partners liv, er det så ikke et svigt at sende dem i plejebolig, hvor de ikke kender nogen?
- Jo, det kan være slemt at skulle flytte i plejebolig og væk fra en ægtefælle, der i mange tilfælde er personens største tryghed. Derfor er der også nogle personer med demens, der reagerer voldsomt, føler sig utrygge og bliver udadreagerende - hvor andre har nemmere ved at være trygge i sig selv. Men jeg synes ikke, man svigter. Man ønsker jo ikke at skilles, så var man nok blevet skilt for mange år siden. Og mange beskriver det, som det sværeste valg i livet. Men man har ikke andet valg, når man ikke længere kan magte at være primær omsorgsperson for en meget dement person. Der er opgaver, der er for store til, at et menneske kan klare det.
