Tilgiv så meget som muligt
Billede fra Nordisk Films særvisning af filmen ”Falling” i maj 2023. Foto: Jacob Crawfurd.
Klummen er baseret på et interview med Viggo Mortensen i forbindelse med en særvisning af hans meget personlige film om demens, Falling, arrangeret af Nordisk Film Distribution og Det Danske Filminstitut i Nordisk Films biograf Dagmar i maj måned.
"Jeg har oplevet og lært meget om demens i de år, jeg passede mine forældre og min stedfar, som alle fik demens. Noget jeg lærte tidligt er, at man aldrig skal irettesætte. Jeg har to brødre, og en af dem havde det svært med min far og min mors demens. Især når de snakkede om noget, der ikke passede.
For eksempel var der en dag, hvor min bror korrigerede min far, fordi han sagde, at han havde lige spist frokost med en ven, der døde for 30 år siden. Jeg talte bagefter med min bror om, at det måske var bedre at sige noget andet – fx spørge om hvad de spiste, og om det var lækkert. Min bror hade det svært med det, for det var jo ikke sandt, hvad min far sagde. Men jeg prøvede at få ham til at forstå, at det for det første var pinligt for min far, når han opdagede, at han havde taget fejl. Og for det andet, ville den ven, han engang havde kendt, dø en gang til. Så måske er det okay at lyve lidt.
Vi husker ikke korrekt alligevel, lige meget om vi har demens eller ej. De minder, vi har, er ikke så faste, som vi går og tror. Jeg tror, at hukommelsen er mere en samling af følelser end fakta. Der behøver ikke være demens til stede for, at to mennesker eller flere mennesker kan blive uenige om tidligere fælles begivenheder og samtaler. Så man kan lige så godt prøve at lære noget og være åben, synes jeg.
En dag, hvor jeg sad med min far, begyndte han næsten at græde. ”Det var ikke mig med grisen,” sagde han på en måde, som om han var 10-12 år gammel. Jeg tænkte, hvad fanden snakker han om? Det var tit, han troede, jeg var hans far, så jeg ringede til hans søster, min faster, og spurgte, hvad er det var med den gris. Hun fortalte, at han under krigen havde været alene hjemme på gården, og havde glemt at lukke stalddøren. Så grisen løb ud og spiste alt, hvad der var i haven. I 75 år havde han benægtet, at det var ham, selvom resten af familien altid havde vidst det.
To dage senere kom han til mig igen og sagde: ”Far, det var mig, og jeg har det så dårligt med det”. Jeg forklarede ham, at vi havde masser af mad i køleskabet. Vi manglede ikke noget, så det var lige meget. ”Er det okay?” spurgte han. ”Ja, det er helt fint, du skal ikke tænke på det mere,” sagde jeg. Så var det en lettelse for ham, selvom det på en måde var en løgn. Men han havde fortalt mig det, fordi jeg var åben over for ham, tror jeg.
Der er sikkert også mange, der har prøvet at sidde med et fotoalbum og bare se, hvad der sker. Det er ikke sikkert, at man husker det, man ser på. Måske man får andre tanker. Man er involveret. Men det er ikke altid, at man kan få noget til at ske, eller har noget at snakke om. Nogle gange skal man bare være tilfreds med at sidde i stilhed.
Jeg synes, det er vigtigt at lægge sit ego til side og tilpasse nuet – få så meget ud af det, som muligt. Det er noget, vi burde gøre hele tiden. Og ikke kun med nogen, der har demens. Men det er især vigtigt, når man forholder sig til en person, der er ramt af demens. Og så skal man være fleksibel, for man ved jo aldrig, hvad der kan ske.
Min far voksede op på landet, og var jæger. Så på et tidspunkt måtte jeg fjerne hans jagtgevær, og det var svært. Jeg prøvede at forklare ham det, og når jeg ikke kunne forklare det, så måtte jeg få ting til at ”forsvinde”. Men han glemte det ikke. Så han blev ved med at snakke om det. Det er jo en kommunikationsøvelse, som er vanskelig for at sige det mildt. Og det er nok i virkeligheden det, det handler om - at kommunikere rigtigt med hinanden. Men det er svært, når man er i familie med nogen. Det er nemmere at kommunikere om de her ting, hvis det ikke er din egen mor eller far.
Her er det nok vigtigst af alt at kunne tilgive. Så meget som muligt.
Med min film håber jeg, at folk bliver lidt mere modige, end de måske er. At de tør tale mere åbent om demens, og finde den bedste måde at være sammen med det menneske, der lider af sygdommen.
Det handler ikke om dig mere. Det handler om dem, der er syge. Jeg elsker selv de bøger eller film, der får én til at til at tænke videre, og som giver anledning til spørgsmål. Hvad så? Hvad sker der nu? At det lever videre, når man går ud af biografen og taler om det, og om ens egne erfaringer med demens. På det tidspunkt ejer jeg ikke filmen længere. Det gør publikum. Men jeg håber, at de fleste vil få noget ud af den, og at budskabet der står tilbage, er accept, tilgivelse og at genfinde kærligheden."
